OTTESANG telsen), Norges kristelige ungdomsforbund, Norsk søndagsskoleforbund, Norsk luthersk misjonssamband*, Santalmisjonen, Egede-instituttet, Institutt for kristen oppseding, Det norske bibelselskap (frå 1816). — Biskopen i Oslo har det kyrkjelege tilsynet med feltprestkorpset i Forsvaret. I kyrkjelege oversyner (sv. översikter) vert det peika på at det er mest berre i Oslo ein møter medvite motstand mot kristendomen, og at sekulariseringa, som rimeleg kan vera, har kome lengst her. Dei siste åra har det vore tilskipa »borgarleg konfirmasjon». Men samstundes vert det peika på ei leitande innstilling i studentkrinsar (sv. studentkretsar), og kvasse ordskifte i blada i samanheng med ymse aktuelle stridsspørsmål syner og at det ikkje berre er likesæla (sv. likgiltighet) som rår når det gjeld kristendom og kyrkje. Det folkerike O. vart 1. juli 1948 delt i to, då Tunsberg bispedøme* vart skipa. O. femner no om 3 fylke: Oslo, Østfold og Akershus, og er enno det folkerikaste bispedømmet ì landet, men ikkje mykje større i flatevidd enn det minste: Stavanger. O. er på 9.541,7 km”, og har (1954) 8 prosti, 77 prestegjeld og 115 sokner. Folketalet var i 1950 802.477. I 1952 var 3,3 % av 12.950 born fødde utanfor ekteskap, i 1953 3,5 % av 13.643. Utanfor statskyrkja stod i 1950 39.585 menneske eller 4,9 % (for heile landet 3,8 %). Av desse har 9.436 gjeve opp at dei er pinsevener, 8.317 høyrer ikkje til i noko trusamfunn, 4.214 står i Den evangelisk lutherske frikyrkja*, 4.087 var metodistar. Biskopar: Asgaut; Thorolv; Aslak; Geirard; Koll Thorkjellsson ca. 1120 (vikverjabiskup); Peter; Viljalm —1157; Thorstein 1161—70; Helge (I) 1170—90; Nicolaus Arnesson 1190— 1223 (vald til biskop i Stavanger 1189, men overtok ikkje); Orm 1226—44; Thorkjell —1248; Håkon 1248—67 (sidan erkebiskop); Andres 1267—87; Eyvind 1288—1303; Helge (II) 1304 —22; Salomon Thoraldesson 1322—51; Gyrd Aslesson 1352 (sidan i Stavanger); Sigfrid 1352 —58; Hallvard Bjørnsson 1359—70; Jon 1373— 85; Eystein Aslaksson 1386—1407; Aslak Bolt 1407 (sidan i Bergen og Nidaros); Jakob Knutsson (før i Bergen) 1407—20; Jens 1420—52 (norsk kanslar, 3 vikar-biskopar); Gunnar Holk 1423 1433—83 (kanslar); Nils Kalib 1483—88; Herlog Korning 1489—1505; (Torkjell Jensson, vald 1305, overtok ikkje); Anders Mus 1506—21; Hans Mule 1524; Hans Ræv 1525—37, og (som luthersk biskop i Akershus=0Oslo og Hamar stift) 1541—45; Anders Madssøn 1545—48; Frants Klaussøn Berg 1548—80; Jens Nilssøn 1580—1600; Anders Bentssøn Dal(in) 1601—07; Nils Klaussøn Senning 1607—17; Nils Simonssøn Glostrup 1617—39; Olaf Boessøn 1639—46; Henning Evertssøn Stockfleth 1646—64; Hans Rosing 1664—99; Hans Nilssøn Munch (før i Christianssand) 1699—1712; Bartholomæus Deichmann (før i Viborg) 1712—30; Peder Hersleb 1730—37 (sidan i Sjælland); Nils Dorph 1738—5358; Fredrik Nannestad (før i Trondheim) 1758—73; Christen Schmidt 1773—1804; Fredrik Julius Bech 1805—22; Christian Sørensen (før i Christianssand) 1823—45; Jens Lauritz Arup 1846—74; Carl Peter Parelius Essendrop (før statsråd) 1875—93; Fredrik Wilhelm Klumpp Bugge 1893—96; Anton Christian Bang (før professor og statsråd) 1896—1913; Jens Frølich Tandberg 1913—22; Johan Peter Lunde 1922— 36; Eivind Josef Berggrav (før i Hålogaland) 1937—51; Johannes Smemo (før i Agder) 1951—. Litt.: E. Bull, Kristianias historie 1—2 (Oslo 1922—27); G. Fischer, Oslo under Eikaberg (Oslo 1950); A. Chr. Bang, Oslo domkapitels altre og præbender efter reformationen (Videnskabsselsk. i Kristiania, forh. 1893, no. 20); A. Helland, Topografisk-statistisk beskrivelse over Kristiania 1—3 (Kristiania 1917—18). 1. Kv. OTTESANG (fropræœdiken). I Danmark og Norge holdtes efter reformationen daglig otte- og aftensang (jfr. Morgen- og aftenbøn). Om søndagen udvidedes o0. med oplæsning af katekismens seks hovedstykker lige efter psalmodien og Te Deum efter lektionerne, samt med en prædiken over evangeliet. Det er ikke ganske klart, på hvilket tidspunkt af tjenesten prædikenen blev holdt. Kirkeritualet 1685 indskrænker ottesangen til indgangsbøn, Te Deum på dansk prosa, Nu bede vi den Helligånd, evangelium, prædiken, kirkebøn og velsignelse fra prædikestolen, udgangssalme og udgangsbøn. Samtidig ændredes tjenestens navn til froprædiken, d.v.s. tidlig prædiken. På de store højtidsdage holdtes den som fuldstændig højmesse. Den forrettedes normalt af den residerende kapellan, og da man i 1739 nedlagde de fleste residerende kapellanier, 1424