ORGEL Orgelet i Tønder kirke. Hovedsagelig fra det 17. årh. o.-byggere indenfor denne skole kan nævnes Arp Schnitger, Esaias Compenius, Eugen Casparini m.fl., fra slutningen af perioden brødrene Silbermann, hos hvilke der dog er sket visse ændringer af typen, bl.a. udeladelse af rygpositivet. Det er for denne o.-type, Joh. Seb. Bachs* o.-værker er skrevet. Det tidlige franske o. havde først en udformning med højst to manualer (»Grand orgue», hovedværk, og »positif», rygpositiv) med et temmelig uselvstændigt pedalværk, men i løbet af 1600-tallet føjes hertil endnu to værker med specielle funktioner: et værk, der særlig er egnet til spil med solostemmer (»Recit») og et ekko-værk. I England spillede o.-musikken en forholdsvis ringe rolle, og de engelske o. var op til ca. 1800 gennemgående små instrumenter med et manual og uden pedal (Händels o0.-koncerter er skrevet for disse små instrumenter). Efter 1750 begynder indenfor o.-bygningen nye klangidealer at gøre sig gældende. Trangen til at bygge stadig større o. og indflydelsen fra orkestermusikken, hvor både stryge- og blæseinstrumenterne havde gennemløbet en stor teknisk udvikling, omdan- 1387 nede i forbindelse med den ny tids ændrede musikalske smag (»den galante stil») instrumentets disposition, så man efterhånden gik væk fra opbygningen i selvstændige værker og i stedet, understøttet af de tekniske fremskridt, der muliggjorde crescendo-virkninger m. m., prøvede at nærme sig et klangideal, som lå så nær op ad orkestermusikken som muligt, og hvor kravet om udtryksfuldhed og effekt efterhånden blev det altovervejende. Midt i denne udvikling lykkedes det dog i Frankrig orgelbyggeren Cavaillé-Coll at skabe en kunstnerisk højtstående og ædelt klingende instrumenttype, hvortil bl. a. César Francks o.-værker er skrevet. En reaktion mod romantikkens orkesterorgel indtrådte kort efter 1900, indvarslet af Albert Schweitzer, og denne o.-reformbevægelse tog for alvor fart efter genopdagelsen 1922 af det gamle Schnitger-o. i Sct. Jacobi kirke i Hamburg og flere andre (dengang) bevarede barok-orgler. Dermed blev der mulighed for at foretage indgående undersøgelser af de gamle o.s klang, dispositioner, pibemensurer m.m., og herudaf udvidkledes en ny o.- type, der genoptager opdelingen i værker og i det hele har ladet sig inspirere af det klassiske o.s rige og karakteristiske klangverden. Denne nye o.-bevægelse har navnlig i Tyskland og i Danmark og Sverige sat sig spor med en række fremragende og særprægede instrumenter. O.-bygningskunsten går i store træk i takt med o.-musikkens udvikling. Fra at være et rent hjælpeinstrument for sangerne (til angivelse af begyndelsestoner og til udfyldning af en stemme i en korsats) udvikler o. sig i 1600- og 1700-tallet til at tage selvstændig del i gudstjenesten gennem store koncerterende præ- og postludier og kunstnerisk gennemarbejdede o.-koraler. Også 0.-improvisationskunsten når på denne tid sit højdepunkt. Den dalende interesse for o. og trangen til en mere bevidst virtuos udfoldelse hos tidens instrumentister genspejles i 0.s forfaldstid gennem 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Først i de seneste årtier er der, i takt med o.-reformbevægelsen og den voksende interesse for gudstjenestens udformning, skabt en øget forståelse af o. 1388