DET ONDE den for stærkt præget af Luthers forståelse af syndens alvor. En mand som Quenstedt kunne kalde synden »en positiv væren» (ens positivum). Og i fortsættelse heraf understreger Søren Kierkegaard* (i »Sygdommen til Døden»), »at Synden ikke er en Negation, men en Position», fordi den er viljens aktive og trodsige nej til Gud. Forsøget på at løse det ondes problem ved at lære, at en god Gud, der ikke var almægtig, har kæmpet med en ond magt (en slags djævel) ved verdens tilblivelse, har i reglen mødt afvisning fra kirkeligt hold. Opfattelsen stemples normalt som »manikæism e*», skønt allerede Markion* var inde på tanker af denne art. I nyere tid har filosoffer som Piere Bayle og David Hum e kredset om denne løsning, men først Stuart Mill gik ind for den. Senere har adskillige filosoffer, f.eks. William James, fulgt Mill. Og flere teologer har hævdet tanker om begrænsning af Guds almagt, således at de faktisk kom Mills standpunkt ret nær. Det hyppigste teologiske 19sningsforsøg er den opfattelse, at Gud har villet skabe personlige væsener, der på en sådan måde var udstyret med fri vilje, at de kunne vælge ulydighedens vej. Gud »tillod» at dette skete. Da de første mennesker faktisk valgte synden, fik det, hævder man, skæbnesvangre konsekvenser, idet menneskeslægten i sin helhed blev syndig og lidelse kom ind i verden som syndens straf. Denne opfattelse har altid voldt tankemæssige vanskeligheder, blandt andet fordi man finder det mærkeligt, at et enkelt syndigt valg skulle få så vidtrækkende følger, og fordi problemet om Guds forudviden om dette syndefald straks melder sig. Men i vore dage er vanskelighederne forøget derved, at vi ikke kan tvivle om, at der var lidelser og død i dyreverdenen før menneskets tilblivelse. Lidelsen synes altså ikke at kunne være straf for menneskelig synd. Adskillige nyere teologer opgiver da at svare på spørgsmålet om det ondes oprindelse. Man henviser med rette til, at dette spørgsmål ikke optager Bibelen, og at de antydninger, der findes, ikke er klarende. 1375 Bibelens interesse er, hvad Gud gør i anledning af det ondes faktum, og hvad han kalder mennesker til at gøre. Dogmatisk og etisk. Det er let at påvise, at det onde undertiden må samvirke til det gode. Lidelser, fristelser og tilmed fald i synd kan blive til velsignelse. Men det er dog kun i Kristus, vi finder Bibelens svar på det ondes problem. Hvor og hvordan »det onde» kom ind i Guds gode verden, får vi ganske vist ikke at vide. Men det forkyndes, at Gud selv i Kristus gik ind i syndens og lidelsens dyb og bar byrden for os. Kristi kors er kristendommens svar på det ondes problem. Gud tømte selv i Kristus lidelsernes skål til bunds, og derved besejrede han det onde. Derfor forkynder evangeliet, at »alle ting må samvirke til det gode for dem, der elsker Gud» (Rom. 8:28). I Kristus er det onde gjort magtesløst. »Mørkets magter» er nu overvundne fjender, der må lade sig slæbe med i Kristi sejrstog (Kol. 2:15). Og det kristne håb rummer forvisningen om, at engang på »Herrens dag» skal Kristi sejr blive åbenbar. »Alle fjender» skal lægges under Kristi fødder (1. Kor. 15: 25). Det sværeste problem er derfor for den kristne de lidelser og den elendighed, som de mennesker, der ikke kender Kristus og har del i velsignelsen fra ham, er inde under. Vi må her nøjes med at lytte til Jesu ord om, at end ikke een af spurvene er »glemt hos Gud» (Luk. 12:6), så meget mindre da et menneske. Problemet er, at det ofte ser ganske modsat ud. Kun i troen er der heroverfor forvisning om, at Guds kærlighed i Kristus også her er tilværelsens dybeste sandhed. I tilliden til Kristi sejr kaldes den kristne til kamp mod det onde i begge dets hovedformer. Ikke blot kamp mod vantro og deraf udsprunget umoral er kristen opgave, men også kampen mod alle slags lidelser. Derfor har den kristne kirke altid lagt vægt på barmhjertighedsgerninger. Derimod har det ofte knebet at forstå, at kampen mod det onde undertiden må tage form af mere eller mindre radikale ændringer af samfundsstrukturen. Her har ikke mindst marxismen 1376