PÉTURSSON det hedder, at Paulus’ breve fordrejes »ligesom også de øvrige skrifter», hvilket synes at forudsætte, at man har haft samlinger af Paulusbreve, der kan stilles ved siden af de gammeltestamentlige hellige skrifter. Når dertil kommer, at hele brevet både m. h. t. anskuelser og udtryksformer bærer et meget stærkt hellenistisk præg, tør det vistnok betragtes som udelukket, at apostlen Peter kan være forfatteren; men brevet må sidestilles med de tre andre pseudonyme Petersskrifter: Petersevangeliet, Petersapokalypsen og Peters prædiken og som disse hidrøre fra 2. årh., måske fra dettes første halvdel. Som affattelsesstedet kunne man tænke på Lilleasien eller Ægypten. Litt.: Kommentarer til begge breve på norsk af F. W. Bugge (Kristiania 1885) og S. Odland (til alle de katolske breve Oslo 1927); på engelsk af Ch. Bigg (International critical commentary; 2. ed. Edinburgh 1902) og J. Moffatt (The general epistles, London 1928); på tysk af R. Knopf (Kritisch-exeg. Kommentar über das N. T., begr. v. H. A. W. Meyer, 12, 7. ed. Göttingen 1912); G. Wohlenberg (Kommentar z. N. T., hrsg. v. Th. Zahn, 15, 3. ed. Leipzig 1923) og H. Windisch (Handbuch z. N. T., hrsg. v. H. Lietzmann, 2. ed. Tübingen 1930). Til 1. P. alene: på dansk af P. Madsen (2. ed. Khvn 1927); på norsk af L. Brun (Oslo 1949); på engelsk af E. G. Selwyn (New York 1946) og F. W. Beare (Oxford 1947); på tysk af A. Schlatter, Petrus und Paulus nach dem ersten Petrusbrief (Stuttgart 1937); på fransk af J. Monnier (Paris 1900). Til 2. P. alene: på engelsk af J. B. Mayor (London 1907) og M. R. James (Cambridge 1912). — Harnack’s syn på 1. P. findes i Chronologie der altchristlichen Literatur 1 (Leipzig 1897, s. 451 ff.); R. Perdelwitz’ i Die Mysterienreligion und das Problem des 1 Petrusbriefes (Giessen 1911). I1. M. PETRUS, se Pcter. PÉTURSSON, Hallgrímur, islandsk salmedigter, f. 1614, d. 1674. Hallgrímur var en nær slægtning af den mægtige Hólarbisp Guðbrandur Þorláksson*, men var i sin ungdom ret ustadig, forlod latinskolen og kom i grovsmedelære i Danmark. Ved en god vens hjælp studerede han i en latinskole i København, men forlod også denne skole for at tage til Island med en fra Algier løs- 55 købt islænderinde, hvem han ægtede efter at hun havde født ham en søn. — Han blev nogle år senere præst og hans navn knyttes særlig til præstegården Saurbær i det sydvestlige Island, hvor han virkede 1651— 1669. — Før han blev præst digtede han adskillige »Rímur» og andre verdslige digte men også ikke få salmer. Men efter at han blev præst udviklede han sig til en salmedigter af rang. Han forfattede bl. a. versifikationer af adskillige af bibelens og især det G. T.s bøger, formfuldendte og gribende. Men det digterværk, som ubestridt har givet ham den fornemste hædersplads blandt islandske salmedigtere og bevaret hans navn og hans digterry helt til vore dage, er hans »Femti Passionshymner», Dette værk var færdigt fra hans hånd 1659 og blev trykt første gang 1666. Disse salmer vandt en sådan yndest, især blandt almuen, at de måtte trykkes gang på gang. Uden nogen sammenligning er de Islands mest afholdte bog. De er blevet sunget i fastetiden, læst og lært udenad af unge og gamle. Og de fortjener denne yndest. Både hvad form og indhold angår nærmer de sig det uovertræffelige. Digteren følger frelseren på hans via dolorosa fra udgangen fra nadveren til graven. Selve bibelteksten parafraseres kortfattet, efterfulgt af eksegetiske og opbyggelige anmærkninger. Lyset fra lidelseshistorien spredes således over menneskenes forskellige forhold, giver svar på spørgsmål, gode råd og trøstens ord. Men hvad der giver disse salmer deres værdi, er visdommens dybde og poesiens flugt, den barnefromme inderlighed og den enkle men dog fuldendte ydre form. — Ved siden af Passionshymnerne må også nævnes den bekendte og umådelig afholdte begravelsessalme, som lige til vore dage bruges næsten ved hver begravelse. — I sine sidste år blev Hallgrímur ramt af spedalskhed, måtte opgive sin præstegerning og døde i en lille gård nær ved Saurbær. Og på dødslejet hævde hans ånd sig til en næsten overnaturlig højde i et par storslåede salmer om hans nærforestående død. Litt.: Tekstudgaver: Salmar og kvæði (Reykjavik 1887—90). Se videre J. Helgason, Islands kirke 2 (Khvn 1926); A. Møller, H. P.s passions- r 56