des ikke ved Hyksos-invasionen i P. (ca. 1720—1550), da denne også fortsatte til “gypten. Omkring denne tid må også patriarkernes indvandring i P. sættes. Efter fordrivelsen af Hyksos blev P. igen erobret af indfødte ægyptiske faraoner. Den første del af den sene bronzealder (ca. 1500—1200 f. Kr.) er Amarnabrevenes* tid. Landet er opdelt i småriger med småkonger; formelt er Farao deres overherre, men hans magt er i aftagende. Fra Amarnabrevene og især fra fundene i Ras Shamra (fra ca. 1400 f. Kr.) er vi underrettet om kanaanæernes religiose forestillinger. Den øverste gud, El, optræder i menneskeskikkelse, men hans tilnavn »tyren» viser, at han egentlig er gud for storkvæget. Han har herredømmet over naturen og skaffer den rette balance mellem regn- og tørtid. I det religiøse drama, som har været opført ved kultfesterne ved de kanaanæiske helligdomme, er vekslen mellem årstiderne og livets opståen og hendøen i naturen skildret som en kamp på liv og død mellem de to guder Baal og Mot. I regntiden hersker Baal, der er gud for regnen og som følge heraf også for græsset og okserne. Hans modstander Mot (»Døden») er gud for den tørre tid, da alt visner hen under solens brændende stråler. Dog er også han nødvendig, for at kornet og frugterne kan modnes. Men El drager omsorg for, at hans magt ikke tager overhånd, og lader derfor Baal påny opstå om efteråret for at overtage kongemagten. — Selvom El er hovedguden, tyder mangt og meget på, at Baal i den folkelige bevidsthed efterhånden har fortrængt ham som den dominerende. Deltagerne i kultfesterne fejrede Baals årlige fornyede overtagelse af kongemagten med drikkelag og seksuelle udskejelser. Dette sidste hørte efter den primitive tankegang med, fordi dramaets hovedtanke netop var at skabe frugtbarheden både hos mennesker, blandt dyrene og i planteverdenen. I de større byer fejredes disse fester i og omkring templerne, hvortil der var knyttet et stort antal præster og profeter, men i sin mest enkle form var den kanaanæiske helligdom en friluftshelligdom, som blot 5 PALÆSTINA Gennesaret sø. (Foto: Riwkin.) bestod af et alter samt en stenstøtte (masseba) og en træpæl (ashera), som henholdsvis symboliserede den mandlige og den kvindelige frugtbarhedsguddom. I regelen lå disse mindre helligdomme højt, hvorfor ordet høj (på hebr. bama) i G.T. ofte slet og ret betyder et kanaanæisk kultsted. Ved indvandringen i Kanaan blev israelitterne overordentligt stærkt påvirket af den kanaanæiske gudsdyrkelse, således at deres gud Jahve i mange henseender opfattedes i lighed med Baal. Reaktionen imod dette er velkendt, først og fremmest fra profeternes utrættelige kamp mod Baalkulten. Også flere af de såkaldte reformer i kongetiden (f.eks. kong Josijas* i 622 f.Kr.) har ifølge G.T. været rettet mod højdyrkelsen. Mod slutningen af den sene bronzealder var Ægyptens magt i P. en overgang truet ved hittitternes voksende indflydelse i Syrien, men de blev slået tilbage af Ramses II i slaget ved Kadesh 1297. Ca. 1250 begynder den israelitiske landnamstid. Lidt senere foregår den filistæiske indvandring i kystlandet i begyndelsen af den tidlige jernalder (ca. 1200—1000 f. Kr.). Det er »Dommertiden» i Israel, og filistrene prøver at trænge frem på Israels bekostning. Begyn- 6