PETERS BREVE dedannelsen omkring P. at være begyndt; hvad der således fortælles i Matt. 17: 24 ff. om hans fangst af en fisk med en mønt i munden, eller i Joh. 21:15 ff. om hans rehabilitation for fornægtelsen, er snarere digtning end historie. Og hvad den senere legendariske tradition beretter om hans virksomhed udenfor Palæstina îi Grækenland, Makedonien, Lilleasien, ved Sorthavets kyster, i Ægypten, Nordafrika, Italien, Gallien, Spanien, Britannien, Babylonien og Persien, er alt sammen ganske usikkert. Virkelig historisk værdi har derimod overleveringen om, at apostlen endte sine dage som martyr: foruden den indirekte bekræftelse i Joh. 21:18 f. og 2. Pet. 1:14 kommer navnlig i betragtning ytringer i 1. Klem. 53:4, af Dionysios fra Korinth (Eusebius’ Kirkehistorie II, 25,7 f.) og i Muratori’s kanon (L. 37); efter år 200 bliver det den almindelige opfattelse i kirken. De nævnte udsagn forudsætter rimeligvis tillige, at martyriet fandt sted i Rom; i hvert fald udtaler Dionysius det udtrykkeligt, ligesom også Gajus på biskop Zefyrins tid (202 —17; Eusebius II, 25,6) og Tertullian (De præscriptione hæreticorum III, 1). Apostlens missionsvirksomhed i verdenshovedstaden omtales også af Irenæus (Adversus hæreses III, 1) og af Klemens Alexandriner (Eusebius VI, 14, 6). Tidligere betvivlede ganske vist mange forskere disse angivelsers rigtighed; men efter H. Lietzmann’s undersøgelse: Petrus und Paulus in Rom, jfr. O. Cullmann, Petrus, s. 73 ff., tør man vist betragte det som godtgjort, at P. virkelig har lidt martyrdøden i Rom; de udgravninger der forud for jubilæumsåret 1950 er foretaget i Peterskirken har dog ikke, som mange katolikker havde håbet, fremdraget rester af hans legeme, næppe heller (trods pavens budskab af 23/12 1950) hans grav, men muligvis det sted, hver han blev henrettet; jfr. O. Cullmann, anf. skr. s. 152 ff. Efter katolsk opfattelse har P. i øvrigt ikke alene lidt martyrdøden i Rom, men også været romermenighedens første biskop og som sådan fungeret i 25 år (42—67) ; men denne tradition må ubetinget forkastes. Henrettelsen har fundet sted under den neroniske kristen- 51 forfølgelse år 64 (eller et av de nærmest følgende år, inden 68). De ældre forsøg på at skildre P.s sjæleliv som en typisk galilæers, der på een gang er tillidsfuld og uforfærdet og samtidigt omskiftelig og ubestandig, mere følelses- end forstandsmenneske, en sangvinsk natur, der let lader sig bestemme af indflydelser udefra og hurtigt skrider til handling, forekommer nu sjældent i den protestantiske litteratur; derimod træffes tilsvarende stadig indenfor katolicismen, hvor P.s-biografier naturligvis spiller en betydelig rolle, for eks. af P. D. Janvier, M. Besson og P. Schindler. Et betydningsfuldt protestantisk arbejde fra nyere tid er O. Cullmann, Petrus, Jünger, Apostel, Märtyrer; bortset herfra har protestantiske teologer især beskæftiget sig med enkeltheder i overleveringen, for eks. kirkestedet; en oversigt over de forskellige anskuelser herom har R. Bultmann givet i Theologische Blätter 1941, jfr. O. Cullmann, anf. skr. s. 176 ff. Litt.: karakteristik af de enkelte værker se ovenfor. P. D. Janvier, Histoire de St. Pierre, prince des apôtres et premier pape (Tours 1875); H. Lietzmann, Petrus und Paulus in Rom (2 ed. Berlin 1927); M. Besson, S. Pierre et les origines de la primauté romaine (Genève 1929); P. Schindler, Petrus 1—2 (Khvn 1944); O. Cullmann, Petrus, Jünger, Apostel, Märtyrer (Zürich 1952; sv. overs. Sthm 1955). H. M. PETERS BREVE udgør to af de såkaldte katolske breve*. Første P. er en formaningsskrivelse uden klar disposition; de kristne skal beflitte sig på en hellig vandel og med henblik på Kristi forbillede udvise tålmodighed og sagtmodighed under lidelser. Som brevets læserkreds nævnes (1:1) »Udlændingene i adspredelsen. i Pontus, Galatien, Kappadokien, Asien og Bithynien». Da »adspredelsen» (jfr. Diaspora) i datiden var en hyppig betegnelse for jøder, som levede udenfor Palæstina (jfr. Joh. 7:35), fører adressen rent umiddelbart tanken hen. på jødekristne, der levede som »udlændinge», d. v. s. uden at have borgerret i de lilleasiatiske provinser. Imidlertid viser forskellige udsagn i selve brevet (1:14, 18, 2:9 f., 3:6 og især 4: 3), at læserne er tænkt som 52