PALÆSTINA Nazareth. (Foto: Riwkin.) delsen til de israelitiske stammers samling sker med valget af Saul til konge og fuldføres under David (ca. 1000—965). Da de omgivende stormagter på det tidspunkt var i en nedgangsperiode, var P. ikke blot fri for fremmed indflydelse, men David kunne udvide sin magt og underlægge sig de beslægtede nabosmåstater, Aram, Ammon, Moab og Edom; også filistrene blev knægtet, omend ikke så afgørende, at de ikke mere kunne gøre indfald i Israel. Under Salomos regering indtrådte allerede en kendelig tilbagegang, som yderligere understregedes ved rigsdelingen efter hans død (ca. 931), hvorved de to riger Israel og Juda dannedes med hver sin konge. Indbyrdes stridigheder mellem de to brødrefolk gav nabostaterne forøgede muligheder for angreb. Navnlig led østjordanlandet hårdt under aramæernes indfald. Heller ikke mod assyrernes voksende magtindflydelse i Forasien havde de delte riger nogen som helst chance for effektiv modstand. Fra ca. 842 begyndte assyrerne at kræve tribut, og undladelsen af betalingen blev i de følgende århundreder flere gange signalet til stormag- 7 ternes tugtelse, således at P. efterhånden kun formelt var selvstændigt. 722 forsvandt den sidste rest af Nordrigets selvstændighed ved ødelæggelsen af Samaria og de derpå følgende deportationer af befolkningen. Efter slaget ved Karkemis 605 var Assurs magt definitivt brudt, og Syrien-Palæstina indlemmedes i det kaldæiske eller nybabylonske rige. 598 og 587 lod babylonerne Jerusalem og Sydrigets befolkning den samme skæbne blive til del som XNordrigets i 722. Med persernes indtagelse af Babylon i 539 overgik babylonernes vestlige besiddelser til den nye verdensmagt. Kong Kyros tillod jøderne at vende hjem till P., der stod under en persisk guvernør. Perserne afløstes som verdensmagt af grækerne ved Alexander d. Stores sejrrige tog i orienten. Efter hans død i 323 blev P. et tvistens æble mellem Ægypten og Syrien. Det stod under Ægypten til 198, og under Syrien, indtil jøderne ved Makkabæeropstanden (begyndte 167 f.Kr.) opnåede en kortfristet selvstændighed. I 63 f. Kr. underlagde Pompejus P. under romerne. På Jesu tid herskede den idumæiske Herodes-slægt i P. i kraft af Roms velvilje. Kong Herodes d. Store (37 —4 f. Kr.) herskede over et rige af lignende størrelse som David. Efter hans død deltes hans besiddelser mellem hans 3 sønner, men ingen af dem opnåede at få kongetitel. Arkelaos blev etnark i Judæa (4 f.—6 e. Kr.) ; han afsattes af romerne, og Judæa blev styret af en prokurator (landshøvding), som igen stod under statholderen i Syrien. Den mest kendte prokurator i Judæa er Pontius Pilatus (26—36), under hvem Jesus af Nazareth korsfæstedes. Den anden af Herodes d. Stores sønner, Antipas bley tetrark (»fjerdingsfyrste») over Galilæa og Peræa (4 f.—39 e. Kr.).Den tredje søn Filip blev tetrark i egnene nordøst for Gennesaret sø (4f.—34 e. Kr.). En sønnesøn af Herodes d. Store ved navn Agrippa I (37—44) opnåede at blive konge over alle farfaderens besiddelser. Efter hans død styredes hele riget af landshøvdinger, hvoraf Felix og Festus er kendt fra N.T. En opstand år 70 e. Kr. kuedes af Titus; efter en 8