OLDKIRKEN ånder av tilbedelse og lovprisning. Karakteristisk er det kosmiske perspektiv, omtalen av Sønnens fødsel fra evighet av Faderen og hans vesensidentitet med Faderen, samt tallordet i »én Gud», »én Herre», »én kirke» og »én dåp». Anvendelse. NC er det mest økumeniske symbol, idet det brukes både i Østkirken og i Vesten. I den ortodokse kirke brukes NC både ved dåpen og i messen, mens det i den romersk-katolske og den anglikanske kirke bare er messesymbol. I alle lutherske kirker er NC læresymbol. I Danmark og Norge brukes det ikke liturgisk. I Sverige kan NC brukes i høymessen på visse dager. I den reformerte kirke er NC læresymbol, men anvendes ikke liturgisk. I de biblisistiske samfunn gjøres ingen bruk av NC. 3. Den athanasianske trosbekjennelse kalles også Symbolum Quicunque etter begynnelsesordet (forkortet Q). Har i tradisjonen fra 670 av båret Athanasius’ navn, men kan av flere grunner ikke ha noe med ham å gjøre. Q er et vesterlandsk symbol, ukjent i Østen, forutsetter Augustins teologi Og er antagelig oppstått en gang i 5. eller 6. årh. Det må på grunn av sin strengt komponerte form antas å være én manns verk. Teologisk innhold. Q sammenfatter den oldkirkelige trinitetslære og kristologi, med subtile bestemmelser av forholdet mellom de tre personer og av forholdet mellom Kristi to naturer. Anvendelse. I Romerkirken er Q læresymbol og resiteres i enkelte tidebønner. I den anglikanske kirke er bruken av Q gjort valgfri. I den lutherske kirke er Q bare læresymbol, og i den reformerte kirke spiller Q ingen rolle. Litt.: Tekstene er lett tilgjengelige i enhver samling av de lutherske bekjennelsesskrifter og i håndbøker i konfesjonskunnskap, f. eks. E. Molland, Konfesjonskunnskap (Oslo 1953). Til historisk studium: Aug. Hahn, Bibliothek der Symbole (3. ed. udg. af G.L. Hahn, Breslau 1897; stor samling oldkirkelige og middelalderlige tekster); H. Lietzmann, Symbole der alten Kirche (2. ed. Bonn 1914); T. H. Bindley, The oecumenical documents of the faith (4. ed. London 1950; tekster 325—451, god kommentar). Forskningshistorie: B. Dörholt, Das Taufsym- 1359 bolum der alten Kirche 1 (Paderborn 1898; alt som utkom); J. de Ghellinck, Patristique et moyen âge 1 (Museum Lessianum, section histor. 6. 2. ed. Gembloux 1949; hovedverk). Generelt: A. E. Burn, An introduction to the creeds and to the Te Deum (London 1899); F. Loofs, Symbolik 1 (Tübingen 1902); F. J. Badcock, The history of the creeds (2. ed. London 1938). Til 1: F. Kattenbusch, Das apostolische Symbol 1—2 (Leipzig 1894—1900; klassisk verk, nå noe foreldet); Hj. Lindroth, Den apostoliska trosbekännelsen (Sthm 1933); Æ. v. Dobschütz, Das Apostolicum in biblisch-theologischer Beleuchtung (Giessen 1932). Til 1 og 2: H. Lietzmann, Symbolstudien (i Zeitschr. f. d. neutest. Wissensch. 1922, 1923, 1925, 1927; banebrytende); O. Cullmann, Les premières confessions de foi chrétienne (Cahiers de la Revue d'hist. et de philos. 30, 2. ed. Paris 1948); J. N. D. Kelly, Early Christian creeds (London 1950; hovedverk). Til 2: J. Kunze, Das nicänisch-konstantinopolitanische Symbol (Leipzig 1898). Til 3: A. E. Burn, The Athanasian creed (Texts and studies 4:1, ed. by J. A. Robinson, Cambridge 1896). E. M. OLDKIRKEN. Betegnelse for den kristne kirke op til Konstantin den Stores* tid. Kristendommen er vokset frem på jødisk grund, og den første kirke var, og forstod sig selv som, en jødisk sekt, det sande Israel, Israel efter Ånden — eller hvordan man nu udtrykte sig. Gennem Paulus og andres virke blev kristendommen imidlertid bragt ud i den hellenistiske verden, og det var i dens helleniserede form, at den blev til en verdensreligion. Hvad hellenisering vil sige, forstår man klarest ved at betragte den kendsgerning, at kristendommen blev overført fra det hebraisk-aramaiske sprog til græsk. Et sådant skifte måtte betyde mere, end de fleste tænker sig. De græske ord og begreber havde deres egen årtusindgamle historie, bragte deres egen menneske- og kulturforståelse med sig. Den havde sine rødder både i Hellas og i Orienten. Denne »Hellenisme» blev alene gennem sproget kædet uløseligt sammen med kristendommen. Blot to eksempler skal kort berøres. I menigheden bekendte man Jesus som Guds søn, menneskenes frelser, fredsfyrste. 1360