for bestemte og konkrete mennesker var. Derfor tog de n. alvorligt. Kirketankens spiritualisering har ikke mindst vist sig i den manglende forståelse for n.s betydning. Flere problemer melder sig — både i forbindelse med den teologiske forståelse af n.s væsen, såvel i N.T. som i traditionen, og dernæst i forbindelse med dens praktiske udøvelse i en kirke, hvis historie har givet den skikkelse af folkekirke. I en evangelisk luthersk kirke vil spørgsmålet om n. i første række hænge sammen med forkyndelsen af loven og evangeliet og med denne forkyndelses konkrete skikkelse i et evangelisk forstået skriftemål. Se også Afløsning, Band, Bod, Påve, Skriftemål, Kyrkans ämbete. Litt.: Angående N. T., se J. Jeremias, art. xel i Theol. Wörterbuch z. N.T. hrsg. v. G. Kittel, NØGLEMAGTEN 3 (Stuttgart 1938); angående Luther, se Von den Schlüsseln (Weimarudg. 30: 2, s. 485—507), De schmalkaldiske artikler III 4.7—9 og G. Hök, Luthers lära om kyrkans ämbcte (i En bok om kyrkans ämbete, Uppsala 1951). Endvidere: K. Krogh-Tonning, Den kristelige troeslære (3. ed. Kristiania 1879); F. Heiler, Urkirche und Ostkirche (München 1937); H.v. Campenhausen, Die Schlüsselgewalt der Kirche (i Evangelische Theologie 1937); W. Elert, Der christliche Glaube (Berlin 1940); E. Schlink, Theologie der lutherischen Bekenntnisschriften (2. ed. München 1947); P. Althaus, Die christliche Wahrheit (Gütersloh 1947—48); R. Askmark, Ämbetet i den svenska kyrkan i reformationens, ortodoxiens och -pietismens tänkande och praxis (Lund 1949); H. Fagerberg, Bekenntnis, Kirche u. Amt in der deutschen konfessionellen Theologie des 19. Jahrhunderts (diss. Uppsala 1952). K. EB. Sk.