altid at foretrække P.s breve som kilder fremfor Ap.G., men forskningens historie viser, at man stadig har benyttet dette værk som en kilde af samme værdi som brevene, og derved er adskilligt i disse ikke opfattet i deres fulde skarphed. Her over for må den regel gælde, at man ikke kan kriticere brevenes meddelelser om P. ud fra Ap.G. og heller ikke uden videre supplere dem eller tolke dem herfra. Men hvor brevene lader os i stikken, er Ap.G. at anvende med al den forsigtighed, der er på sin plads over for en sekundær kilde. 2. Levned. P. blev født i Tarsus i Kilikien som søn af jødiske forældre, der tilhørte den farisæiske fromhedsretning (Ap.G. 21: 39; Fil. 3:5). Derfor er P. vel tosproget (aramaisk og græsk), men uden græsk kultur, og hans indsigt i hedensk religion skyldes hans senere missionsvirksomhed. Som ung sendtes han til Jerusalem for at studere hos den kendte farisæiske skriftkloge Gamaliel (Ap.G. 22: 3). I visse bevisførelser og skriftolkninger i hans breve har man fundet spor af hans teologiske uddannelse, men det er kun formelle berøringer, indholdet er et andet. Den ældste kirke havde dengang begyndt at missionere i tempel- og valfartsbyen Jerusalem, hvor jøder fra hele verden strømmede sammen (Ap.G. 2: 6, 8— 10), men dette arbejde gav anledning til forfølgelse, og det første blodvidne blev Stefanus, ligesom P. en diasporajøde (Ap.G. 6: 11—7: 60). P. overværede drabet og deltog i den følgende tid aktivt i forfølgelsen. På vejtilDamaskus i dette ærinde modtog han en åbenbaring af den opstandne Kristus, der befalede ham at blive hans tjener (Gal. 1:15—16; Ap.G. 9: 1—19, 22: 1— 16, 26:2—23). P. er for stedse præget af kaldelsen ved Damaskus, den er udgangspunkt for hans tro, hans arbejde som apostel og for hans teologi. Den korsfæstede, som Gud havde ladet dø som forbryder, viste sig for P. i Messias’ herlighed og gjorde dermed den jødiske frelsesvej gennem Lovens gerninger ugyldig (Fil. 3: 7). Guds nåde rakte ud efter modstanderen og tvang ham i hans følge, derfor ville Han også have evangeliet forkyndt for de indtil nu ulydige hed- 37 PAULUS ninger, men ikke mindre for de forhærdede jøder, der havde korsfæstet deres Messias og hårdnakket blev ved at sige nej til apostlenes forkyndelse og forfølge dem (Rom. 9—11). Tilbage sad den brod, at P. havde forfulgt Guds kirke og derved havde kæmpet mod Gud (1. Kor. 15:9). Efter åbenbaringen lod P. sig døbe i menigheden i Damaskus, men om de følgende år indtil P.s virksomhed i Antiokia er vi dårligt underrettet (Gal. 1:17—24; Ap.G. 9:19—30). Man har tænkt, at han overvældet har trukket sig tilbage for at gøre sig rede for det skete, og at hans tanker er blevet udviklet i disse år, men P.s tanker er altid akkompagnement til hans virksomhed og hverken spundet ud af hans subjektive oplevelser eller fremgået af en interesse for sammenhængende tænkning. Det er derfor naturligst at antage, at P. i denne tid har arbejdet som missionær, men vi ved ikke, hvor det har været, og om han har missioneret blandt jøder eller hedninger. Det er en halv snes år senere, at Barnabas knyttede P. til det missionsarbejde mellem hedninger, som i Antiokia var påbegyndt af jødekristne fra Kypern (Ap.G. 11: 19—26). Efter at Barnabas og P. havde overbragt en pengegave til menigheden i Jerusalem, blev de udsendt af menigheden i Antiokia (P.s 1. rejse) (Ap.G. 11:27—30; 13: 1—3) og drog til Kypern og det sydlige Lilleasien (Ap.G. 13—14). Ved deres tilbagekomst opstod der ifølge Ap.G. 15 en strid om, hvorvidt hedningerne kunne blive kristne uden samtidig at leve som jøder, og sagen blev forelagt apostlene i Jerusalem, der stillede sig velvilligt over for evangeliets prædiken for hedningerne uden krav om Lovens overholdelse (Ap.G. 15). Denne skildring er ikke historisk. Fra Gal. 2: 1—10 ved vi, at Paulus drog op til Jerusalem ifølge en aabenbaring, og at han der sammen med Jakob, Herrens broder, Peter og Johannes enedes om at dele missionen således, at Peters apostolat gjaldt jøderne, P.s hedningerne (Gal. 2:7—9). Denne deling må betyde, at Østen med de store jødebefolkninger tilfalder Peter, mens de øvrige Middelhavslande med deres overvejende hedenske indbyggere bliver P.s missionsmark. 38