2. Kor. 8:18—24, 9:3—5). Efter en god modtagelse hos menigheden i Jerusalem bliver han offer for jødiske efterstræbelser (Ap.G. 21: 17—40). Vel reddes han fra at blive lynchet i templet, men han befinder sig i de følgende år i romersk fangenskab, først i Kæsarea og siden i Rom (Ap.G. 21: 27— 28; 31). Desværre er den udførlige fremstilling af retssagen mod P. i Ap.G. lidet oplysende om, hvad den egentlig går ud på, men alt tyder på, at jøderne har søgt at gøre det klart for den romerske øvrighed, at kristendom ikke er jødedom, og at den nye bevægelse derfor ikke dækkes af jødedommens juridiske stilling som »tilladt religion». Det er heller ikke klart, om P. er blevet frikendt og har foretaget yderligere rejser, til Spanien eller til Østen (jfr. Pastoralbreven), eller om dette fangenskab ender med hans henrettelse. I hvert fald bliver han henrettet i Rom under Nero omtrent samtidig med apostlen Peter. Den pludselige overgang til fængslet og den fortsatte tilværelse som fange har for P. betydet en uhyre prøvelse. Det havde hast med at bringe Kristi evangelium til hedningerne, for ellers omvendte Israel sig ikke, og Kristus kunne ikke bringe Riget ved sin genkomst ved verdens ende. Og P. havde været i ustandselig rastløs virksomhed i de mange år med en arbejdsindsats og med strabadser, der gør enhver tale om kronisk sygdom hos P. meningsløs. Galaterne og korintierne havde sinket ham, men nu da disse menigheder var bragt i orden og bevaret for Kristus, kunne han forlade dem for at gøre hedningemissionen færdig ved at stifte menigheder i Vesten. I stedet tvinges P. til at sidde stille år efter år, han kan modtage besøg og virke som missionær i det stille, hans medarbejdere kan rejse, og han skriver breve, men hvorledes kan man være »Kristi sendebud (apostel) » i et fængsel? P. ved, at retssagen ikke går om hans person, men om evangeliet (Fil. 1:7 og 12 ff.), og at hans lidelser er til bedste for menighederne (Kol. 1:24; jfr. Ef. 3:1, 13), og derudover synes andre kilder at vidne om, at han har forestillet sig, at hans retssag vil give ham lejlighed til at vidne for kejseren 41 PAULUS og dermed også som fange vidne for alle hedningerne (Ap.G. 23:11, 27:24; 2. Tim. 4: 16—17). Fra fangenskabet (eller de to fangenskaber) i Rom stammer Kolossenserbrevet’, der belærer en af synkretistisk fromhed påvirket menighed, som P. ikke kender personligt, om, at Kristus er ophøjet over alle »magter» af kosmisk art. Filipperbrevet“ giver et billede af P.s retssag i Rom (Fil. 1:12—26) og indeholder et skarpt angreb på jøder, der missionerer blandt de kristne i Filippi (Fil. 3: 2 ff.). Anledningen til brevet er en pengegave, som menigheden har sendt P., og som denne, der ellers underholder sig selv ved sit håndværk som teltmager og ikke gerne viger fra sit princip om økonomisk selvstændighed (1. Kor. 9: 15—18; 2. Kor. 11:7—15), modtager med tak (Fil. 4:10—20). Brevet til Filemon anmoder en mand af dette navn om at tage vel imod sin bortløbne slave og sende ham tilbage for at tjene P. og evangeliets forkyndelse. 3. P.s udgangspunkt er på én gang hans kaldelse ved Damaskus og den kristne kirkes overlevering om Jesus. Damaskusoplevelsen indsætter ham i det høje kald at være en frelseshistorisk skikkelse, der skal bringe evangeliet til hedningerne (Rom. 11: 13) og derved hidføre Israels omvendelse, Antikrists komme (2. Tess. 2: 3—12) og dermed Kristi genkomst i herlighed til dom og til frelse. Når Kristus er Messias, kan den jødiske frelsesvej gennem opfyldelse af Loven ikke være gyldig. Evangeliet tilbydes hedningerne, og Gud bliver ikke træt af at virke for det ulydige og forhærdede Israels frelse. Men P.s selvstændighed betyder ikke, at han ikke har modtaget de traditioner, som kirken før ham har givet videre til de nyvundne, og som han kan have modtaget efter dåben i menigheden i Damaskus. Selv om han kun sparsomt citerer Jesu ord, er hans stilling til lovreligionen i dyb overensstemmelse med Jesu forkyndelse. P.s forhold til de ældste disciple og menigheden i Jerusalem har altid været fuldt af anerkendelse og hjertelighed, jødemissionen har stået for ham som vigtigere end hedningemissionen, og hans rejser til Jerusalem og 42