sagn af »Herren» som en jævnbyrdig autoritet (1. Tess. 4:15; 1. Kor. 7:10, 9:14, 11:23), og i den efterapostolske tid henvises hyppigt (Didake, Klemens- og Ignatiosbrevene) til »Evangeliet», der nævnes dog ikke bestemte fremstillinger af dette, men dets autoritet beroede udelukkende på indholdet: Jesu ord og gerninger. De paulinske breve er tidligt blevet benyttede til oplæsning ved gudstjenesten, og 2. Pet. 3: 15 ff. forudsætter, ligesom flere udtalelser af de apostolske fædre, at man har haft samlinger deraf. Den første os bekendte egentlige kanonsamling er dog foranstaltet ca. 150 af en gnostiker, Markion*"; den bestod af et »Evangelium» og en »Apostel», d.v.s. et forkortet Lukasevangelium og 10 ligeledes bearbejdede Paulusbreve (alle undtagen pastoralbrevene). Omtrent samtidigt beretter Justinos martyr, at de kristne menigheder i deres forsamlinger forelæser »Apostlenes memoirer» (d. v.s. evangelierne) og »Profeternes skrifter»; og han anfører evangeliske citater med samme indledningsformel som ord af G.T. I øvrigt afviger hans evangeliecitater så ofte og så stærkt fra ordlyden i vore fire, at der er en vis sandsynlighed for, at han foruden disse har kendt og benyttet andre. Hans discipel Tatian sammenarbejdede ca. 170 de evangeliske beretninger til en fortløbende fremstilling, den såkaldte Diatessaron, som i mere end et årh. blev anvendt ved gudstjenesten i den syriske kirke. Man ser heraf, at evangeliets indhold: Herrens ord og gerninger stadig var den egentlige autoritet, og at denne endnu ikke var knyttet til bestemte fremstillinger deraf. Paulusbrevene og andre skrifter, som benyttedes ved gudstjenesten, havde heller ikke helt den samme autoritet som evangelierne, men i øvrigt var grænserne også her flydende. Kampene mod gnostikerne i 2. årh. medførte imidlertid nødvendigheden af at få en bestemt afgrænset samling skrifter, der indeholdt normen for den sande lære; og omkring 200 var der indenfor kirken opnået almindelig enighed om at regne de 4 evangelier, de 13 Paulusbreve, Apostlenes ger- 1277 DET NYE TESTAMENTE YEP TAONA AAC K AAO a KAT upTICmENOCAS | NACE TAWDICOAIA AC K AAGCAY Tay He TIAE BAETCICTAKAp OC ` YOYAACAÇOYCOY THNABAOKONTHN | en wouda A MSD OY KATAN u APEERE AAGPCIN AECE KBAAUWYITOKAP : SAA MOVCOY KAA y HAQKOCCNI £ OIV INAS EDESA SY SGA AINERE TIPUD FONTHNAO KONEX 10 KANO TCAIABAC Y CIC € K BAAGI „. vakaro eTa haaye : Oye TN ACNAPON KAAONTEOIY N KApHOYCCANpOYyC GYA AENAPONCANPON | TTO YINKA HAY CKAADY U EKA Tan APNA PONEKTAY KAP aya yray TEINCEKETA: , SA : OYTAPEKACUON TAISA NA N 7? OYAKEKBATOYI Taf YAna A OATABOCANS pU OC EKR ` BHCAYrOyAYy rayı CBARA IRE epei A TABON KAIO TION MPOC EK TOY moy Tp ader U1 TOTON HP0N EKTA YEP IUCEY MATOU NARA TACA AAE TOC TaMAAy Toy 5 s01 ` TIMAEMEAE TETAI KEKE KAOY QIC E A AAE U: TIACOCpKANME NOCT: k KAA KOYUN MMOY TUAINAQ NUN AY TOYO Y04624 Men TiNREC YN OMMIOC QMOIACECTIN ANDP Iu OIKOAO MOY NT IOIKENAN OCECKAY EN KAE BASYNEN KAICEHKCNBOE MEAION ETITHNNCPAN MAHM Y PACAS FENOME NAC TIPO CE PHIEN OMO TAMOC THOEIKE IKEN KATOY KIX YCENCAACYCALAY T HN TESE ME Side af Codex Cantabrigiensis. Majuskelhånd- skrift fra det 6. årh. Luk. 6: 40—48. ninger, Johannes’ åbenbaring samt 1. Peters- og 1. Johannesbrev for kanoniske; del bevidner overensstemmende Muratoris kanon for Italiens vedkommende, Irenæus for Galliens og Lilleasiens, Tertullian for Afrikas og Klemens Aleksandriner for Ægyptens. Om Hebræerbrevet, 2. og 3. Johannesbrev, 2. Peters- Jakobs- og Judasbrevene derimod divergerer anskuelserne, og ved siden af disse kommer også andre skrifter som Barnabasbrevet, Hermas og 1. Klemensbrev i betragtning. En principiel bestemmelse af kanon forsøgte noget senere Origenes (d. 254) (jfr. Alexandrinsk teologi), idet han på grundlag af den anerkendelse, som skrifterne havde fundet i kirken, inddelte dem i »almindelig anerkendte» (de, som ved år 200 havde udgjort kanons faste bestand) og »omstridte»; og en lignende afgrænsning forsøgte kirkehistorikeren Eusebius i begyndelsen af det 4. årh. Han tager også hensyn til apostolsk affattelse og føjer derfor til den første klasse Hebræerbrevet, som han betragter som paulinsk. Den anden klasse: de »omstridte» deler han i en gruppe: »skrif- 1278