DET NYE TESTAMENTE OYAEICERIIMLNCKEI w N JOR YI ON ËMA ATÀ OY AE TONA TEj AT íc Err. INGCKEIÉ MHO YIOCKIIEANBOYAH I AIOYÝYIÒCANOK aAa: 6€ A EYE MP OCMETIANT: ÓIKOTIIDH TECK AINE 2 OP TICMENOIKAn N NAMAYCU Y MACA d r E TON ZYFON MOY ËŢÝ MÂCKAIMXBETEAME MÖYO'TIrı AYyCE1 hÈ TAMCINOC HK APA K SEY HCE TAI AN nay CINTAI C SCEME SCA CMO X CTÒCKAI TOS Qj n Ú MOYENS poh ÈGTIN Udsnit i naturlig størrelse af texten i Codex Vaticanus, majuskelhåndskrift fra det 4. årh. Slutn. af Matt. kap. 11. (Siderne er i dette håndskrift trespaltede.) ring, således at det samme bogstav kan bruges som betegnelse for flere håndskrifter. Af minuskelhåndskrifter er der godt 2.400, hvoraf kun 46 er pandekter; de betegnes med arabiske tal. I nyere tid er dertil kommet godt 50 papyrushäåndskrifter, fremdragne af Ægyptens sand; de fleste af dem er ældre end pergamenthåndskrifterne, men de er som oftest meget små brudstykker; kun de 1933—36 publicerede Chester Beatty-Papyri indeholder betydelige dele af N. T., bl.a. det meste af Paulusbrevene; de stammer fra 200—300, er altså rundt regnet 100 år ældre end vore ældste pergamenthåndskrifter. Endelig har vi c:a 1.600 lektionarier, d.v.s. kirkelige læsehøger, der indeholder de perikoper, der oplæstes ved gudstjenesten. Af hele dette materiale er de ældste majuskelhåndskrifter de vigtigste, nemlig 1) Codex Vaticanus (B) i Vatikanerbibliotheket fra 4. årh., 2) Codex Sinaiticus (N), ligeledes fra 4. årh., fundet af C. Tischendorf på rejsen til Sinajklostret 1844—59 og bragt til Petrograd, hvorfra det 1933 blev solgt 1275 til British Museum i London for 100.000 pund, 3) Codex Alexandrinus (A) fra 5. årh. i British Museum, 4) Codex Ephraemi (C), en palimpsest fra 5. årh., og endelig den for sine mange ejendommelige læsemåder bekendte 5) Codex Cantabrigiensis (D) fra 6. årh. i Cambridge. Foruden de græske håndskrifter yder også de talrige citater fra N. T. hos kirkefædrene et betydeligt tekstkritisk materiale, og det samme er tilfældet med en række gamle oversættelser, især den syriske og den latinske, der begge er udført på et tidspunkt, der ligger langt forud for vore ældste håndskrifter. Alle disse tekstvidner skaber en mængde varianter — man regner mellem 100.000 og 150.000 — og registrering af disse og klassificering af håndskrifterne i forskellige grupper efter deres indbyrdes. slægtskab har i de sidste 300 år beskæftiget den tekstkritiske videnskab. På grundlag af det arbejde, som de engelske forskere B. F. Westcott og F.J. A. Hort fremlagde 1881 i en tekstudgave med prolegomena, sondrer man nu almindeligvis mellem 1) en antiokensk koinetekst (xow, fælles [dialekt]; en slags almengræsk opstået i det 4. årh.), der er repræsenteret ved de fleste yngre håndskrifter, 2) en såkaldt H esychiostekst, tilvejebragt i Aleksandria ved en recension af en vis Hesychios ca. 300 e. Kr. og repræsenteret af en række gamle håndskrifter, som i reglen anses for de bedste, samt 3) en såkaldt vestlig teks tform, hvis værdi er omstridt; det er en »vildtvoksende» tekst med talrige læsemåder, som utvivlsomt er sekundære; men da den aldrig har været recenseret, kan den have bevaret oprindelige læsemåder, som i Hesychiosteksten er blevet fjernede ved recensionen. (Se også Grekiska som bibelspråk.) 2. Kanons historie. Siden slutningen af 4. årh. består N. T. af de 27 skrifter, som vi regner med den dag i dag; men denne kanons tilblivelse er resultat af en 300-årig udvikling. Fra første færd besad den kristne menighed en bibel, nemlig G.T., som Jesus og apostlene betragtede som hellig skrift; men ved siden heraf begyndte man allerede i den apostolske tid at anføre u d- 1276