MERE a RORE Bevægelsen fortsatte dog støt under Puseys ledelse trods megen modstand fra kirkelig side, der i udtalt grad tog anstød af dens katolicerende tendens, men særlig hjulpet frem af sin målbevidsthed og sin entusiasme, af de præstelige medlemmers ofte forbilledlige kirkelige arbejde, af sin kamp mod slendrian og skabelse af en ny kirkelighed. Den gennem o. fornyede højanglikanisme vedblev stadig at gennemgå en udvikling, der skabte nye nuancer. Fra 1850erne gled den til dels ind i en stærk ritualisme, der ofte gik til yderligheder m.h.t. katolske ceremonier, særlig i forbindelse med nadvertjenesten, hvilket affødte mangfoldige stridigheder om tilladeligheden af de forskellige brug, der søgtes afgjort ad retslig vej ved de halvt gejstlige, halvt verdslige domstole, der skulle afgøre sådanne sager, i almindelighed uden at der dog opnåedes afgørende resultater. Det samme var tilfældet med flere dogmatiske spørgsmål. Også biskopperne stod gang på gang magtesløse overfor yderliggående romanisering indenfor præsteskabet i dogmatiske og rituelle spørgsmål. Udviklingen gik i virkeligheden i den retning, at der blev plads både for Newmans tolkning af de 39 artikler og for en ritualisme, der næsten helt omdannede gudstjenesten efter den romerske messe. Hertil kom også indførelse af det private skriftemål, af religiøse ordner og meget andet, så det ofte var meget lidt, der skilte de mest yderliggående anglokatolikker fra Rom. Kravene om en revision af Book of Common Prayer med hensyntagen til anglokatolicismens mere moderate ønsker kunne heller ikke afvises, da revisionsspørgsmäålet i 1920erne måtte forsøges løst. Den således efterhånden mangefarvede højanglikanisme, for hvis historie o. havde haft en så afgørende betydning, kunne imidlertid også omfatte bestræbelser for at slå til lyd for kirkens pligt i social henseende og vise sig åben overfor moderne videnskab også på det teologiske område. I begge henseender var biskop Ch. Gore (1853—1932), en kirkemand af stort format, værdigt fyldende sin plads ved siden af mange af højanglikanismens betydeligste mærkesmænd. 1429 OXFORDGRUPPRÖRELSEN Med megen ret er o. ofte blevet kaldt »the Catholic Revival» i den anglikanske kirke. Den har i høj grad været med til at give denne større styrke end forud. Den har stærkt understreget dens karakter af kirke i modsætning til en statsanstalt, og den har kaldt nye betydelige mænd af dyb fromhed frem i første række. Den har gjort anglikanismen snævrere i dens forhold til den udprægede protestantisme. Men på andre måder har den gjort den mindre insulær og dermed mere vidtfavnende, »catholic», i ordets bedste betydning. Dermed har den også været med til at gøre den til et ypperligt redskab for den økumeniske bevægelse, også dette noget, der hænger sammen med o.s oprindelige karakter. Med alt dette er der sagt noget, der viser, at bevægelsen har sat sig sådanne spor, at dens rækkevidde er almenkirkelig. I de forskelligste sammenhænge har den gjort sig gældende, og man må regne med den. Se også Anglikanska kyrkan. Litt.: J. H. Newman, Apologia pro vita sua (London 1864); W. Palmer, A narrative of events connected with the publication of the Tracts for the times (London 1883); J. Tulloch, Movements of religious thought in Britain during the 19th century (London 1885); R. W. Church, The Oxford movement 1833—45 (London 1891); Y. Brilioth, The anglican revival (London 1925); dens., Three lectures on evangelicalism and the Oxford movement (London 1934); W. J. Sparrow Simpson, The history of the Anglo-Catholic revival from 1845 (London 1932); C. P. S. Clarke, The Oxford movement (London 1932); Northern catholicism ed. by N. P. Williams— Ch. Harris (London 1933); S. C. Carpenter, Church and people, 1789—1889 (London 1933); E. A. Knox, The tractarian movement (London 1933); C. Dawson, The spirit of the Oxford movement (London 1933); R. Ekström, The theology of Charles Gore (diss. Lund 1944); R. Sencourt, The life of Newman (London 1948). J.N. OXFORDGRUPPRÖRELSEN.Frank Buchman, amerikan, född 1878, blev luthersk präst 1902 och verkade såsom ungdomsledare och akademisk lärare. En förvandlande andlig upplevelse 1908 i England blev bestämmande för hela hans liv och arbete. 1430