først efterhånden som man læste, rulles op fra højre til venstre; og når bogen var læst, måtte hele strimlen rulles op på ny fra venstre til højre, inden den kunne læses igen; af den megen rullen blev bogen forholdsvis tidligt slidt op. Ved siden af ruller havde man i nytestamentlig tid dog også den nuværende bogform (codex); men i hvilken udstrækning den blev anvendt, er omstridt. I stedet for den billige, men skrøbelige papyrusrulle anvendte man til litteratur af mere varig art pergament, fremstillet af dyreskind; dette blev udskåret i rektangulære stykker, 4 sådanne blev lagt oven på hinanden og bøjet sammen på midten, hvorved der fremkom enheder som vore ark. De ældste pergamenthåndskrifter til bibelen stammer fra 4. årh., og ved denne tid er man rimeligvis i den kristne kirke begyndt at anvende dette mere varige skrivemateriale. Da det var kostbart, blev undertiden en ældre tekst vasket af eller raderet ud og noget andet skrevet i stedet; det er også sket med bibelske tekster; men ved kemiske midler kan man nu få den oprindelige, senere udviskede tekst til at træde frem. Et sådant håndskrift kaldes en palimpsest. Fra 9. årh. begynder papiret fra Kina gennem arabisk formidling at trænge frem i Europa; men først fra 13. årh. fik det større udbredelse. I de ældste håndskrifter skrev man med »store» bogstaver, der tegnedes enkeltvis ved siden af hinanden, uden indbyrdes forbindelse, uden accenter og interpunktionstegn, ja endog uden adskillelse af de enkelte ord. Disse bogstaver kalder man majus kler eller uncialer, og disse betegnelser benyttes også om håndskrifter, der anvender »store» bogstaver. Alle bibelhåndskrifter mellem ca. 300 og ca. 800 e. Kr. fremtræder i majuskelskrift. Samtidigt med anvendelsen af denne benyttede man til dagliglivets forskellige behov en hurtigere og mindre omhyggelig skrift, hvor bogstaverne blev skrevet ud i eet, uden at man gjorde ophold mellem dem; denne skrift kalder man kursiv eller minuskelskrift; den begyndte man i det 9. årh. at benytte i bibelhåndskrifter, og fra ca. år 1000 blev 1273 DET NYE TESTAMENTE ER Et blad af de såkaldte Chester Beatty-Papyri fra 3. årh. Åp. 13: 16—14: 4. den her enerådende. Et majuskelhåndskrift er altså altid ældre end år 1000, og et minuskelhåndskrift yngre end 800; i øvrigt søger man ved bogstavernes form, anvendte forkortelser m.m. at bestemme et håndskrifts tilblivelsestid — hvis da ikke afskriveren selv med dato og årstal har angivet, når han er blevet færdig med afskriften. Man kender nu ca. 4.200 forskellige håndskrifter til N. T.; deraf er ca. 200 majuskler, som man betegner med store bogstaver, først fra det latinske, dernæst fra det græske og til sidst fra det hebraiske alfabet; når disse er udtømt, går man over til at bruge 0 foran et tal (01, 02, 03 o.s. v.). Kun 4 majuskler er pandekter, d.v.s. de indeholder hele N. T.; alle de øvrige bringer kun een eller to af de følgende dele: 1) Evangelierne, 2) Apostlenes gerninger og de katolske breve, 3) Paulusbrevene og Hebræerbrevet samt 4) Johannes’ åbenba- 1274