PRAGMATISME religiøses område. I modsætning hertil anerkendte Comte ikke blot i sine senere år, da et mystisk drag fik indpas i hans tænkning, men også fra første færd religionen som et berettiget »stadium»» i den sociologiske udvikling. Comtes p. kaldes realistisk p., fordi han betragter fænomenerne som virkelige eller reale, ekstramentale data. I modsætning hertil har den tyske filosof Hans Vaihinger fremsatenidealistisk p., idet han ikke vil anerkende nogen væren uden for oplevelserne, og en sensualistisk p. møder os hos den østrigske filosof Ernst Mach (1838—1916), der bestemmer tingene som fornemmelseskomplekser. En lignende p. finder vi hos Richard Avenarius (1843— 96), der var professor i Zürich og i sin »empiriokriticisme» lærte en positivistisk filosofi. En antikantiansk p. møder vi hos Ernst Laas (1887—85), der var professor i Strasbourg. I Frankrig regnes H. Taine og Ernest Renan til p., i England delvis Stuart Mill og i højere grad Darwin, Th. Huxley og Herbert Spencer, i Italien Roberto Ardigò (1828—1920) og i Tjekoslovakiet dets første præsident Thomas Masaryk. I Danmark har H. Høffding været regnet for positivist, og i metoden gælder det samme K. Kroman. Som reaktionsfænomen mod den romantiske spekulation har p. været af største betydning og berettigelse, og den har i virkeligheden præget de fleste filosofiske retninger til op mod 1920, da den fik en slags fortsættelse i den logiske empirisme (jfr. Empirism), der også kaldtes for nypositivismen. Den stadig voksende naturerkendelse gav p. medvind i så høj grad, at ikke blot natur-, men også kulturvidenskaberne kom ind under dens metodik. Dette gjaldt også historien, der som læren om absolut singulære enkeltbegivenheder ikke er egnet til at formuleres i eksakte love, som naturfænomenerne bliver det. På religionens område har p. vist sig i den stedse stigende betydning, som religionshistorien*, religionspsykologien* og religionssociologien* har fået på bekostning af religionsfilosofien*, og inden for den egentlige teologi betegnede p. en stærk fremgang for de historiske di- 103 scipliner (kirkehistorie og bibelforskning). Det er først efter 1920, dette forhold atter er ved at vende sig. Den Ritschlske teologi med dens afvisning af metafysikken var et teologisk reaktionsfænomen over for p. og naturalismen, og den søgte at vise, at åndsværdierne har deres gyldighed uafhængigt af deres empiriske oprindelse. P. er ikke blot relativisme, men også psykologisme, sociologisme og historisme i den forstand, at den ikke vil anerkende åndsværdiernes gyldighed, men blot tale om deres psykiske, sociologiske og historiske fakticitet. Litt.: A. Comte, Cours de philosophie positive 1—6 (Paris 1830—42); H. Taine, Le positivisme anglais (Paris 1864); E. Littré, A. Comte et la philosophie positive (3. ed. Paris 1877); E. Laas, Idealismus und Positivismus 1—3 (Berlin 1879 ff.); R. Avenarius, Kritik der reinen Erfahrung 1—2 (Leipzig 1888—90); R. Flint, Positivismen og den positivistiske religion (Khvn 1888); E. Caird, The social philosophy and religion of Comte (2. ed. London 1893); H. Høffding, Den nyere filosofis historie (3. ed. Khvn 1922; niende bog: positivismen); dens., Moderne Filosoffer (Khvn 1904); H. Vaihinger, Die Philosophie des Als Ob. System der theoretischen, praktischen und religiösen Fiktionen der Menschheit auf Grund eines idealistischen Positivismus (7.—8. ed. Leipzig 1922); F. Harrison, The positive evolution of religion (London 1913); J. Dewey, Reconstruction in philosophy (New York 1920); W. Koepp, Grundlegung der induktiven Theologie (Greifswald 1923); A. Nygren, Kristendomen och rätten (i Svensk teol. kvartalskr. 1947). S. H. PRAGMATISME (av gresk rpäypa i betydningen »den ting som utrettes») kalles den filosofiske anskuelse som oppfatter sannhet og verdi som ensbetydende med brukbarhet. Begrepet har røtter hos Wolff og Kant, men fikk sin avgjørende pregning da W. James i 1898 tok det opp fra C. S. Pierce. Sin p. kalte James også »radikal empirisme». I John Deweys utformning kalles den gjerne »instrumentalisme», fordi tenkningen blir middel til vital tilpasning. Beslektede tanker finnes hos Bergson. 1I England har F. C. Schiller gitt sin p. navnet »humanisme» for å understreke erkjennelsens sammenheng med det erkjennende menneske. 104