ny opstand, rejst af Bar Kokhba (132—135) fordreves jøderne fra Jesusalem, men kunne fortsat bo i Galilæa o. a. steder i P. Roms herredømme overgik i 325 ved en deling til Byzans, som mätte afstå P. til araberne i 636. På korstogstiden var Jerusalem og andre dele af P. en overgang i de kristnes hænder. Efter at mongolerne en kort tid havde hærget i P. i det 15. årh., herskede tyrkerne i P. indtil den engelske erobring af det i 1917 under den første verdenskrig, hvorefter det blev britisk mandat. Jøderne var aldrig hørt op med at betragte P. som deres hjemland. Denne tendens tog sig i det 19. årh. udtryk i den såkaldte zionism e, som stræbte efter at genoprette jødedommen i det hellige land. Th. Herzls skrift »Der Judenstaat», 1895, blev en stor inspirationskilde hertil; og fremfor alt fik zionismen gennem Ch. Weizmann, som siden blev staten Israels første præsident, et konkret program med velovervejede planer for kolonisation, industri, skolevæsen o.s.v. Balfourdeklarationen af 2. nov. 1917 betød en sanktionering af zionismen. Den tillod dog kun en indvandring i begrænset omfang. Araberne, som følte deres eksistens truet, viste stor utilfredshed; og heller ikke jøderne, som navnlig efter Hitlers overtagelse af magten i Tyskland 1933 ønskede adgang for stigende kontingenter af indvandrere, var tilfredse. Under den anden verdenskrig var der borgfred mellem jøder og arabere, men uroen brød ud igen efter krigen. FN.s fremsættelse af en delingsplan 29. nov. 1947 vakte utilfredshed hos begge parter, og det kom til åben krig mellem jøder og arabere, endnu mens de britiske styrker stod i landet. 14. maj 1948 (dagen før det britiske mandats ophør) proklamerede jøderne den nye stat Israel, og det lykkedes dem at hævde dens eksistens ved at slå angrebene tilbage fra alle de omgivende muhammedanske stater, der var tilsluttet den arabiske liga. Endnu (1956) er det ikke kommet til nogen endelig ordning i P. Kongeriget Transjordanien har indlemmet den af dem hævdede del af P., d. v. s. den mellemste del med en skillelinie gennem Jerusalem, således at den gamle 9 PALLADIUS bydel er arabisk, og kongeriget har ændret sit navn til Jordan (Jordanien). Både jøder og arabere gør krav på Jerusalem som hovedstad. Se også Arkæologi, Israel, Israels religion. Litt.: Om P.s geografi: F. Buhl, Palæstina i kortfattet geografisk og topografisk fremstilling (Khvn 1890; tysk ed. Tübingen 1896); R. Koeppel, Palästina. Die Landschaft in Karten u. Bildern (Tübingen 1930); G. A. Smith, The historical geography of the Holy Land (25. ed., London 1931); F.-M. Abel, Géographie de la Palestine 1—2 (Paris 1933—38) ; G. Dalman, Hundert deutsche Fliegerbilder aus Palästina (Gütersloh 1925); H. Guthe, Bibelatlas (2 ed. Leipzig 1926); Aa. Bentzen, Det danske bibelselskabs atlas (Khvn 1938); The Westminster historical atlas to the Bible, ed. by G. E. Wright—F. V. Filson (London 1947). Desuden findes i næsten alle større fremstillinger af Israels historie et afsnit om P.s geografi m.m. Om P.s historie: Foruden til fremstillinger af Israels historie henvises til W. F. Albright, From the stone age to Christianity (2. ed. Baltimore 1946); dens., The archaeology of Palestine (i Pelican Books, New York 1949); P. Thomsen, Palästina und seine Kultur in fünf Jahrtausenden (Der alte Orient 30, 3. ed. Leipzig 1931); Die Palästina-Literatur. Eine internationale Bibliographie, hrsg. v. P. Thomsen 1—5 (Leipzig 1909—38) ; J. Parkes, A history of Palestine from A. D. 135 to modern times (London 1949). E.H. PALLADIUS, Peder (1503—1560), dansk biskop, reformator. Født i Ribe, omkr. 1530 skolemester i Odense. 1531 drog P. til Wittenberg som informator for en rig Odenseborgers søn. Under sine 6 studieår her kom han i nær forbindelse med reformatorerne, især Melanchthon, Bugenhagen og Luther. Da Christian III 1536 havde bragt reformationen til sejr i Danmark, anbefalede Bugenhagen varmt P. til kongen, men tilrådede, at han før hjemrejsen afsluttede sine studier med den teologiske doktorgrad og anmodede kongen om støtte. I juni 1537 kreeredes P. til licentiat og doktor i teologi. Både Luther, Melanchthon og Bugenhagen tog del i den højtidelige og sjældne begivenhed, fra hvilken et rigt materiale er bevaret. Derefter drog P. til København sammen med Bugenhagen, og da denne 2. sept. i Frue 10