lægmandskalken. Kritikken af romerkirken skærpedes af den sociale uretfærdighed. Romerkirken sad inde med 1/2 af landets indtægter. Adelen følte det som en ydmygelse at skulle svare tiende til den — i mange tilfælde — rå og uvidende gejstlighed. Hvad der også gav reformationen vind i sejlene, var, at der omkring 1500 bestod et livligt samkvem mellem P. og Tyskland. Tyske købmænd og håndværkere indvandrede til de polske købstæder, og unge polske adelsmænd besøgte tyske universiteter. Zygmunt I (1508—48) var en modstander af reformationen. 1524 udstedte han det berygtede Torun-edikt, som forbød Luthers skrifter. Ediktet kom ikke til at virke efter sin hensigt, men kongen for hårdt frem mod de evangeliske, f.eks. ved blodbadet i Danzig 1526. En mægtig protektor fandt disse i Hertug Albrecht af Østpreussen. Skønt vasal af den polske konge organiserede han en luthersk kirke i sit land og indrettede et trykkeri i Kønigsberg, hvorfra reformatoriske skrifter kunne sendes til P. I Litauen blev reformationen fremmet af den mægtige fyrst Radziwill; i Poznan holdt den lutherske adelsmand Gorka hånden over reformatoren Seklucyan. Store forhåbninger knyttedes til Zygmunt August (1548—72). De blev vel ikke indfriede, men reformationen havde under denne konge tålelige kår. Det var på denne tid (1556) »Polens reformator» Jan Laski (1499—1560) vendte hjem efter i over ti år at have været leder af flygtningemenigheder i Holland, England og Danmark. Han kom til at præge den kirkelige udvikling langt fremover i tiden, især på det kirkeorganisatoriske område. Hans ideal var at samle de evangeliske til fælles kamp, og det lykkedes ham at forene de tre protestantiske kirkesamfund: de bøhmiske brødre*, lutheranerne og de reformerte, trods modstand fra katolikkerne og deres højt begavede leder, kardinal H osius, og de vanskeligheder, der beredtes ham af den stadigt voksende antitrinitarisme, hvis ejendommeligste repræsentant dengang var Lismanino. Laskis virksomhed bar frugt efter hans død på S endomirsynoden 1570. I disse år blom- 89 POLEN Maria-kirken i Krakow. Grundlagt 1226. P. En polsk bibel udkom 1563. I Lillepolen (med strede den evangeliske kirke i centrum i Krakow) holdtes evangeliske gudstjenester 250 forskellige steder, i Litauen var 191 reformerte menigheder, i Storpolen 142 lutherske. De bøhmiske brødre havde 64 menigheder. På rigsdagen i Warszawa 1573 sikredes religionsfriheden. Omkring 1600 var man nået så vidt i enhedsbestræbelserne blandt de evangeliske, at man udvidede forhandlingerne til også at omfatte antitrinitarierne og de græskkatolske, men i det 17. årh. fjernede de evangeliske sig påny fra hinanden, og på religionssamtaleni" Torun 1645 näedes intet resultat. Den romerske modreformation satte ind, støttet af jesuitterne, især Skarga. Flere berømte adelsslægter vendte tilbage til »moderkirken», der byggedes nye klostre, og under August II (1697—1733) blev evangeliske gudstjenester forbudt. 1772, 1792 og 1795 oplevede P. sine tre delinger og ophørte som selvstændig stat. Naturligvis levede de polske kirkesamfund 90