Det var ord, som var velkendte indenfor den hellenistiske kejserkult (jfr. Härskarkult). Det er klart, at denne kendsgerning både udadtil rejste problemer i forholdet til stat og statslig religion og indadtil kom til at påvirke forståelsen af bekendelsens udtryk. Ordet retfærdighed, Sıxaiooúvy, har på græsk en helt anden klang, en anden historie, et andet psykologisk indhold end det hebraiske s‘daka'. Den sproglige oversættelse er ikke blot af formal karakter. Den betyder til en vis grad et indholdsskifte. Og således kunne man gennemgå næsten alle de urkristelige begreber. I løbet af de første århundreder af vor tidsregning fik kristendommen, gennem mødet med hellenismen*, den udformning, som siden har været den herskende i den europæiske kirke, og som kun delvis blev »reformeret» gennem den lutherske reformation. Derved skiftede kristendommen karakter; urkristendommen forsvandt, og den europæiske kirkeinstitution, som i middelalderen fik sin egentlige og mest fuldendte udformning, blev til. Først det rent organisatoriske. Den ældste menighed havde næppe nogen fast organisation — hverken lokalt eller for kirken i dens helhed. Allerede i løbet af 2. årh. træder imidlertid bispeembedet i forgrunden. Biskoppen bliver det kultiske midtpunkt, leder af eucharistien og som sådan garant for den rene lære og værn mod alt kætteri. Samtidig bliver han den højeste dømmende myndighed inden for menigheden og den enevældige økonomiske leder. Således omformes kirken — de gammeltestamentlige forbilleder spiller her en betydelig rolle — til at blive en på ordination og bispeembede hvilende sakramental institution. Hvor biskoppen var, dér var kirken, og uden for denne kirke var der ingen frelse. Kirken var blevet frelsesinstitution, og dens gyldighed som sådan hvilede på bispeembedet. I den fælleskirkelige organisation gjorde der sig forskellige tendenser gældende: I Østen gjorde enkelte bispestole, de såkaldte patriarkater*, fordring på en vis overhøjhed, i Vesten begyndte den romerske biskop at gøre sine primatskrav gældende. Den almin- 1361 OLDKIRKEN delige opfattelse var dog den, at alle biskopper som ledere af menighederne stod solidarisk sammen og på synoderne repræsenterede kirken som helhed. Den oprindelige kristelige gudstjen este*, var vokset ud af den jødiske kult. Dens centrale bestanddele var bøn og skriftlæsning, hvortil »prædiken», udlægning og formaning, knyttede sig. Således også indenfor kirken. Man læste også her G. T., men man fortalte tillige beretningerne om Jesus — således er vel vore evangelier opstået — og man holdt nadverens minde- og takkemäåltid. Snart voksede der imidlertid ud af denne primitive gudstjeneste en rigt udformet kult, der på mangfoldige måder hentede sin fornyelse i den hellenistiske religiøse verden. En fremtrædende rolle spillede hero-dyrkelsen, der også kom til at gribe bestemmende ind i udformningen af selve kirkerummet. Resultatet af den lange oldkirkelige udvikling blev den middelalderlige messe, der — udført i de store pragtfulde kirker — talte til alle sanser og virkede overvældende i sin monumentale udførelse, men som unægtelig synes at stå meget langt fra de små sammenkomster, vi kender fra N. T:s beretninger. Ikke mindre gennemgribende var den omformning, som kirkens forkyndelse og lære kom ud for. Kirkens oprindelige budskab var forkyndelsen af ham, der gik omkring og gjorde vel, helbredte og oprejste fra de døde, blev forfulgt, korsfæstet og slået ihjel, men som opstod fra de døde, og som nu øver sit herredømme i sin menighed. Dette budskab mødte en græsk kulturverden, hvor man i forvejen havde en bestemt erkendelseslære, en metafysik, en verdensopfattelse (kosmologi), en menneskeforståelse (antropologi), et historiesyn, en opfattelse af naturen og i det hele taget en holdning overfor alle kulturens problemer. En sådan livsanskuelse havde Jesus ikke forkyndt. Kirken havde intet tilsvarende at bringe med sig. Problemet blev da, hvorledes man på den ene side kunne hævde det kristne budskab om Jesus Kristus uden forvanskning eller afkortning overfor denne kulturverden, og hvorledes man dog 1362