- Project Runeberg -  Nordisk teologisk uppslagsbok för kyrka och skola / 2. I - O /
1319-1320

(1952-1957) [MARC]
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nøglemagten

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

NØGLEMAGTEN for tilladt» eller »lyse i band» og »løse bandet». I tilslutning till denne sidste betydning bruges ordet i evangeliet om at tilgive synder og nægte tilgivelse (se Matt. 18:18 og Joh. 20: 23). Der gives udtryk for en enestående myndighed, der ikke alene tildeles Peter, men alle apostlene, måske endda hele menigheden (Matt. 18:18). Ved apostlenes ord sker der noget, en afgørelse enten til liv eller død, frelse eller udelukkelse. Løsemagten er tilsigelsen af syndernes forladelse. Bindemagten udelukker fra menigheden og dens velsignelse. N. T. nævner tre eksempler på bindemagten: Ap.G. 5:1 ff., 1. Kor. 5 og 1. Tim. 1:20. I apost'enes ord virker den i ånden nærværende Kristus. I romerkirken forstås n. i en videre og en snævrere betydning: 1) Om hele den absolutte fuldmagt, Kristus overdrog Petrus, d. v. s. den uindskrænkede magt til autoritativt at forvalte kirkens overnaturlige goder, til autoritativt at fremsætte kirkens lære og til med absolut myndighed at regere kirken. 2) Om den syrlige løse- og bindemagt i bodssakramentet. »N. er magten til at binde og løse ved hvilken den kirkelige dommer (d. v. s. præsten) bør modtage de værdige og udelukke de uværdige fra riget» (Petrus Lombardus). Denne magt er først og fremmest givet til Peter og gennem ham til den i sakramentet handlende præst, hvem magten overdrages dels igennem ordinationen, dels gennem en særlig overdragelse af den kirkelige myndighed. De lutherske reformatorer vender sig først og fremmest mod anvendelsen af n. i verdslige sager, ikke mindst Luther selv i skriftet »Von den Schlüsseln» 1530. N. gælder udelukkende i åndelige sager og blandt kristne. Dernæst benægtes det, at n. er givet til en bestemt person, men til alle apostlene og derved til hele kirken (se f.eks. Melanchthons »Tractatus de potestate papae» i Die Bekenntnisschriften der ev. luth. Kirche, s. 478, 24). Også hos de lutherske møder vi ordet i en videre og en snævrere betydning: 1) Om hele biskoppens og præstens embede, der består i på Guds befaling og autoritet at prædike evangeliet, række sakramenterne, løse fra synden og binde den 1319 ubodfærdige (Den Augsburgske bekendelse art. 28). 2) Udelukkende om den sidstnævnte funktion, ganske specielt om absolutionen i skriftemålet, der er »n.s befaling og magt» (art. 25) og derigennem sammen med ordets mundtlige forkyndelse, dåben, nadveren og brødrenes indbyrdes samtale og trøst een af de veje, ad hvilke Gud lader sit evangelium komme til os (se De schmalkaldiske artikler). Hvorledes de reformerte opfatter n. besvares i Heidelbergkatekismens § 83: Den består i at tilsige de bodfærdige syndernes forladelse og at nægte den til dem, der ubodfærdigt bliver i synden. Den udøves 1) igennem forkyndelsen af det hellige evangelium og 2) igennem kirketugten, i hvilken kirken efter først at have formanet synderen formener ham adgangen till sakramentet. Skriftemål og absolution er her bortfaldet. I nutiden hersker der ikke ringe uklarhed angående n.s væsen og anvendelse. Nogle ser n. udelukkende som et udtryk for evangeliets forkyndelse. Idet den enkelte gennem ordet føres til anger og tro og i dåben optages i menigheden, lukker himmeriges dør sig op for ham, og når ordet fordømmer ham og han forhærder sig imod det, lukker det ham ud af himmerige. »N. er intet andet end evangeliets egen virkende kraft» (J. P. Bang, Troen og Livet 3 s. 136). Herimod hævder andre udfra et andet kirkebegreb, at n. er begrænset til »binde- og løsemagten» i skriftemålet, ev. til kirketugten, og at dens udøvelse er overgivet det særlige embede. Således de såkaldte nylutheranere i 19. århundrede (Löhe, Vilmar og Kliefoth) og flere, særlig højkirkelige teologer i dag. Evangelisk-luthersk teologi idag må påny tage spørgsmålet om n. op i erkendelse af, at vi her står ved et punkt, hvor evangelisk kristendom for en stor del har mistet forståelsen for en vigtig sag i kirken. »Thi hvor Guds folk ikke er, dér er n. heller ikke, og hvor n. ikke er, dér er Guds folk heller ikke» (Luther). Reformatorerne vidste ganske konkret, hvad kirke var, hvad dens konkrete og personlige handlen over 1320

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 3 01:42:28 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ntu/2/0676.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free