PAULUS Dette møde kan være holdt inden udsendelsen til den 1 rejse (Ap.G. 11:27—30, 13: 1— 3) eller på det tidspunkt, som Ap.G. fastsætter for sit anderledes udformede møde. På sin 2. rejse vender P. tilbage til de lilleasiatiske menigheder, der var grundlagt på den 1. rejse, og sætter fra Troas over til Europa, hvor han i Makedonien og Grækenland grundlægger menigheder i Filippi, Tessalonika, Berøa, Athen og Korint (Ap.G. 16—18). Fra Korint skriver han to breve til menigheden i Tessalonika, hvoraf det 1. mest indeholder erindringer om hans besøg hos dem kort før, mens det 2. advarer dem mod at regne Kristi genkomst for umiddelbart forestående. P.s 3. rejse fører ham til Efesus, hvor han opholder sig over to år (Ap.G. 19). Det er den tid, hvor han er optaget af at samle en stor gave til menigheden i Jerusalem (1. Kor. 16; 2. Kor. 8—9), men hvor de galatiske menigheder volder ham sorg ved at ville overtage jødiske skikke som omskærelse og overholdelse af visse af Mose love, skønt det er med Jerusalems billigelse, at P. forkynder et lovfrit evangelium for hedningerne. I Galaterbrevet“ afviser P. den opfattelse, at han kun skulle være discipel af de oprindelige Jesusdisciple, han har selv sit kald direkte fra Kristus, og der er ingen forskel mellem ham og de andre med hensyn til hedningemissionen (Gal. 1—2). Derefter viser han, at de hedningekristne galatere ikke kan overtage blot noget af Loven, men de må vælge mellem Loven og Kristus (Gal. 3—4). I Korintiermenigheden er det hedenske forestillinger, der er blandet op i den nyerhvervede kristendom. Mens det 1. brev viser P.s anstrengelser for i stort og småt at vejlede den opblæste, men umodne menighed, er det kommet til en krise mellem de to breve. Et nyt besøg og et strengt brev har været nødvendige. P. har måttet stille dem over for det valg, om de vil bøje sig for hans apostoliske myndighed eller af ham udelukkes fra Kristus og hans kirke. De har da bøjet sig, men der går endnu dønninger efter stormen i det 2. brev, der af nogle formodes at indeholde stykker av det strenge mellembrev. Gennem disse alvorlige 39 vanskeligheder var det lykkedes P. at bevare sine menigheder og at fuldende indsamlingen til Jerusalem, og han rejser nu til Korint på et første klarende besøg efter krisen, for herfra at sejle til Palæstina (2. Kor. 13:1 og Rom. 15: 25—29). Under et længere ophold i Korint skrev P. Rom erbrevet til den hedningekristne menighed i Rom for at forberede den på hans gennemrejse til Spanien efter besøget i Jerusalem. P. er færdig med hedningemissionen i Østen og vil nu tage den op i Vesten, hvor Rom skal være hans missionsbase (Rom. 15: 14—29). Han ser frem til at afslutte hedningemissionen og dermed at nå den »hedningernes fylde», der skal gå forud for »hele Israels omvendelse», de sidste etaper før Antikrists komme og Kristi genkomst (Rom. 11:11—27; jfr. 2. Tess. 2:3—12). Rom. er skrevet fra et roligt udkigspunkt, der overskuer både hans hidtidige virksomhed og den vej, han nu skal vandre. Han fremlægger her frugterne af de bevægede år, der lige er afsluttede. Bag hans fremstilling kan vi mærke de utallige diskussioner og kampe, de skarpe replikker, der er faldet atter og atter, men han har ikke aktuelle modstandere lige foran sig som i Gal. P. forsøger her at frugtbargøre de vanskelige år for sit virke som missionær ved at skildre hedningerne og jøderne over for Guds frelse i Kristus med en udrakt hånd både til de jødekristne og jøderne. Rom. er et økumenisk skrift, der betoner den uløselige forbindelse mellem hedningemissionen og jødemissionen. Israels forhærdelse har ført til, at evangeliet prædikes for hedningerne, og disses modtagelse af det vil igen føre til jødernes frelse (Rom. 9—11). Og igennem disse udførelser er det tillige et missionsskrift til Israel. P. ængstes for den modtagelse, menigheden i Jerusalem vil give ham, og for jødernes modstand (Rom. 15:30— 33). Allerede i Korint får han denne at mærke, på grund af jødiske efterstræbelser må han rejse over land og først tage skib fra Filippi (Ap.G. 20:3—6). Han er omgivet af en stor skare repræsentanter for de hedningekirker, der har bidraget til pengegaven (Ap.G. 20:4—6; jfr. 1. Kor. 16:3—4; 40