Litt.: C. Renouvier, Le personnalisme (Paris 1903); B. P. Bowne, Personalism (Boston—New York 1908); Chr. J. Boström, Om religionen, visheten och dygden (i Skrifter, utg. av H. Edfeldt 1, Uppsala 1883); P. Wikner, Tidsexistensens apologi (Uppsala 1888). G.A PESCHITTA, se Bibelöversättningar. PETER, en af Jesu apostle, som indtog en ledende stilling indenfor discipelkredsen og derfor hyppigt omtales i evangelierne og Ap.G. Han hed oprindeligt Simon, men fik af Jesus navnet Peter (af græsk. rnétpa, klippe), hvortil svarer aramaisk Kefa eller græciseret) Kefas. Ifølge Joh. 1:43, 21: 15 ff. hed hans fader Johannes, ifølge Matt. 16:17 derimod Jonas; som hans fødeby nævner Joh. 1:45 Bethsajda, men Mark. 1: 29 viser, at han, da han trådte i forbindelse med Jesus havde bopæl i Kapernaum, hvor han ligesom broderen Andreas* levede af fiskeri på Gennesaret sø; han var da gift og havde sin svigermoder boende hos sig (Mark. 1:30; jír. 1. Ror. 9: 5). Så vidt vi kan skønne, er P. kort efter Jesu offentlige fremtræden blevet kaldet til at opgive sit erhverv og træde i discipelforhold til ham; derom fortæller Mark. 1:16—18; Matt. 4: 18—20 og mere udførligt Luk. 5: 1—-11. Et tidligere møde med Jesus omtales Joh. 1: 42 f., og det berettes tillige, at Simon allerede ved denne lejlighed fik navnet P.; derimod synes Mark. 3: 16 at forudsætte, at navneforandringen først fandt sted ved udvælgelsen til apostel, og Matt. 16: 19 sætter det nye navn i forbindelse med Messiasbekendelsen i Kæsarea Filippi. Hvad »Klippemanden» skal betyde, er ikke klart; nærmest ligger det derved at tænke på en fast og ubøjelig karakter; men dermed synes hverken fornægtelsen (Mark. 14:66 ff.), hans vankelmodige adfærd i Antiokia (Gal. 2: 11 ff.) eller fortællingen om hans vandring på søen (Matt. 14:28 ff.) at passe. Imidlertid har det været et hædersnavn, og P. hørte da også til de disciple, der stod mesteren nærmest; sammen med Zebedæussønnerne var han i Jesu følge ved opvækkelsen af Jairus’ datter (Mark. 5:37), på forklarelsens bjerg (Mark. 9:7) og i Gethsemane have (Mark. 14:33); ved Messiasbekendelsen i Kæsarea 49 l PETER Filippi (Mark. 8:27 ff.) er det ham, der fører ordet, og Matt. 16: 17—19 overleverer ved denne lejlighed den forjættelse, på hvilken den katolske kirke fortrinsvis bygger sin lære om pavens primat; mange protestantiske forskere betvivler dog, at ordene i denne form kan være udtalt af Jesus. 1. Kor. 15: 5 og Luk. 24:34 omtaler en særlig åbenbaring af den opstandne Kristus for P., og herpå støtter man den indenfor den liberale teologi herskende opfattelse, at opstandelsestroen stammer fra visioner, som først P. har haft, og som fra ham har bredt sig ud til flere. P.s betydning for den første menighed fremgår af Gal. 1:18: efter sin omvendelse drog Paulus til Jerusalem netop for at lære P. at kende; den er også tydelig af de to beretninger om apostelmødets forløb (Gal. 2: 1—10 og Ap.G. 15) og af, at der i Korinth var et parti, der bar navn efter ham (1. Kor. 1:12, 3:22); det er dog omstridt, om man heraf kan slutte, at han har været i denne by som missionær. Man kan fremdeles sige, at P. er hovedpersonen i de 12 første kapitler af Ap.G.; det er ham, der fører ordet på pinsedagen (2:14 ff.) og for rådet (4:8 ff., 5:29 ff.), ham, der nedkalder straffedomme over Ananias og Safira (5:1 ff.), helbreder den syge Eneas og opvækker den døde Tabitha (9:32 ff.), ham, der på underfuld måde udfries af fængslet, ligesom det også er ham, der døber den første hedning, Kornelius (kap. 10). Efter apostelmødet hører vi ikke mere om P. i Ap.G.; og når der ved Paulus’ sidste ophold i Jerusalem, som den derværende menigheds leder kun nævnes Herrens broder Jakob (Ap.G. 21: 18), tør vi vel deraf slutte, at P. på dette tidspunkt har opholdt sig andetsteds. Gal. 2: 11 ff. viser, at han senere har været i Antiokia; da han Gal. 2:7 betegnes som apostel for de omskäårne, har hans i 1. Kor. 9: 5 omtalte missionsrejser vel fortrinsvis taget sigte på at vinde jøder for evangeliet, og hans kristendomsopfattelse har rimeligvis været moderat jødekristelig, i mange henseender forskellig fra det standpunkt, som Paulus’ judaistiske modstandere indtog. Allerede i nytestamentlig tid synes 1eg en- 50