den levende Kristus selv, som er til stede og frembærer sit o. påny. Og i dette o., som er hans legeme, er kirken, som også er hans legeme, medindesluttet. Han ofrer sig selv og kirken til Gud (Augustin i De civitate Dei X, 6). Hermed er forbindelsen trukket til den førstnævnte o.-tanke. Idet Kristus selv er nærværende som præst, frembærer han også vort o. Ad disse baner tænkes videre i middelalderen. Men idet tanken om nadveren som o. løsrives fra kommunionen, idet o. tænkes frembåret som son-o. for levende og døde (i »skærsilden», allerede hos Augustin), til udslettelse af »veniale» (tilgivelige) synder, bliver messe-0., som det nu kaldes, let til en af kommunionen uafhængig, satisfaktorisk gerning. I de såkaldte »privatmesser» i senmiddelalderen udartede denne messe-o0.-praksis til en handel med messer, som fjernede denne brug af nadveren fra enhver forbindelse med Jesu nadvermåltid. Derfor reagerede Luther og de andre reformatorer på det voldsomste mod messe-o. Selvom Luther (i »Sermon von dem Neuen Testament») kunne tale om Kristus som nærværende i nadveren og ofrende sig selv og os (ganske som Augustin), nødedes han af den falske messe-o0.-teori, som gjorde overværelse af messen også uden kommunion, til en meritorisk gerning, til helt at opgive tanken om nadveren som et o., heri fulgt af de andre reformatorer og de reformatoriske kirker. I romerkirken lever både de ægte oldkirkelige o.-tanker videre, især i den liturgiske bevægelse, og den senmiddelalderlige tanke om messen som et o., løsrevet fra kommunionen, og frembåret også for de fraværende, levende og døde. I den anglikanske kirke er messe-o.- tanken i nyere tid fremført i pagt med oldkirkens tanker, og har spillet en rolle i de økumeniske forhandlinger mellem kirkerne. Dogmatisk. Når forbindelsen af o.-forestillinger med nadveren forstås ud fra Jesu Kristi legemes og blods virkelige nærvær i nadvermåltidet, vil det i nadveren stedfindende o. fra nadvergæsternes side altid være indesluttet i deres kommunion, d.v.s. i deres modtagelse af Guds frelsende gave i Jesu legeme og blod. At nadverens offer- 43 1345 OFFER gave rækkes os af Gud og ikke Gud af os, udtrykte Luther ved at kalde den Kristi »testamente». Men en gave modtages med taksigelse. Og i taksigelsen gives den i en vis forstand tilbage til giveren. I denne forstand gives der ved den takkende modtagelse af frelsesgaven i nadveren også Gud et o., nemligen lovprisningen, som altid er en uløselig del af nadverens liturgi, ligesom Jesus selv indledede overdragelsen af gaven til sine disciple med at »takke» Faderen i himmelen. Endvidere er gaven Jesu i døden ofrede legeme og blod. At modtage denne gave i tro betyder at fraskrive sig selv al evne til at give Gud en værdig gave. I stedet må vi »ihukomme» den gave, som Jesus på korset gav i vort sted. Idet vi modtager nadverens gave til Jesu ihukommelse, ofrer vi Gud et fuldkommet liv, idet vi i troens modtagelse af hans legeme og blod stoler på, at han har ofret sig selv for os, og at dette hans o. er vor retfærdighed for Gud. Dette betyder for det tredie, at vore kræfter, som ikke længer skal fortjene nogen retfærdighed hos Gud, (thi den modtager vi ufortjent i nadverens gave) skal bruges i tjenesten for næsten i hverdagens kaldsgerning som en legemlig form af troens tak-o. til Gud. I denne forstand må også tjenesten for næsten betegnes som en frugt af nadveren, en del af dens tak-o. På denne måde kan i klar tilknytning til N.T. (Hebr. 13:15 og Rom. 12:1) tanken om menighedens troende tak-o. i lovsang og i tjeneste knyttes til nadveren. I ordene om identiteten af måltidets brød og vin med det på korset hengivne legeme og blod har Jesus selv givet nadvermäåltidet karakteren af den nye pagts takoffermåltid. At forene de bibelske tanker om de troendes offer i lovprisning og tjeneste med nadveren har tilknytning i indstiftelsens egne ord. Det er forståeligt, at polemikken mod den romersk-katolske, ubibelske messe-o.-lære fik lutheranerne til at opgive enhver tale om o. i sammenhæng med nadveren. Men det er et åbent spørgsmål, om de ikke derved stod i fare for at overse væsentlige nytestamentlige tanker, som har rod i Jesu egen indstiftelse af nadveren. Dog bør det i denne sammenhæng 1346