POLEN den». Rörelsens internationella karaktär framträdde under krisåren tydligt; ledande »bröder» från flera europeiska länder sökte såväl under som omedelbart efter andra världskriget att påverka utvecklingen i Tyskland. Till Sverige kom rörelsen i slutet av 1870-talet, förmedlad genom en ingenjör Samuel Fredrik Hedman, som i England anslutit sig till »bröderna». Församlingar bildades efterhand i Stockholm, Göteborg, Uddevalla och Malmö samt på några orter på landsbygden, t. ex. Smålandsstenar, Hallsberg, Finnerödja. Numerärt har anslutningen varit ringa; tillförlitlig statistik saknas, men medlemsantalet kan uppskattas till något tusental. »Bröderna» har i Sverige utgett en i förhållande till sin numerär mycket omfattande litteratur, huvudsakligen av uppbyggelsekaraktär (i regel på A. B. Petersons förlag, Göteborg). De har egen sångbok (»Trossånger för Guds församling» 1878, 5 ed. 1916, »Psalmer och lovsånger» 1939) och tidskrift (»För Guds husfolk», 1911 ff.; »Axplockning från Guds åkerfält» 1946 ff.). I nära förbindelse med de svenska församlingarna står ett fåtal sådana i andra skandinaviska länder. I Norge finns eller har verksamhet funnits i Oslo, Horten, Moss, Tønsberg, Laurvik och Harestad nära Narvik, i Danmark i Köpenhamn och Viborg. På Färöarna har sekten vunnit betydande anslutning. »Bröderna» har där utgett en egen bibelöversättning på färingska dialekten. Litt.: W. B. Neathby, A history of the Plymouth brethren (2 ed. London 1902); E. Eylenstein, Carl Brockhaus (i Zeitschrift für Kirchengeschichte 1927); P. Scheurlen, Die Sekten der Gegenwart (4 ed. Stuttgart 1930); H. Mulert, Konfessionskunde. Die christliche Kirchen und Sekten heute (2 ed. Berlin 1937). G. H—I POLEN. Kirkehistorie. Den hedenske polske fyrste (af Piasternes slægt) Mieszko ægtede 966 en kristen prinsesse; samme år lod han sig døbe, og dermed trådte det polske folk officielt over til romerkirken. Mieszkos søn Boleslaw »den tapre» (992—1025) bekæmpede hedenskabet, og styrkede sin magt ved sit nære forhold til pavestolen. Under 87 Kasimierz »restaurator» (1040—58) knustes hedenskabet endeligt, og en polsk-romersk statskirke så lyset. Fyrsten var kirkens overhoved, men allerede under hans efterfølger indtrådte en spænding, i det kirken ville emancipere sig fra kongen. Kirkens frihedskamp betaltes med den polske nationalhelgen, Krakow-bispen Stanislaws martyrblod. Kongen mätte flygte, og mordet på biskoppen styrkede i høj grad kirkens anseelse. Striden mellem statsmagten og kirken fortsatte, men, medens rigets stilling svækkedes ved rivaliseren mellem jævnbyrdige fyrster, koncentrerede kirken sine kræfter om ærkesædet i Gniezno. Under Kasimierz den store (1333—70) kom Røde-Rusland (grænselandet mod s. ø.) under den polske krone. Befolkningen her, Ruthenerne, var i kirkelig henseende undergivet patriarken i Konstantinopel. Kasimierz’s politik gik ud på at lade de to kirker leve side om side i fuld frihed, og han indsatte Antonius som metropolit i Halicz. Fra 1386 kom en ny kongeslægt på tronen i P.: Jagiellonerne. Æltlingen, Jagiello (1386—1434), var af fødsel storfyrste af Litauen og forenede ved sin tronbestigelse disse to riger. Herved blev P. en stormagt; men tronen havde ikke været gratis: Jagiello måtte for at sikre sin søn arveretten give adelen store frihedsprivilegier (14338). Dette blev begyndelsen til adelens indflydelse på P.s politiske og kirkelige liv. Under Jagiellonerne nåede den kristne kirke sin højeste blomstring. Polske præster og munke missionerede i Litauen, hvor hedenskabet med sejg udholdenhed havde rådet indtil da. Støttet af sin fætter Witold, tilføjede Jagiello den tyske ridderorden i Østpreussen et nederlag ved Grunwald 1410, hvorved hertugen af Østpreussen blev polsk vasal. Paven viste forståelse for P:s stilling som romerkirkens forpost mod øst ved at udnævne Jagiello til pavelig generalvikar. Det nære forhold mellem P. og dets sydlige nabo, Bøhmen, bevirkede, at i disse år et stigende antal czekiske utraquister (jfr. Hus) søgte tilflugt i P. Det bidrog til at åbne manges øjne for pavekirkens forfald, lærens angribelighed og tilbageholdelsen af 88