Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Nøglemagten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread.
/ Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NØGLEMAGTEN
for tilladt» eller »lyse i band» og »løse
bandet». I tilslutning till denne sidste
betydning bruges ordet i evangeliet om at tilgive
synder og nægte tilgivelse (se Matt. 18:18
og Joh. 20: 23). Der gives udtryk for en
enestående myndighed, der ikke alene tildeles
Peter, men alle apostlene, måske endda hele
menigheden (Matt. 18:18). Ved apostlenes
ord sker der noget, en afgørelse enten til
liv eller død, frelse eller udelukkelse.
Løsemagten er tilsigelsen af syndernes
forladelse. Bindemagten udelukker fra menigheden
og dens velsignelse. N. T. nævner tre
eksempler på bindemagten: Ap.G. 5:1 ff., 1.
Kor. 5 og 1. Tim. 1:20. I apost'enes ord
virker den i ånden nærværende Kristus.
I romerkirken forstås n. i en videre og en
snævrere betydning: 1) Om hele den
absolutte fuldmagt, Kristus overdrog Petrus,
d. v. s. den uindskrænkede magt til
autoritativt at forvalte kirkens overnaturlige
goder, til autoritativt at fremsætte kirkens
lære og til med absolut myndighed at
regere kirken. 2) Om den syrlige løse- og
bindemagt i bodssakramentet. »N. er
magten til at binde og løse ved hvilken den
kirkelige dommer (d. v. s. præsten) bør
modtage de værdige og udelukke de uværdige
fra riget» (Petrus Lombardus). Denne magt
er først og fremmest givet til Peter og
gennem ham til den i sakramentet handlende
præst, hvem magten overdrages dels
igennem ordinationen, dels gennem en særlig
overdragelse af den kirkelige myndighed.
De lutherske reformatorer vender sig først
og fremmest mod anvendelsen af n. i
verdslige sager, ikke mindst Luther selv i
skriftet »Von den Schlüsseln» 1530. N. gælder
udelukkende i åndelige sager og blandt
kristne. Dernæst benægtes det, at n. er givet
til en bestemt person, men til alle apostlene
og derved til hele kirken (se f.eks.
Melanchthons »Tractatus de potestate papae»
i Die Bekenntnisschriften der ev. luth.
Kirche, s. 478, 24). Også hos de lutherske
møder vi ordet i en videre og en snævrere
betydning: 1) Om hele biskoppens og
præstens embede, der består i på Guds befaling
og autoritet at prædike evangeliet, række
sakramenterne, løse fra synden og binde den
1319
ubodfærdige (Den Augsburgske bekendelse
art. 28). 2) Udelukkende om den sidstnævnte
funktion, ganske specielt om absolutionen
i skriftemålet, der er »n.s befaling og magt»
(art. 25) og derigennem sammen med
ordets mundtlige forkyndelse, dåben,
nadveren og brødrenes indbyrdes samtale og
trøst een af de veje, ad hvilke Gud lader sit
evangelium komme til os (se De
schmalkaldiske artikler).
Hvorledes de reformerte opfatter n.
besvares i Heidelbergkatekismens § 83: Den
består i at tilsige de bodfærdige syndernes
forladelse og at nægte den til dem, der
ubodfærdigt bliver i synden. Den udøves 1)
igennem forkyndelsen af det hellige
evangelium og 2) igennem kirketugten, i hvilken
kirken efter først at have formanet
synderen formener ham adgangen till
sakramentet. Skriftemål og absolution er her
bortfaldet.
I nutiden hersker der ikke ringe uklarhed
angående n.s væsen og anvendelse. Nogle
ser n. udelukkende som et udtryk for
evangeliets forkyndelse. Idet den enkelte gennem
ordet føres til anger og tro og i dåben
optages i menigheden, lukker himmeriges dør
sig op for ham, og når ordet fordømmer
ham og han forhærder sig imod det, lukker
det ham ud af himmerige. »N. er intet
andet end evangeliets egen virkende kraft»
(J. P. Bang, Troen og Livet 3 s. 136).
Herimod hævder andre udfra et andet
kirkebegreb, at n. er begrænset til »binde- og
løsemagten» i skriftemålet, ev. til
kirketugten, og at dens udøvelse er overgivet det
særlige embede. Således de såkaldte
nylutheranere i 19. århundrede (Löhe, Vilmar
og Kliefoth) og flere, særlig højkirkelige
teologer i dag.
Evangelisk-luthersk teologi idag må påny
tage spørgsmålet om n. op i erkendelse af,
at vi her står ved et punkt, hvor evangelisk
kristendom for en stor del har mistet
forståelsen for en vigtig sag i kirken. »Thi
hvor Guds folk ikke er, dér er n. heller
ikke, og hvor n. ikke er, dér er Guds folk
heller ikke» (Luther). Reformatorerne
vidste ganske konkret, hvad kirke var, hvad
dens konkrete og personlige handlen over
1320
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Wed Dec 3 01:42:28 2025
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/ntu/2/0676.html