OLSOKFESTEN på den anden side kunne gøre budskabet tilgængeligt for mennesker, hvis sprog, tankegang og kultur var hellenistisk. Opgaven var at forkynde Kristus som Guds søn og menneskenes herre, men denne forkyndelse krævede ud fra hellenistiske forudsætninger en gennemtænkning af en række metafysiske, kosmologiske, antropologiske og etiske problemer. Således opstod en kirkelig dogmatik og etik, som i det store og hele har bevaret sin eksistens indtil denne dag og stadig bærer præget af at være en rent hellenistisk udformning af kristendommen. Samtidig med, at kristendommen således udformedes som organisation, som kult og som lære, mødte den i den romerske stat en tilsyneladende overmægtig fjende. Meget tidligt fik man fra statens side øje på det kristne samfund og betragtede det — med rette — som en fare for det politiskreligiøse fællesskab, som staten ifølge antik tankegang udgjorde. Snart skred øvrigheden til direkte forfølgelse, men trods dette voksede kirken sig stærkere og stærkere. I året 311 måtte da selve kejser Galerius og hans medkejsere erkende, at kampen imod kirken havde været forgæves. Kristendommen blev nu en tilladt religion. Inden der var gået tre generationer var forholdet imidlertid helt byttet om: kristendommen var trådt i hedenskabets sted som den statssikrende og samfundsopbyggende religion, staten var blevet kristen og kirken var blevet statslig. Hermed var den oldkirkelige periode forbi, en ny tid, middelalderen*, havde taget sin begyndelse. Grænsen mellem oldtid og middelalder er til forskellige tider trukket meget forskelligt. Her er hovedvægten lagt på, at der i 4. årh. sluttes en pagt mellem Romerriget og kirken, hvorved kristendommen bliver statsreligion, Kristus indtager himmeltronen, medens kejser og hierarki bliver hans jordiske statholdere. Fra 380, Theodosius den Stores berømte lov, der gør den nikænske tro til rigets eneste tilladte religion, har kirken eneret, monopol på alt åndeligt liv: der går kun een vej fra jord til himmel, og den går om ad kirken. Hermed kan man sige, at middelalderen begynder. 1363 Se også Antiken och den kristna kyrkan, Kirkefedre, Montanismen. Litt.: Hj. Holmquist—J. Nørregaard, Kirkehistorie 1 (3. ed. Khvn 1946; med litt.-henvisninger); K. Müller, Kirchengeschichte 1 (3. ed. Tübingen 1938—41); L. Duchesne, Histoire ancienne de l'Église 1—3 (Paris 1906—10); H. Lietzmann, Geschichte der Alten Kirche 1—4 (Berlin—Leipzig 1932—44); J. P. Kirsch, Die Kirche in der antiken griechisch-römischen Kulturwelt (i Kirchengeschichte, hrsg. v. J. P. Kirsch 1, Freiburg i. Breisgau 1930; kat.). H. K—h OLDNORDISK RELIGION, se Nordisk religion. OLSOKFESTEN den 29. juli til minne om den norske martyrkongen Olav den hellige* (d. 1030), var i middelalderen meget utbredt og ble feiret også utenfor Norden. I den norske kirkeprovins hadde festen høyeste liturgiske rang — bl. a. med vigilie; herav kommer navnet Olsok (gammelnorsk Olavsvaka), som senere ble brukt også om festen i sin helhet. En mindre festdag var 3. august, som ble kalt »senere Olavsmesse», til minne om at Olavs lik ble tatt opp igjen av graven i 1031. I middelalderen var det store skarer av pilegrimer i Nidaros ved O. Lenge etter reformasjonen fortsatte O. å være en viktig merkedag og delvis også folkelig helligdag. I 1856 ble det fremsatt forslag om å fornye O. som nasjonal festdag; og etter at det i 1890-årene var blitt holdt Olsok-gudstjenester i en del menigheter, fikk feiringen i 1899 offisiell godkjennelse i form av egen kollektbønn og tekster. Disse er siden kommet inn i Tekstbok for den norske kirke og blir ofte brukt også når gudstjenesten blir holdt utenfor kirkehuset. Litt.: Nidaros og Stiklestad. Olavs-jubileet 1930 (Norvegia sacra 10, Oslo 1937; omfattende bibliografi s. 599 ff.). H. F. OMSKÄRELSEN, bortskärandet av förhuden, är en urgammal sed, känd i olika delar av världen, icke endast i Främre Orienten, utan även hos många folk i Afrika, Australien, Stilla havet och Amerika. Dess ursprungliga syfte torde ha varit magiskt. O. har varit ett sätt att skydda sig emot de de- 1364