OXFORDBEVÆGELSEN John Henry Newman. Tegning af G. Richmond. hævelsen af hellighedskravet indenfor fromhedslivet og med stærk bekæmpelse af puritanismen. Denne højanglikanisme bevaredes til dels i afsvækket form i 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet og var således baggrunden og grobunden for oxfordbevægelsen. Et vist incitament fik den dog også fra den metodistiske vækkelses religiøse glød og fra romantikken, særlig gennem Coleridges fremhævelse af kirkens overnationale karakter, og en æggelse til kamp for kirkens åndelige selvstændighed fik den gennem l|liberalismens begyndende kirkelige reformpolitik, der opfattedes af mange som programmet for en voldelig omkalfatring af den. Den, der først løftede røsten som protest, var John Keble, forfatter af »The Christian Year», der i en prædiken i 1833 i kirken St. Mary’s i Oxford angreb parlamentets »nationale frafald», fordi det greb ind i kirkelige forhold med sin liberale politik, bl. a. ved en reduktion af den anglikanske kirkes episkopat og privilegier på Irland. Den egentlige leder blev dog snart en mand med større vingefang, John Henry New- 1427 man (1801—90), præst ved St. Mary’s og Fellow ved Oriel College, der hurtigt blev et centrum for en meget aktiv højkirkelig kreds. Oprindelig evangelisk af calvinsk type var han blevet vundet af højanglikanismen og blev nu deres fremragende stridsmand, bl. a. som udgiver af » Tracts for the Times», en serie blændende, skarpt formulerede stridsskrifter. I »Via media» er det anglikanismens karakter af en kirke, der bestemt afviser både Rom og protestantismen, men står som arvtageren af oldkirkens og den klassiske højkirkelige traditions teologi. Fordybelsen heri gav Newman stof til et omfattende forfatterskab af historisk og dogmatisk art, hvor via media-tanken fik en indgående behandling og en videre begrundelse (»The Arians of the 4th century», »Profetical Office of the Church», »The Doctrine of Justification»). Som prædikant var Newman fremragende, og hans prædikener blev vel hans ypperste bidrag til udformningen af o.s åndelige indhold. Hans fromhed var båret af en dyb hellighedslængsel, som han oprindelig fik fra evangelisk hold (»holyness rather than peace»), men som indoptog en katolicerende grundstemning. Hans kirkelighed var stærkt autoritetsbundet og hans teologi udpræget dogmatisk bestemt. Ved siden af Newman i betydning og indflydelse kom snart den lærde, mere stilfærdige mystiker, professor Pusey (1800—82) til at stå, og om dem fylkedes en flok af unge universitetslærere og præster, der ivrigt spredte oxfordernes kirkeopfattelse ud over landet. Det katolicerende hos Newman skærpedes imidlertid efterhånden i romaniserende retning, hvad han gav et prægnant udtryk for, da han i 1841 i Tract 90 hævdede, at anglikanismens læresymbol, de 39 artikler, kunne tolkes således, at endog Tridentinerkonciliets bestemmelser kunne rummes indenfor deres rammer, så at der blev plads for læren om syv sakramenter, messeoffer, skærsild, billeder, relikvier og helgenpåkaldelse, medens skriftprincippet og 1æren om retfærdiggørelse af tro afsvækkedes stærkt. I 1845 drog Newman da også konsekvensen og konverterede, snart efter fulgt af adskillige oxfordere. 1428