også for al nutidig tænkning. Dels — og det var dette, der skabte spændingen — var n. forsøget på udfra Thomas at føre den filosofiske tænkning videre i åbenhed dels imod naturvidenskabens resultater, dels imod den moderne filosofi og dens uomtvistelige fremskridt. N. spaltedes således i en mere snæver og i en fremskridtsvenlig fløj. Til denne sidste hørte Mercier og instituttet i Louvain, der frygtløst satte thomismen i forbindelse med den eksperimentelle naturvidenskab, ligesom man også tog erkendelsens problem op til fornyet drøftelse. Afgørende var det ikke blot at nå frem til Thomas’ egen mening, men at fremme den nutidige filosofiske tænkning i hans ånd. Lovbogens udtryk »ad Angelici Doctoris rationem, doctrinam et principia» gav støtte for en sådan videre fortolkning. I den store skare af nyere thomister må særlig nævnes dominikanerne Gardeil, Sertillanges, Garrigou-Lagrange, Mandonnet, de Groot, Manser og den dominikanerne nærstående lægmand J. Maritain, hvis værker øvede en stærk indflydelse såvel inden for filosofien som i åndslivet overhovedet. Endvidere Gilson, Grabmann, Ehrle for blot at omtale nogle enkelte. Thomas har bevaret førerstillingen i katolsk filosofi og teologi indtil i dag, og dog spores der en betydelig forskel i forskningen i forhold til bevægelsens første dage. Næsten overalt mærkes en stadig større frihed i den filosofiske tænkning, ligesom man i teologien i dag er mere optaget f.eks. af kirkefædrestudiet end af Thomas’ »Summa theologica». Thomas er ikke den eneste lærer, men een af den katolske kirkes lærere, om end den største og »sikreste». Det er næppe mere berettiget at tale om en særlig n. Thomas har fundet sin centrale plads, ikke som den, hvis meninger slavisk skal følges, men som den, hvis grundsyn og tendens må anses som forbillede og norm for den filosofiske og teologiske undervisning i romerkirken i dag. Se også Thomas av Aquino. Litt.: Bevægelsens vigtigste tidsskrifter er Revue thomiste, Revue des sciences philosophiques et théologiques (Frankrig), Revue néoscolastique, siden 1946 Revue philosophique de Louvain 1293 NYÅRSDAGEN (Belgien), Revista di filosofia neoscolastica (Italien), Ciencia tomista (Spanien), Scholastik og Divus Thomas (Tyskland og Schweiz), The new scolasticism og The thomist (USA). 1921 udgav Detrez og Mandonnet »Bibliographie thomiste», der efterfulgtes af den fjerdingårligt udkommende »Bulletin thomiste», og som var det første bind i rækken »Bibliothèque thomiste», der omfatter en række større arbejder. Jfr. endvidere: M. Grabmann, Die Geschichte der scholastischen Methode (Freiburg i. Breisgau 1911); T. K. Oesterreich, Die deutsche Philosophie d. XIX Jahrh. u. der Gegenwart (Berlin 1923); J. Maritain, Le docteur angélique (Paris 1930); K. E. Skydsgaard, Metafysik og tro (diss. Khvn 1937); E. Gilson, Le thomisme (53. ed. Paris 1946); R. Johannesson, Person och gemenskap enligt romersk-katolsk och luthersk grundåskådning (diss. Lund, Sthm 1947); L. Johannesson, Kunskap och verklighet (diss. Göteborg, Lund 1944); dens., Sinneskunskapens problem (Lund 1945); E. Hocedez, Histoire de la théologie au XIX“ siècle 1—3 (Bruxelles—Paris 1947— 52); M.-D. Chenu, Introduction à l'étude de s. Thomas d'Aquin (Paris 1950); A. Dondeyne, Foi chrétienne et pensée contemporaine (Louvain 1951); L. Raedemaeker, Le cardinal Mercier et l'institut supérieur de Louvain (Louvain 1952). Nyere oversættelser af Thomas’ hovedværk Summa theologica: Engelsk: The »Summa theologica» of St. Aquinas (London 1911 ff., 22 bd.). Fransk: Saint Thomas d'Aquin, Somme théologique (Paris 1925 ff., ca. 60 bind i 16°); Tysk: Die deutsche Thomas-Ausgabe (Salzburg 1933 ff., 36 bind). De to sidste udg. med originaltekst og udm. noter. Endv.: Basic writings of saint Thomas Aquinas (Toronto 1944). K.E. SK. NYÅRSDAGEN firades redan av romarna som en helig dag, under vilken förekom allehanda festligheter. Närmast för att undantränga dessa började den kristna kyrkan att allt fastare fixera högtidlighållandet av den 1 jan. Som lämplig biblisk anknytning erbjöd sig Luk. 2:21 om Jesu omskärelse, vilken enligt judisk sed alltid förrättades på åttonde dagen efter ett barn födelse. Drag från den gamla romerska festen trängde sig emellertid in i den kristna högtiden och ännu under medeltiden måste synoder inskrida mot hedniska rester i densamma. Kyrkan vägrade länge att acceptera den 1 jan. som borgerlig nyårsdag på grund av de många hedniska festligheterna. Någon 1294