PIETISM skrivning, utg. av H. Pleijel (Sthm 1940); E. Linderholm, Sven Rosén (diss. Uppsala 1911); E. Lilja, Den svenska katekestraditionen mellan Svebelius och Lindblom (diss. Lund, Sthm 1947); O. Nordstrandh, Den äldre svenska pietismens litteratur (diss. Lund, Sthm 1951). Finland: M. Rosendal, Den finska pietismens historia (Uleåborg 1903); I. Salomies, Der Hallesche Pietismus in Russland zur Zeit Peters des Grossen (Helsingfors 1936); A. Voipio, Folkpredikanter och falska profeter (Sthm 1928); dens., Sleeping preachers (Helsingfors 1951). Hg Pl 2. Dogmehistorisk. En skildring af p.s dogmatiske betydning vanskeliggøres ved, at bevægelsen var ret mangeartet, og at den ikke fostrede nogen førende systematisk teolog. Her skal kun tales om den kirkelige p. Inden for denne var det betydningsfuldeste navn Ph. J. Spener der imidlertid var langt mere praktisk kirkemand end videnskabelig teolog. Spener følte sig som rettroende lutheraner, men i udpræget grad som bibelteolog og pointerede, at skriften som Guds ord står over bekendelsesskrifterne. Disse er ganske vist i alt væsentligt skriftmæssige, men fejler undertiden i uvæsentlige enkeltheder og må ikke få en slags pavelig myndighed, så ender vi i »symbololatri», som en af Speners forsvarere Joachim Lange (d. 1744) sagde. Det afgørende er hjertets omvendelse til Kristus og den helligåndens »oplysning», som dermed gives. Først ved denne »illuminatio» bliver det muligt at fatte bibelens egentlige forkyndelse af guddommelige sandheder; ellers når vi i bedste fald død ortodoksi. Derfor talte Spener anderledes om »vildfarelse» end de ortodokse. Ingen dogmatisk vildfarelse fordømmer, hvis den ikke omstøder hjertets tillid til Guds uforskyldte nåde i Kristus; ja selv lærdomme, der er højst farlige for denne tillid, kan ved Guds nåde forblive uden alvorlig skade for den fromme. Det afgørende er ikke teori, men praksis; vranglærdomme berører ofte blot forstanden. Jesu disciples tro var i begyndelsen højst ufuldkommen; mange fromme kristne er på enkelte punkter faret vild. »For første gang i den evangeliske teologi antydes her forestillingen om en retfærdiggørelse også af tænkningen» (E. Hirsch). 63 Derfor stod Spener forsonligt over for de reformerte. Deres nadveropfattelse kunne tolereres, når de dog var enige med lutheranerne i et overnaturligt samfund med Kristus ved nadverbordet. Derimod afviste Spener den calvinske prædestinationslære, men henviste til, at denne lære ofte ingen rolle spiller i reformerte kredse eller ligefrem afvises. Kristeligt fællesskab med de reformerte er derfor meget vel muligt. Anderledes så Spener på Romerkirken, idet han fandt, at den ledte vild på de to for ham afgørende punkter: Skriften som eneste vejleder i kristne spørgsmål og retfærdiggørelsen ved Guds nåde alene. De ortodokse beskyldte Spener for indifferentisme og skepticisme. Hvad retfærdiggørelseslæren angår, kan Spener synes at være udpræget luthersk. På dette punkt står han tilmed skarpt. Men faktisk lægger han så megen vægt på den personlige oplevelse af nåden, at han kommer til at indlede en psykologisk omtydning af det lutherske trosbegreb. Interessen forskubbes, uden at Spener har villet det, mod fromhed, oplevelser af kristelig vished og saligt samfund med Gud og af hellig vandel. Spørgsmålet om »kendetegn» på den levende tro trænger sig i forgrunden. Tilmed fremfører Spener en lære om kristelig fuldkommenhed, dog ikke sådan, at visse kristne ikke længere skulle trænge til tilgivelse, men i den betydning, at de vel ikke »opfylder», men dog »holder» Guds bud; de »har» ganske vist synd, men de »gør» ikke længere synd; de er nået ud over begynderstadet i kristen fromhed og vandel og kan derfor efter N. T. kaldes fuldkomne. Megen strid voldte Speners lære om, at et menneskes »nådetid» kan være omme længe før døden, den såkaldte »terminism e», en lære, der i øvrigt allerede var nævnet af Speners ortodokse lærer Dannhauer, men kun til forklaring af visse bibelsteder. Speners svigersøn Adam Rechenburg (død 1721 som teol. prof. i Leipzig) var den pietistiske førstemand i denne »terministiske» strid (1698 ff.). Stærk modstand vakte også Speners fra ortodoksien stærkt afvigende lære om »tusindårsriget». Mod den kirkelige tradition opfattede han dette som en 64