NYTHOMISME Eftersom n. inom sig rymmer så många skilda företeelser, vore det ej riktigt att bedöma den likmässigt över hela linjen. — Å ena sidan är det uppenbart, att den inneburit en frigörelse av teologins studium med upptäckter av förut undanskymda sidor av kristendomen samt ett bearbetande av det historiskt givna materialet i en förut okänd omfattning. Å andra sidan har n. ofta medfört en anpassning till främmande åskådningar, vilken haft till följd en kompromissartad och oklar uppfattning, vari den kristna trons innehåll på många punkter uppgivits eller misstolkats. Se även Liberal teologi, Protestantisme. Litt.: E. Troeltsch, Protestantisches Christentum und Kirche in der Neuzeit (2 ed. Leipzig — Berlin 1922); H. Stephan, Die heutigen Auffassungen vom Neuprotestantismus (Giessen 1911); R. H. Grützmacher, Alt- und Neuprotestantismus (Leipzig 1920); R. Bring, Teologi och religion (Lund 1937); K. E. Løgstrup, Den erkendelsesteoretiske konflikt mellem den transcendentalfilosofiske idealisme og teologien (diss. Khvn 1942); E. Brunner, Die Mystik und das Wort (2 ed. Tübingen 1928); K. Barth, Die protestantische Theologie im 19. Jahrhundert, ihre Vorgeschichte und ihre Geschichte (Zollikon—Zürich 1947); J. Nome, Det moderne livsproblem hos Troeltsch og vår tid (diss. Oslo 1950). Exempel på en radikal n. möter i K. Guggisberg, Der freie Protestantismus (2 ed. Stuttgart 1952), jfr även S. Holm, Protestantisme (Khvn 1950) samt J. Rathje, Die Welt der freien Protestantismus (Stuttgart 1952). B. H. NYTHOMISME. I det 17. og i begyndelsen af det 18. årh. var katolsk filosofi stivnet til en temmelig betydningsløs skolefilosofi, der i modsætning til det 13. årh.s skolastik næsten helt havde mistet forbindelsen med de øvrige videnskaber og ikke var i kontakt med de store fremskridt, der var sket, f. eks. i naturvidenskaben, og derfor kun yderst mådeligt var i stand til at stille noget op imod de forskellige ikke-katolske filosofiske retninger. I denne tilstand sker der omkring midten af 19. årh. et betydningsfuldt omsving, idet interessen for den klassiske skolastiske filosofi vågner og giver sig udtryk i en fornyet, energisk besindelse i særdeleshed på den thomistiske fi- 1291 losofi. Forløbere herfor er i Italien og Spanien dominikanerne Zigliara (d. 1893) og Gonzales (d. 1894) og i Tyskland navnlig jesuitten J. Kleutgen (d. 1883), hvis værk » Philosophie der Vorzeit» blev banebrydende. Pius IX opmuntrede stærkt denne n., men det var først igennem Leo XIII.s rundskrivelse »Æterni patris» (4. august 1879), at bevægelsen blev universel og kom til at forny såvel den katolske filo sofi som katolsk teologi. Her gør paven rede for filosofiens nødvendighed for en sund teologi. Såvel til forsvar og ære for den katolske tro, som til gavn for samfundet og for en gunstig udvikling af videnskaberne opfordrer Leo alle til at følge Thomas’ kostelige lære. Virkningen var umådelig, thi paven nøjedes ikke med at tale i almindelighed, men iværksatte talrige foranstaltninger for at føre rundskrivelsens syn ud i livet. Rundt om ved universiteterne ansattes nye thomistiske lærere, ligesom paven stærkt understøttede de katolske universiteter i Louvain, Fribourg, Lille og Washington, der fuldt ud gik ind for den thomistiske fornyelse. Særligt må nævnes kardinal Mercier og det med ham som leder 1893 oprettede »Institut supérieur de philosophie», der igennem en række fremragende forskere og filosofiske begavelser skabte respekt omkring n. og derved sikrede dens indflydelse langt ud over thomisternes egen kreds. 1880 begynder nyudgivelsen af Thomas’ værker, den såkaldte Leoninerudgave, og samme år udnævnes Thomas til »patron for alle katolske skoler». De følgende paver kappedes om at fremhæve l'homas som den katolske kirkes egentlige lærer, »hvis lære kirken gør til sin». Codex juris canonici (Can. 1366 § 2) forpligter katolske professorer til både i filosofi og i teologi nøje at følge mesterens tanker og principper. Denne n. rummer i sig en dobbelt bestræbelse, der ikke altid har været uden alvorlig spænding. Dels betyder den et ivrigt historisk studium af middelalderens og ganske særlig Thomas’ filosofi, hvis væsentlige sigte var en så tro gengivelse som muligt af hans tanker som normgivende 1292