bortfaldt froprædiken i næsten alle danske og norske kirker. I Norge er nu kun højtidsdagenes o. bibeholdt, i form af en i regelen noget forkortet højmesse uden nadver. I Danmark er i en del københavnske kirker froprædiken bibeholdt på højtidsdage. Desuden holdes froprædiken i sommermånederne i et stort antal kirker i stedet for eftermiddagsgudstjenesten. Den almindelige tid for froprædiken er kl. 8 eller 8.30. Den liturgiske form har undergået den forandring, at Te Deum i 1728 erstattedes med en versificeret oversættelse, for ca. 1800 at vige for en frit valgt salme. I nyere tid er der sket en udvidelse, således at der i regelen er kollekt og epistel mellem de to første salmer, kollekt og velsignelse mellem de to sidste, hvis ikke froprædiken ganske simpelt former sig som højmesse med nadver, eventuelt forkortet ved udeladelse af gradualsalmen og det ene evangelium. Ifølge Kyrkoordningen 1571 var der i Sverige og Finland ikke nødvendigvis prædiken i søndagens o., men Kyrkolagen 1686 indfører en ordning omtrent som den danske, blot at katekismens morgenbøn blev bedt før prædikenen i stedet for kirkebønnen, og prædikenen skulle være over katekismen. Derfor knyttede katekismusoverhøringen sig til o. Da overhøringen bortfaldt i løbet af 1800-tallet, ophørte o. efterhånden mange steder og afholdes nu med enkelte undtagelser kun på større helligdage. 1811 erstattedes i Sverige Te Deum med en morgensalme og der indførtes brug af kirkebøn efter prædikenen. Kyrkohandboken 1942 tillader en rigere liturgisk udformning, således at der efter morgensalmen kan læses eller synges en bibelsk salme. I julottan, årets festligste o., må yderligere indskydes kollekt og evangelium fra alteret. Iøvrigt kan o. med behørig tilladelse holdes som matutin eller laudes. I Finland skal der i fastetiden holdes o. i sogne, hvor der ikke holdes aftensang, med prædiken over Kristi lidelseshistorie (»aktpredikningar»). Desuden holdes o. på passende tider af året med katekismusprædiken, samt undertiden på de tre store høj- tidsdage. 1425 OXFORDBEVÆGELSEN Se også Aftonsång, Gudstjeneste. Litt.: C. T. Engelstoft, Liturgiens eller alterbogens og kirkeritualets historie i Danmark (Khvn 1840); E. Rodhe, Svenskt gudstjänstliv (Sthm 1923). S. B. OXFORDBEVÆGELSEN betegner den vigtige periode i højanglikanismens historie, der fra sin begyndelse i 1833 betød en fornyelse og intensivering af den ældre højkirkelighed indenfor den anglikanske kirke*, i visse henseender med påvirkning fra andre sider og med nye retningslinier og båret af en sådan religiøs kraft, at dens eftervirkninger har gjort sig stærkt gældende til den dag i dag. Man kan vanskeligt tale om et slutpunkt for den, om end det naturligste er at reservere navnet for dens første periode, da den specielt var knyttet til Oxford, indtil ca. 1845 eller i det højeste til ca. 1850—60 og iøvrigt indordne den under højanglikanismens historie fra 1833 til nutiden. (Jfr. Högkyrklighet.) Oxfordbevægelsen har givet højkirkeligheden en så fremtrædende og bestemmende plads indenfor den anglikanske kirke, at denne nu i mangfoldige henseender har antaget en anden skikkelse end den, den fik på reformationstiden gennem »the Elizabethan Settlement». Alligevel havde bevægelsen som højanglikanismen i det hele sin rod i den engelske kirkedannelse på reformationstiden, for så vidt som den foruden det reformatoriske element havde fastholdt kontinuiteten med den ældre kirkelige overlevering, specielt i gudstjeneste, lære, fromhedsliv og organisation og dermed noget, der havde mulighed for at virke i katolicerende retning og faktisk gang på gang i anglikanismens historie virkede sådan. Den klassiske tid for højanglikanismens udformning havde været 1600-tallet, da dens særpræg skabtes af de store kirkemænd Bancroft, biskop Lancelot Andrewes, ærkebiskop Laud og mange andre, der alle understregede og videreførte de »katolicerende» elementer indenfor højanglikanismen: bispeforfatningen med successio apostolica som guddommelig organisation, fremhævelse af sakramentalismen med realpræsensen i nadveren, af det ritualistiske element i gudstjenesten, af frem- 1426