PONTOPPIDAN København. På grund af stillingens ubestemte karakter og professorskollegiets stædige modstand blev denne udnævnelse en skuffelse for P. og andre. Han trættedes i sine bestræbelser og søgte trøst i förnyet produktion. Således udgav han »Collegium pastorale practicum» (1757), præget af rig erfaring og pastoral visdom, desuden en række apologetiske afhandlinger, hvori han med baggrund i engelsk supranaturalisme og Wolffisk filosofi søgte at bygge et nyt forsvar for kristendommen op. Andre arbejder var værket om København »Origines Hafnienses» (1760) og det stort anlagte » Den Danske Atlas» 1—2, 1763—64, fortsat af Langebek o. fl. P. var ikke nogen original ånd eller nogen primær forsker. Frem for alt var han den reproducerende samler, men ved sit sjældent flittige forfatterskab har han tilvejebragt og for eftertiden tilrettelagt værdifuldt materiale. Som kirkemand indtager han en ejendommelig mellemstilling mellem pietisme og oplysning. Han spillede en betydelig rolle i sin tid, og også i det følgende århundrede øvede han en ikke ringe indflydelse især takket være sin »Forklaring». Litt.: M. Neiiendam, E. P. 1—2 (Khvn 1930— 33). B. K. PONTOPPIDAN, Morten Oxenbøll (1851— 1931), dansk præst, højskolemand og skribent. P. var af gammel præsteslægt og havde sit (noget grundtvigsk påvirkede) hjem i 3 jyske købstadpræstegårde. Som student kom han — under tryk af de nationale forhåbningers forlis i 1870 — i inderlig kontakt med det grundtvigske menighedsliv i Vartov og fik øjnene op for, at Danmarks fremtid lå i en folkelig genfødelse; hans læremestre i så henseende var foruden Grundtvig* især Bjørnson*, Hostrup og Chr. Bruun. Efter en kort præstetid gik P. 1878 i højskolens tjeneste, skabte sig hurtigt ry som skolemand, men kom snart i konflikt med ledende grundtvigianere på grund af sin kritik og kamp for at hindre grundtvigianismen i at stivne i kirkelig dogmatisme og politisk reaktion. Hans politiske kamp førte ham ind i Venstre; den religiøse kamp førte til brud med den såkaldte »kirkelige an- 95 Morten Pontoppidan. skuelse» (teorien om Apostolicums direkte overlevering fra Kristus) fordi dens stive dogmatik hindrede evangeliet i at blive et personligt eksistensspørgsmål — her gjorde Kierkegaards indflydelse sig gældende — og dette brud førte atter til, at hans højskole blev forladt af de grundtvigske bønder. Endog nadveren nægtede man ham i selve Vartov kirke, den kirkelige friheds arnested. 1893 var denne udvikling løbet til ende, og i kamp på alle fronter, grundtvigske, indremissionske og centrumskirkelige, så P. nu sin eneste fremtidsmulighed i folkekirken. Mere og mere blev han folkekirketankens talsmand. For samtiden stod han som en liberal teolog (»rationalist») og vist er det, at han oftest støttede de liberale og udtrykte sig i et sprog, som var hentet fra liberale sfærer; snarere var hans grundholdning dog en solid luthersk, ukompliceret anskuelse, forenet med uforfærdet kamp for åndelig frihed og kirkelig rummelighed, med respekt for den enkle og usammensatte »folkekristendom» og for det jævne folks ret til at 96