| POLEN videre også efter P.s delinger. Tåleligst var kirkens kår i det såkaldte Galizien, den del, som var tilfaldet Østrig. Fra 1867 blev der nemlig tilstået polakkerne i Galizien et vist selvstyre. Forståeligt nok blev det især denromersk-katolske kirke, som kom til at nyde det katolske Østrigs gunst. — På tilsvarende måde blev protestanterne relativt bedst stillet i Vestpreussen og Posen, den del, som kom under preusserne. Dette hang sammen med, at en katolik uden videre blev gjort identisk med en polak, medens protestanter blev gjort ensbetydende med tyskere! (en betragtningsmåde, der for øvrigt har holdt sig helt op til vore dage i disse egne). — Vanskeligst var kirkerne stillet under russisk styre. Her drejede det sig jo om intet mindre end to tredjedele af det tidligere P., som med Warszawa som hovedstad nu blev til Kongrespolen i personalunion med zar-riget, men dog med en vis selvstændighed. To mislykkede opstande berøvede polakkerne de sidste rester af selvstændighed i 1830 og 1863 og sendte talrige højtstående gejstlige til sibiriske fangelejre. Den græsk-unerede kirke, der lige siden unionssynoden i Brzesc-Litewski 153596 havde været russerne en torn i øjet, blev nu i særlig grad offer for zarismens mistillid. I den russisk ortodokse kirkes øjne måtte de polske unerede være frafaldne, og de blev behandlede som sådanne. 1875 ophævede zar Alexander II de græskuneredes sidste bispedømme i Chelm, og tvang det til at bryde med Rom. Derved rettedes stødet ikke alene mod de græskunerede, men også den katolske kirke svækkedes ved unionens ophævelse. Den imponerende græsk-ortodokse katedral, som i disse år rejstes i Warszawa, kom til at stå som et synligt vidnesbyrd om skismaets fuldbyrdelse og »de frafaldnes» tilbagevenden til »moderkirken». Trods forfølgelserne skal der endnu i 1897 have været 90.000 tilhængere af den græsk-unerede kirke tilbage. 1905 lettedes trykket, idet der i den russiske forfatning indførtes en toleranceparagraf, hvilket bl. a. fik den virkning, at en stor del af de tidligere græsk-unerede nu gik helt over til romerkirken. Efter afslutningen af 91 den første verdenskrig (1914—18) genopstod det polske rige som republik med 34 mill. indb., deraf 31/2 mill. jøder. Statsforfatningen af 1921 sikrede religionsfrihed. Ca. 20 mill. rom.-kat., 31/2 mill. græsk-kat. (hovedsagelig ukrainere) og protestanterne fordelte sig på to kirkesamfund: lutheranere 1/2 mill. og unerede 400.000. Nuværende forhold. Den anden verdenskrig (1939—45) ændrede totalt P.s grænser og politiske såvel som kirkelige forhold. Det nuværende P. har 22 mill. indb., grænserne er forskudt imod vest. Der er (1952) kun 30.000 jøder (de fleste omkom under krigen og mange er udvandret) og . 250.000 protestanter, fordelt på en luthersk (ca. 150.000) og en reformert (ca. 100.000) kirke. Den overvejende del af befolkningen i det nuværende P. tilhører den rom.-kat. kirke. En såkaldt »overenskomst» af 1949 skulle klare forholdet mellem den kommunistiske regering og den katolske kirke. Den tog især sigte på religionsundervisningen, den katolske presse, filantropien (»caritas») og gejstlighedens pligter over for staten. Ikke desto mindre lagde det kommunistiske »selskabet for barnets venner», som stiftedes samme år, store hindringer i vejen for religionsundervisningen i skolerne. En organisation af »patriotiske præster» favoriseres af staten, og biskopperne rekrutteres fra dens rækker. Det er vanskeligt at opgive nøjagtige tal fra de seneste år. I 1953 regner man med ca. 11.000 katolske gejstlige (d.v.s. 1 for hver 2.200 medlemmer af kat. kirke; til smlgn. tjener i Frankrig 1 for hver 680), hvoraf ca. 30 biskopper og ærkebiskopper. Den katolske kirkes overhoved er kardinal Wyszinski. Endnu i 1949 var der henved 700 katolske skoler og 250 vajsenhuse (imod 4.677 statskoler). I begyndelsen af 1951 var der kun 90 katolske skoler tilbage, af hvilke flere var blevet »rensede». Litt.: Litt. for årene efter den anden verdenskrig findes ikke. — Til Polens kirkehistorie op til da: Wotschke, Geschichte der Reformation in Polen (Leipzig 1911); Karl Völker, Kirchengeschichte Polens (Berlin 1930); Die evangelischen Kirchen in Polen (Ekklesia 5, Leipzig 1938); 92