Blaise Pascal. Dødsmaske. Efter hans død fandt man forarbejderne til en apologe tik for kristendommen (» Pensées sur la vérité de la religion chrétienne»). P. tager sit udgangspunkt i mennesket for at lære mennesket at kende sig selv og for gennem selverkendelse at føre det til en erkendelse af, at det trænger til Gud. Han viser menneskets uendelige trang og uendelig begrænsede muligheder, dets fuldstændige hjælpeløshed og afmagt; men mennesket kan erkende sin afmagt. Mennesket er kun et siv, men det er et tænkende siv. Hele menneskets elendighed beviser samtidig menneskets storhed. Det er en stormands, en afsat konges elendighed (un roi dépossédé). Fornuften kan ikke bevise kristendommens sandhed. Fornuftreligionen foragter han. Descartes skal man ikke fordybe sig for megeti. P. fremstiller kristendommen således som den er, og lader den så tale for sig selv. Så viser det sig, at kristendommen kender mennesket og beskriver det nøjagtigt, som det er. Det er for P. det væsentlige vidnesbyrd om kristendommens sandhed. Litt.: B. Pascal, Œuvres 1—14, ed. par L. Brun- 25 PASJONSGUDSTJENESTE schvicg—P. Boutroux (Paris 1908—25); dens., Tankar och smärre skrifter, sv. övers. av R. Hejll 1—2 (Sthm 1929); P.s udødelige tanker. I udtog ved og med indledning af F. Mauriac (Khvn 1942; sv. övers. Sthm 1947); P.s tanker om den kristne religions sandhed, overs. af K. Ferlov (Khvn 1928); J. Chevalier, P. Pensées sur la vérité de la religion chrétienne (Paris 1925); A. Vinet, Studier over B.P. (Khvn 1880); £. Boutrouzx, P. (Paris 1924); F. Strowski, Les pensées de P. (Paris 1930); 7. Bohlin, B.P. 1—2 (Sv. krist]. studentrörelses skriftserie 121, Sthm 1920—21) ; P. H. Rokseth, Efterlatte skrifter (Oslo 1953); H. Fuglsang-Damgaard, P. et Kierkegaard (i Revue d'hist. et de philos. rel. 1930); dens., P.s syn på mennesket (Præsteforeningens blad 1951). H. F.-D. PASJONSGUDSTJENESTE. (Fastegudstjeneste). Allerede i senmiddelalderen var det mange steder skikk at man i klostrene hver dag i fastetiden“ holdt en særlig fastepreken. Emnet var da gjerne søndagens evangelium, lidelseshistorien eller deler av »barnelærdommen». I det hele var i middelalderen prekenen alt mer og mer blitt reservert for de særlige bot- og fastetider. Også i senere tider har fasteprekenen spillet stor rolle i den romersk-katolske kirke. Også Luther betonte sterkt nytten av særlige fasteprekener, men han framhevet også at de bare burde handle om Kristi lidelses historie. Således føyet dansken Hans Tausen seks prekener over pasjonshistorien til den postille han utgav i 1539 (jfr. L. Petri, Predikningar över Jesu Kristi pina och död, Sthm 1573). Som tekst brukte Tausen Bugenhagens harmoni, som snart fikk innpass i de nordiske lands gudstjenestebøker. I postillen ble det anbefalt prestene å bruke prekenene enten på de seks dager i den stille uke eller på hver onsdag og fredag etter midfaste. M. h. t. plaseringen av p. har det således vært to tendenser: 1. å henlegge dem til den stille uke like før påske*, 2. til onsdag og fredag i hele fastetiden (en kombinasjon av 1 og 2 forekommer også, særlig i Sverige). Denne annen ordning framhever særlig de to gamle kristne »stasjonsdager» (dagene for Judas’ forræderi og for Jesu død), og for så vidt p. holdes på disse dager, er de bare en særlig form for u k e- 26