framträdde. 1928 ingicks en konvention med påvestolen. När under Carmona och Salazar en ny statsförfattning antogs 1933, bibehölls religionsfriheten men betonades samtidigt landets katolska karaktär. Den rom.-kat. kyrkans ställning reglerades genom ett konkordat med Vatikanen 1950. Av landets omkr. 8,5 mill. innevånare äro nästan alla katoliker. De evangeliskas antal uppgår till omkr. 5.000. P:s katolska kyrka är indelad i kyrkoprovinserna Braga (dess ärkebiskop är P:s primas), Evora och Lissabon (där ärkebiskopen har titeln patriark) ; kolonierna i kyrkoprovinserna Loanda (Angola), Lourenço Marques (Mozambique) och Goa (Indien). P. har icke frambragt några lysande religiösa personligheter; icke heller ha där framträtt betydande kyrkliga livsrörelser. Fromhetslivet äger en i hög grad grov, folklig prägel. Den evangeliska kyrkan har påverkats från England. Litt.: F. de Almeida, História de igreja em Portugal 1—3 (Coimbra 1910—17); H. Schäfer, Geschichte von Portugal 1—5 (i Geschichte der curopäischen Staaten, Hamburg 1836—52); H. V. Livermore, History of Portugal (New York 1948). W.A. S. POSITIVISMEN er betegnelse for den filosofiske retning, der vil tyde tilværelsen ud fra det positivt givne, som kan opfattes gennem sanserne. Den bliver således en udpræget realisme; men den adskiller sig fra naturalismen* ved også at regne med psykisk ved siden af det fysiske, og den vover ikke som materialismen* at blive til en spekulativ metafysik*, der har forladt den umiddelbart givne erfaring. P. vil udelukkende bygge på de positive fagvidenskaber, og deres positive karakter viser sig netop i, at de altid forklarer fænomenerne ud fra det givne, som det blev krævet af p.s grundlægger, den franske filosof Auguste Comte (1798—1857). For Comte er p. en forholdsvis ny foreteelse i menneskehedens historie, der er forløbet i tre »stadier». For det te ologiske stadium eksisterer der ingen naturlove; men guder og ånder bestemmer begivenhederne ved deres indgriben, og jo mere guderne løsnes fra materien, desto større frihed får forskningen. Det teologiske 101 POSITIVISMEN stadium tillader både intellektuelt og moralsk liv. Det andet stadium er det metafysiske, hvor alt forklares ved abstrakte ideer og kræfter. Den blege abstraktion har afløst den farverige fantasi, og forh. mellem de to stadier svarer på sin vis til forholdet mellem religion og filosofi hos Hegel*. Det tredie stadium er det positive, der kun interesserer sig for kendsgerninger, og formålet er at udtrykke fænomenernes optræden i love, der gør det muligt at forudse det tilkommende, thi »savoir est prévoir», og formålet er »savoir pour prévoir pour prévenir», at vide for at kunne forudse og derved komme begivenhederne i forkøbet. Dette er kun muligt, hvis der overalt kan opstilles en videnskabelig lovmæssighed, som gælder på alle områder, og p. må derfor ende i sociologien*, der vil formulere love for samfundsfunktionernes forløb. Comtes filosofi udformedes i årene efter 1830, og den kom på en måde som en berettiget reaktion over for den romantiske filosofis spekulation, der havde fået forskelligt udtryk hos Schelling og Hegel, som begge må hævdes at have tilhørt det »metafysiske stadium» i Comtes filosofi. Men i virkeligheden går p. længere tilbage i historien, og den var fælles med romantikken i at bekæmpe det 18. årh.s fornuftdyrkelse. Både romantikken og p. interesserede sig mere for naturen end for tanken; men medens romantikken ville fatte naturen spekulativt og intuitivt, ville p. søge at forstå den ud fra erfaringens talløse data. Romantikken vil gribe naturen gennem det menneskelige subjekt, medens p. vil forstå den ud fra de givne objekter. Romantikken går fra helheden til delene, medens p. vil gå fra delene til helheden. Den første er parmenidisk, den sidste heraklitisk, som det ville hedde i græsk filosofi. Da den voksende naturkundskab begyndte at få fastere former, blev det til fordel for p. og ikke for romantikken, og den nyopdukkende evolutions- eller udviklingslære på det naturhistoriske område blev et engelsk sidestykke til den franske p. En tysk parallel var den materialisme, der med L. Feuerbach* i spidsen ville nægte enhver gyldighed på det 102