eller forbindelsen kan være elektrisk, således at tangenterne og udtrækkene fungerer som elektriske kontakter, og ventilerne åbnes ved hjælp af små elektromagneter. Et o. har som regel flere klaviaturer, 2—3 manualer (af lat. manus, hånd), på større o. 4—5 manualer, og et klaviatur, der spilles med fødderne, pedalet (af lat. pes, fod), hvor man fortrinsvis spiller basstemmen. Man skelner mellem 32, 16, 8, 4, 2 og 1-fods stemmer, således at en 8-fods stemme har den normale tonehøjde (a=880 enkeltsvingninger); betegnelsen skriver sig fra, at piben, der svarer til manualets dybeste tone, c, er ca. 8 fod høj. En 16-fods stemme klinger en oktav, en 32-fods stemme to oktaver dybere, 4, 2 og 1-fod henholdsvis en, to og tre oktaver højere. Instrumentets klangfylde og klanglige variationsmuligheder bliver derved, når også kvinter, tertser og blandede stemmer (mixturer) kommer til, meget anselig. Historie. O. er af byzantinsk oprindelse og omtales i den tidlige middelalder bl. a. af Julian Apostata (i epigram 365) og Augustin (i Enarrationes in Psalmos). Ifølge overleveringen har pave Vitalian (død 672) indført o. i kirken. Et vidnesbyrd om o.s indførelse i Frankrig har vi fra 757, da kejser Konstantin sendte kejser Pipin den lille et o. som gave, og etter 800 er der adskillige kilder, der fortæller om o.s udbredelse i almindelighed og i de kristne kirker i særdeleshed. De ældste o. omtales som vandorgler (hydraulis), hvilket hentyder til det system, ved hvilket komprimeringen af luften foregik. Vandorglet var i brug til ca. 800, derefter bliver vindorglet med bælgsystemet det enerådende. I løbet af 1300- og 1400-tallet sker o.s betydeligste udvikling, i dette tidsrum opfindes bl. a. vindladesystemet, hvorved opdelingen i stemmer blev mulig, endvidere tilkommer på denne tid det særlige pedalklaviatur samt indførelsen af flere manualer, og endelig øges o.s kapacitet og klanglige muligheder ved konstruktionen af en række nye piber (stemmer). I de følgende århundreder op til vor egen tid udvikler o. sig noget forskelligt i de forskellige lande. I Italien bevarer o. et 1385 ORGEL Façaden til Malmö S:t Petris gamle orgel, nu i Malmö museum. Bygget o. 1500. stærkt konservativt præg med kun ét manual og hovedsagelig principal- og fløjtestemmer. I modsætning hertil viser det spanske o. fra tidligste tid en tendens til farverigdom, der ytrer sig i forkærlighed for rørstemmer, ofte således, at disse ligger vandret ud fra façaden, for at deres tone kan gøre sig så stærkt gældende som muligt (det berømte o. i katedralen i Toledo er et eksempel herpå). I Tyskland skelner man mellem det nordtyske barok-o. og det sydtysk-østrigske. Det sidste er overvejende italiensk påvirket med kun et eller højst to manualer og overvejende labialstemmer. Det nordtyske, der foruden Tyskland nord for Alperne tillige omfatter Nederlandene og Norden, udvikler sig derimod til det mest karakteristiske af alle o.-typer. Det er kendetegnet ved sin opdeling i selvstændige værker: Hovedværk, Brystværk (placeret nærmest over spillebordet), Rygpositiv (et værk bag ryggen af den spillende), evt. Overværk samt Pedal. Hvert værk har sit selvstændige principalkor (i forskellig tonehøjde), og hertil kommer en rigdom af rørstemmer og forskelligartede mixturer. Som de mest fremragende 1386