K.E. Jordt Jørgensen, Ökumenische Bestrebungen unter den polnischen Protestanten bis zum Jahre 1645 (diss. Khvn 1942). K.E.J.. PONTOPPIDAN, Erik (1698—1764), dansk kirkemand. P. var en præstesøn fra Aarhus, blev student fra Fredericia 1716 og cand. theol. 1718. Efter et års gerning som huslærer i Kristiania rejste han 1720—21 som hovmester for en ung adelsmand i Holland og England. Af livsvarig betydning for ham blev det førstehåndskendskab, han her tilegnede sig til reformert teologi og fromhedsliv. Efter sin hjemkomst blev P. først huslærer hos hertug Frederik Carl af Pløen, derpå 1723 prædikant ved hans hof og diakon i Nordborg, 1726 sognepræst i Hagenbjerg. Skønt P. ikke havde oplevet et religiøst gennembrud efter pietistisk skema, følte han fra sin første præstetid den hallensiske pietisme som sin forbundsfælle og optrådte som en ivrig vækkelsesprædikant med front mod den »døde» ortodoksi. Hans standpunkt gav anledning til heftige teologiske kampe med nabopræster. I disse år begyndte P. at fordybe sig i historiske og topografiske studier og udgav en række herhenhørende skrifter. Med Christian VI.s tronbestigelse begyndte P.s strålende løbebane. 1734 blev han slotspræst ved Frederiksborg, 1735 hofpræst i København, 1738 ekstraordinær professor i teologi, 1740 medlem af Missionskollegiet og meddirektør ved Vajsenhuset. Den tillid, han nød, gav sig bl. a. udslag i, at det blev ham overdraget at udarbejde en katekismeforklaring, »Sandhed til Gudfrygtighed» (1737), indført 1738. »P.s Forklaring», affattet i 759 spørgsmål og svar, er i mange stykker pietistisk påvirket, men føltes ved sin fremstillingsform som lidet egnet til tilegnelse af enfoldige bønderbørn. Særlig i Norge fik den dog stor betydning også i det 19. årh. 1740 udgav P. desuden en psalmebog »Den nye Psalme-Bog», indført alene i hofmenighederne. Hånd i hånd med de praktiske gøremål gik en meget frugtbar videnskabelig forfattervirksomhed. Særlig kan nævnes hans »Marmora Danica» 1—2, 1739—41, med gengivelser af gravskrifter, »Gesta et vestigia Da- 93 PONTOPPIDAN Erik Pontoppidan. Stik af A. Halweg efter et maleri af H. Ditmer. norum extra Daniam» 1—3, 1740—41, og frem for alt hans store kirkehistorie »Annales ecclesiæ Danicæ diplomatici» 1—4, 1741 —52. Trods ikke uvæsentlige svagheder i metodisk henseende er dette omfangsrige annalværk en værdifuld håndbog og en rig materialsamling. Sin samtids kirkehistoriske situation skildrede P. i romanform i »Menoza» 1—3, 1742—43. Efter Christian VI.s død blev P. biskop i Bergen og tog med vanlig energi fat på en lang række praktiske opgaver. Særlig interesserede han sig for skolevæsenet of stiftede bl. a. 1752 et Seminarium Fridericianum i Bergen. Også som visitator var han yderst flittig. Opholdet i Norge betød desuden ny inspiration for hans forfattervirksomhed. 1752—53 kom således »Norges naturlige Historie» 1—2. 1749 blev P. dr. theol. Pinlige personlige stridigheder gjorde tilsidst P. ked af Bergen og 1755 lod han sig udnævne til prokansler ved universitetet i 94