OFFER sius, Augustin, Leo den Store, Gregor den Store). Anvendelsen af o.-tanken hos disse teologer understreger, at forløsningen, der i oldkirken opfattedes som en befrielse af mennesket fra fordærvsmagterne, døden og djævelen, også er forsoning. Tanken om o. og en til Gud for mennesket ydet satisfaktion kan således nærme sig til hverandre. »Han tog på sig et legeme som vort, fordi vore legemer alle er overgivet til dødens fordærvelse, og hengav det for alle i døden og ofrede det til Faderen, og dette gjorde han af menneskekærlighed, for at 10oven, som pålagde menneskene fordærvelsen, kunne ophæves, når alle døde i ham, idet den på Herrens legeme fuldførte det embede, den havde fået» (Athanasius). Hos Augustin og Gregor findes beslægtede tanker. O.-tanken og forløsningstanken forenes, idet o. indebærer en ophævelse af den lov, som (sat af Gud) havde medført døden for alle syndere. I middelalderlig forsoningslære, især hos Anselm af Canterbury, skydes satisfaktionstanken frem foran o.-tanken, hvorved den organiske sammenhæng mellem forsoning og forløsning, død og opstandelse, fortones. Hos Luther bliver igen forsoning og forløsning eet som i oldkirken. Men endvidere bliver satisfaktion og o. eet. Idet Kristus ofrer sig selv, går han ind under Guds vrede og bærer menneskets straf. Derved sker loven og vreden fyldest. Men i denne selvopofrende kærlighed er Kristus eet med Faderens kærlighed. Derfor er fyldestgørelsen af loven og vreden samtidig deres overvindelse. Guds kærlighed og vrede er i dette o. eet. Faderen ofrer sønnen, og sønnen ofrer sig selv ud af samme kærlighed, som gennem dette o. bryder igennem vreden og besejrer den. Den lutherske ortodoksi fastholder, at o. er en stedfortrædende straflidelse, men Luthers forståelse af kærlighedens og vredens paradoksale enhed i o. som en guddommelig forsonings- og forløsningsgerning i eet, svækkes gennem påvirkning fra Anselms rationale satisfaktionsbegreb. I 1700- og 1800-tallets forsoningsteorier, som ofte havde »subjektivt» præg (d.v.s. mennesket, ikke Gud, er forsoningens genstand), trådte o.-tanken tilbage. I nyere ang- 1343 likansk teologi er o.-tanken stillet i centrum af forsoningslæren hos O. C. Quick, som ved siden af den subjektive, den juridiske og den klassiske forsoningsteori stiller den sacrificielle (0.-teorien) som den mest bibelske, idet o.s væsen er den fuldkomne kærlighed, som på een gang er Guds eget væsen og indholdet af det fuldkomne menneskeliv, vi ved synden har forspildt. Da Jesu offerdød står i centrum af nadveren, er det ikke underligt, at nadveren hurtigt betegnes som den nye pagts fuldkomne o. Denne betegnelse forekommer overalti oldkirken under henvisning til Mal. 1: 10—11. Herved tænktes ikke blot på, at nadveren var et tak-o., eucharisti, for den i Jesu død skete forsoning, men også på at nadveren gennem ofringen af gaverne til måltidet blev udtryk for, at mennesket ofrede sig selv til Gud. 0.-gaven, bønnerne (lovsangen) og selvet blev o.s tredobbelte indhold. Imidlertid kommer man ikke til bunds i den oldkirkelige o.-tanke, hvis man standser her. Hovedsagen er sammenhængen mellem dette tak-o. og Kristi son-o. på Golgatha. Vort eget o. kan kun frembæres i ihukommelse af hans o. Derfor ligger den tanke nær, at også ihukommelsen af Kristi lidelse ofres Gud i nadveren. Hos Cyprian er denne tanke klart udtalt. I nadverens ihukommelse af Kristi død sker en billedlig repræsentation of Golgatha-o. Præsten imiterer i nadveren, hvad Jesus gjorde, da han hengav sig selv i døden, og ofrer derved et sandt o. i kirken. Chrysostomus, Kyril af Jerusalem og Augustin taler på samme måde. Chrysostomus taler om, at vi hver dag frembærer det ene o., idet vi ihukommer Jesu o0.-død, som skete een gang for alle. Augustin taler om, at vi ofrer Jesu o.-døds sakramente. Stærkest udtrykker Gregor den Store sig: »Selv om han opstod fra de døde og ikke mere dør, og døden ikke har nogen magt over ham, så ofres dog han, som i sig selv lever udødeligt og uforkrænkeligt, påny for os i dette hellige o.s mysterium». Imidlertid lægges der hos disse teologer, især Augustin, vægt på, at Kristus ved denne repræsentation ikke blot er nærværende som o., men som o0.-præst. Det er 1344