hedningekristne, og »udlændinge» mäå da forstås i forhold til det himmelske hjem, hvor alle kristne har borgerret (Fil. 3: 20) medens de her på jorden lever som fremmede (1. Pet 1:17, 2:11). Forfatteren benævner sig 1:1: »Peter Jesu Kristi apostel» og 5: 1: » Vidne til Kristi lidelser»; fra slutningen af 2. årh. har det da også været den herskende opfattelse i kirken, at brevet virkelig hidrørte fra apostlen Peter; men i nyere tid har forskere jævnlig betvivlet rigtigheden heraf. Man henviser da bl. a. til, at sproget er mindre hebraiskfarvet og i det hele mere kunstfærdigt græsk, end man skulle vente hos en galilæisk fisker, og til, at skriftet med hensyn til tanker og udtryksmåder røber nært slægtskab med Paulusbrevene (jfr. Paulus), især Romer- og Efeserbrevet, hvilket viser hen til affattelse ved en Paulusdiscipel. Flere forskere antager derfor ud fra 1. Pet. 5: 12, at Silas, Paulus’ rejsefælle på den anden missionsrejse, i brevet har givet udtryk for Peters tanker og således er ansvarlig for dets form. Imidlertid hævder andre, at der forekommer udtryk fra mysteriereligionerne, som vanskeligt kan være kommet indenfor Peters eller Silas’ synskreds, og at de forfølgelser, som omtales i brevet, ikke er private chikanerier, men statsmagtens forfølgelser, som i Østen først kendes fra Domitians tid; de daterer derfor skriftet til 80—90 eller går endog ned til Trajans tid (98—117). Sådanne forskere betragter da ofte 1. P.som en prædiken, der har fået brevform. Harnack formodede således, at 1: 3—5: 11 oprindelig var en homili fra ca. 83—93, hvortil en senere forfatter har føjet brevindledning og -slutning. R. Perdelwitz derimod lader skriftet være sammenføjet af to oprindeligt selvstændige dele: en prædiken for nydøbte (1:3—4: 11) og en senere formaningsskrivelse, rettet til den samme menighed som prædikenen (l: 1—2 og 4: 12—5: 14). En støtte har homilihypotesen i brevets mangelfulde disposition, hvor forfatteren glider fra den ene tanke til den anden. De teologer, der fastholder skriftets brevkarakter og affattelse ved Peter, henlægger i reglen dets tilblivelse til apostlens op- 53 PETERS BREVE hold i Rom, kort før hans død, altså ca. 64; og med affattelse i Rom stemmer 1. Pet. 5: 13: »Den medudvalgte (menighed) i Babylon og min søn Markus hilser eder», idet »Babylon» her ligesom i Åb. 14:8 og 18:2 står som en billedlig betegnelse for verdenshovedstaden. Andet P. er ligesom første en formaningsskrivelse, der advarer mod vranglærere og mod at opgive troen på Herrens genkomst. — Som brevets læserkreds nævnes |: 1: »alle dem, der ha fået samme dyrebare tro som vi ved vor Guds og Frelsers Jesu Kristi retfærdighed», altså alle kristne; sammesteds angives forfatteren at være »Simon Peter, Jesu Kristi tjener og apostel», og dermed stemmer at han 1:16 ff. fremtræder som en af dem, der var med på forklarelsens bjerg, ligesom Kristi forudsigelse af hans martyrdød (1:14) vel sigter til Joh. 21:18 f., og omtalen af et tidligere brev i 3: 1 refererer sig til 1. P. Imidlertid frembyder antagelsen af Peters forfatterskab til dette skrift så mange og store vanskeligheder, at i nutiden de allerfleste protestantiske forskere betragter det som uægte. Først er nemlig den såkaldte »ydre bevidnelse» svag; en utvetydig omtale af brevet finder vi først i 3. årh. hos Origenes. Dernæst er der mellem Judasbrevet* og 2. Pet. 2 så stor lighed både m. h. t. tanker og enkelte udtryk, at der må foreligge litterært slægtskab, og alt tyder på, at det er 2. P., der har benyttet Judasbrevet. Medens dette skildrer vranglærerne som nutidige, betragtes de i 2. Pet. 2 først som fremtidige, derpå (v. 10 og 12 f.) som nutidige og tilsidst (v. 15 og 22) som fortidige, hvilket tyder på, at en senere forfatter har hensat sig til apostlen Peters tid, men ikke været i stand til at gennemføre fiktionen. Ligeledes findes i Jud. 14 f. et citat fra den apokryfe Henokbog, som savnes i 2. Pet. 2; og et fra den apokryfe Mose himmelfart er i 2. Pet. så afsvækket, at allusionen i virkeligheden er ganske uforståelig; dette tyder på senere tiders ængstelse for at benytte apokryfe skrifter. Også i kap. 3 findes udsagn, der afgjort taler for affattelse i 2. årh.; dels 3: 4, som omtaler spottere, der nægter, at Herrens genkomst vil indtræde, og dels 3: 16, hvor 54