DET NYE TESTAMENTE é s 4. SI ra in niera SNO E piga apni KH RONOM A TE a MEA w , f ko pucsiixwpAn ASSY o v t úg SHS foumysa Ån sat oty yio baim vva ` od 6v ps posp liyo yoa kaira ipy pastai A oyta t , uù mio" ba ou olas H ‘Gy Gaums Ayay i sa vgra usw orri au Libye + raro Xo V stasis ni veau ouy aami clap Qrtvrt ayapa raru au eai ruéy wy N dao rrou ramro ise kias yT A S pas DY 6S su naira isolar y' KSN talud uÁ asr oi Erio dum Surai b yA au: Modo piismlarau yas "TRA UAS Y Vterajiau Laire Aau skaot waa ipla yartaou tiai Gp fov oniapS Asm | shuc durs Wy aos a N. nO AN Gs dyarbas LA s : "O rilat a trili v ago rA t Wysp: qias E- dio y aara ou ayta O Srt "arpoo uour t&u paiyou: "árm6y de £ PATE teti Du pastr dumu a = pop a S6 krura r Ra A Go 6 rras rai p u turi ro 3 “arami ol Leri rtuxliw oou arar "rol t oréu gyr rivi Knal oir åror W E nhat p'anra Crap "roi saori Pi ára KOY tay darr g dú "rwo oHa piao TWG DE arap aoj iu Gaura aiui (otp a CEE Asfan Y a pi SEAN ou "Top Side af et minuskelhåndskrift fra det 9. årh. Luk. 12: 11—22. ter, som dog er anerkendt af de fleste», hvortil han henregner de resterende katolske breve, og en anden: »de helt uægte», hvortil henregnes Hermas, Petersapokalypsen, Barnabasbrevet, Didake og eventuelt Johannes åbenbaring. Ved at føje de 5 skrifter, som Eusebius fandt »anerkendte af de fleste», til de 22 »almindelig anerkendte» nåede Athanasius (i sit 39. festbrev fra år 367) til at erklære de 27 skrifter, som findes i vort N. T. den dag i dag for de eneste kanoniske, og han stiller dem nu i modsætning til apokryferne, d.v.s. de fuldstændig forkastelige. Ved Hieronym u s* autoritet trængte denne bestemmelse af den nytestamentlige kanons omfang også igennem i Vesten, hvor Hebræerbrevet, 2. og 3. Johannes- Jakobs- Judas- og 2. Petersbrevene i 3. årh. kun havde været lidet kendte. En romersk synode i året 382 regnede Hebræerbrevet for paulinsk og fastslog, at alle 7 katolske breve skulle gælde som kanoniske; og på synoderne i Hippo 393 og i Karthago 397 og 419 sluttede den afrikan- 1279 ske kirke med Augustin i spidsen sig til den romerske afgørelse. Enkelte steder indenfor den græske kirke var dog Johannes’ åbenbaring omstridt indtil 7. årh.; og i den syriske kirke manglede man 2. og 3. Johannes- 2. Peters- og Judasbrevet samt Johannes’ åbenbaring, indtil den af Filoxenos af Mabug 508 foranstaltede nye oversættelse. 3. Det nye og det gamle testamente. Den ældste kristne menighed overtog G. T. som hellig skrift fra jøderne, og da der efterhånden fremkom en anden kanonsamling: N. T., fortrængte denne ikke G. T., men den kristne menighed beholdt begge samlinger af hellige skrifter, uden at gøre sig klart, at de for den kristne ikke kunne have samme autoritet. Den bevægelse, som Markion skabte, blev trængt tilbage og forsvandt; havde den sejret, ville den vel have ført til forkastelse af G.T. Nu beholdt man i kirken begge testamenter; Augustin stræbte at begrunde det med den bekendte sætning, at »det nye testamente ligger skjult i det gamle, men det gamle testamente ligger åbent i det nye», og den katolske kirke søgte i middelalderen hjemmel for en stor del af sin kirkeordning og sin dogmatik i G. T. Ved reformationen skete der ingen væsentlig forandring i dette; ganske vist forstod Luther, som hans syn på de ti bud viser, at kun N.T. var forpligtende for kristne, men i praksis, f. eks. ved begrundelsen af landgrev Filips dobbeltægteskab, regnede han lige så fuldt med G. T., og i den følgende ortodokse periode begrundede man dogmatiske udsagn lige godt med bevissteder fra begge testamenter. Også Calvin stillede begge kanonsamlinger lige, således som det fremgår af den reformerte kirkes strænge hævdelse af sabbatsbudet og billedforbudet. Først i det 19. årh. er man kommet til klar erkendelse af, at G.T. er forberedende i forhold til N. T., og at G. T. på det moralske område ofte repræsenterer et lavere stade end dette. Dette forhold har i vore dage undertiden ført til, at enkelte kristne som f.eks. Harnack har krævet, at kirken skulle opgive G. T.; men intet større kirkesamfund har dog hidtil imødekommet et sådant krav. 1280