Orgelpiber i gennemskærning. T. v. labialpibe af metal. I midten labialpibe af træ. a. pibefod (sv. pipfot), b. pibelegeme (sv. pip- kropp), c. kerne (sv. kärna), d. underlabium, e. kernespalt (sv. kärnspringa), f. overlabium (sv. överlabium), g. opsnitt (sv. uppskärning), h. hull (sv. hål) i pibefoden, i. kernerum (sv. kärnrum), k. skæg (sv. skägg). T.h. tungepibe (sv. lingualpipa). a. støvle (sv. dill el. stövel), b. strube (sv. kopf), c. mundstykke, d. tunge, e. stemmekrykke (sv. stämkrycka), f. lydbæger (sv. uppsats), g. trækile (sv. träkil). en lille, rektangulær åbning, opsnittet, mellem overlabiet og underlabiet (af lat. labium, læbe), og indenfor dette en metalplade, kernen, der lukker røret på nær en smal spalte, kernespalten. Når luften blæses ind gennem hullet i bunden, tvinges den gennem kernespalten op mod overlabiets kant, hvorved den luftsøjle, der står over labiet i pibens øverste del, sættes i svingninger, og der fremkommer en tone. Denne tones egenskaber bestemmes af pibens ydre form, tonehøjden er afhængig af pibens længde, tonekarakteren (klangfarven) bestemmes af forholdet mellem pibens længde og omfang (mensuren), af pibekonstruktionen, af labiets højde og bredde m.m. Man inddeler labialpiber i forskellige grupper efter deres klangkarakter: 1) Principalstemmerne, der udgør o.s grundstemmer, 2) Fløjtestemmerne, der har forholdsvis vid mensur (tykke pi- 1383 ber), 3) Strygestemmerne med smal mensur (slanke piber) og 4) Dækkede stemmer (gedakter), der er tillukket foroven. Tungepiberne (eller rørstemmerne) har en ganske anden konstruktion og dermed anden klang end labialpiberne. Tungepiben består af 3 dele, »støvlen», hvor luften blæses ind, »struben», hvor tonedannelsen sker ved hjælp af en metaltunge, der bliver sat i svingning af luftstrømmen og skiftevis afbryder og åbner for denne, samt »lydbægeret», hvor de i struben dannede svingninger forstærkes og formes til en tone. Bestemmende for tonens højde i en tungepibe er tungens længde. Klangfarven afhænger af tungens tykkelse, af lydbægerets form m. m., som regel er tungestemmerne let kendelige ved deres snerrende klangkarakter. De fleste af dem er opkaldt efter gamle blæseinstrumenter, regal, krumhorn, basun, trompet, fagot, ranket m. fl. Piberne er som oftest lavet af metal, men også træ finder udstrakt anvendelse som pibemateriale. Piberne er placeret på vindlader, flade firkantede kasser, som indeholder ventilerne, der skal lukke op og i for piberne. På hver vindlade står en ensartet piberække (kaldet en stemme eller et register), ordnet efter tonehøjde. Stemmernes antal kan variere fra nogle ganske få til over 100, alt efter kirkerummets størrelse, de økonomiske muligheder m.m. Piberne og vindladerne betjenes af den spillende gennem spillebordet. Forbindelsen fra spillebordet til de enkelte piber sker ved nedtryk på tangenterne, denne forbindelse kaldes trakturen. Forbindelsen fra spillebordet til de enkelte stemmer kaldes registraturen og etableres ved hjælp af registerudtræk eller -vipper, der er anbragt på hver side af tangentrækkerne (eller over disse). Trakturen og registraturen kaldes i forening mekanikken. Både traktur og registratur kan være mekanisk, hvorved trækket fra tangent eller register overføres direkte ved hjælp af trækstænger (abstrakter), eller pneumatisk, hvor vindladen eller pibeventilen åbnes af en luftstrøm, der sendes ind gennem smalle blyrør, når man trykker en tangent ned eller trækker et register ud, 1384