religiöst liv till en mystikers liv). Religionspsykologiens intresse koncentrerar sig på att klarlägga den psykologiska mekanism som är förbunden med den förstnämnda typen. O.-förloppet ter sig sålunda som ett system av växande emotionella dispositioner, vilka hållits tillbaka av ett motstånd men slutligen bryter detta motstånd och ger sig själva en dominerande ställning i det medvetna. Såväl motståndet som de emotionella impulserna variera avsevärt. En sådan konflikt kan vara av huvudsakligen moralisk, intellektuell eller social art. Den moraliska konflikten är den oftast framträdande, beroende på att o.-förkunnelsen vanligen bär denna prägel. Då kampen mellan de olika impulserna försiggår i det omedvetna, ter sig o. för personen själv som Övernaturlig eller i varje fall som en följd av yttre faktorer. Lagarna för dessa impulsers kamp i det omedvetna ha i stor utsträckning klarlagts sedan William James först som en hypotes framställde denna tolkning av o. Se även Bod, Nådens ordning. Litt.: Art. uertavoiz i Theol. Wörterbuch z. N. T., hrsg. v. G. Kittel, 4, s. 985 ff. (Stuttgart 1942); R. Bring, Diskussionen om förhållandet mellan den fria viljan och nåden (i dens., Kristendomstolkningar, Sthm 1950); G. Hök, I vad mån tillvaratar »nådens ordning» det specifikt kristna i vår tro? (Svensk teol. kvartalskr. 1944); dens., Zinzendorffs Begriff der Religion (Uppsala univ. årsskr. 1948:6, Uppsala 1948); dens., Herrnhutisk teologi i svensk gestalt (Uppsala univ. årsskr. 1949:8, Uppsala 1950); L. Takala, Pelastusjärjestys (Ordo salutis) (Helsingfors 1926); L. Haikola, Gesetz und Evangelium bei Matthias Flacius Illyricus (diss. Lund 1952); M. Lindström, Philipp Nicolais kristendomstolkning (diss. Lund 1937). — W. James, The varieties of religious experience (Edinburgh 1902; sv. övers. Den religiösa erfarenheten i dess skilda former, 2 ed. Sthm 1923; finsk övers. Uskonnollinen kokemus moninaisuudessaan, Jyväskylä 1914); R. H. Thouless, An introduction to the psychology of religion (2 ed. Cambridge 1924); E. Briem, Den religiösa upplevelsen i dess kristna huvudformer 1 (Lund 1930); A. Lehtonen, Psykologista valaistusta nuoruusvuosien uskontoon (Helsingfors 1931). L. P—aa DET ONDE. Historisk. Glosen sammenfatter det moralsk-religiøst onde d. v.s. synden 1373 DET ONDE og det »fysisk» onde d.v.s. lidelsen. Eksistensen af disse to former for ondt stiller en religiøs verdensanskuelse over for store problemer. Det simpleste ville være, om man kunne nægte det ondes eksistens. For den indiske vedanta-filosofi (Sankara o.s.v.) er tilværelsens mangfoldighed og dermed alle ufuldkommenheder i denne ikke sand virkelighed, men »skin» (»Maya»); kun »den evige Brahman», den forskelsløse enhed har sand væren. Ifølge Spinoza* eksisterer »det onde» kun for en ufuldkommen erkendelse. Set »under evighedens synsvinkel» er alt såre godt. Lignende tanker, men højst uklart gennemført, ligger bag »Christian Science*». Nyplatonikerne forsøgte en lignende løsning, men af mindre radikal art. De betragtede det onde som noget negativt, en mangel (sv. brist), ikke rigtig væren. Al væren som sådan opfattedes som god. Men længst borte fra guddomsfylden har sand væren ikke præget tilværelsen fuldtud. Faktisk gennemføres dog denne opfattelse ikke konsekvent. Plotin f.eks. taler ofte om det lavere som det, der udøver en positiv indflydelse af uheldig karakter. Mens den første opfattelse for grelt strider mod den bibelske realisme til i nævneværdig grad at have influeret kristne tænkere, har kristne ofte søgt at fastholde opfattelsen af det onde som en mangel. Det onde stammer fra Djævelen, siger man. Men Djævelen kan ikke skabe ny væren, kun ødelægge Guds skabning. Er blindhed ikke manglende evne til at se? Er ondskab ikke mangel på næstekærlighed? Er ikke menneskeslægtens syndighed et tab af »den overnaturlige lighed» med Gud, som romerkirken siger, og eventuelt tillige svækkelse af naturen? Både romerkirken og en række betydende evangeliske teologer har forsøgt en løsning ad denne vej, for nyere protestantismes yvedkommende dog oftest sådan, at det onde ses som den mangel, at man endnu ikke er nået frem til det fuldkomnere stade. : Den lutherske ortodoksi kunne imidlertid ikke her helt slå følge. Dertil var 1374