PREDIKAN Senere i århundredet ses hos mange »den rette lære» bevaret, men trædende tilbage for den moraliserende »oplysnin g». Efterhånden søges deismen og materialismen bekæmpet ved indrømmelser i forventning om, at »de moderne» til gengæld vil høre på en »fornuftig» p. C. Bastholm fortjener at huskes for andet end »Gejstlige talekonst», men også hans p. udmærker sig dog mere ved formfuldendt talekunst end ved dybde og er typisk rationalistiske. Rosenstand-Goiskes relativt positive »Betragtninger» (1766—69) er præget af Wolffs filosofi. Ortodoksi og pietisme har stadig repræsentanter (Grundtvigs fader var »gammeldagstroende»), og biskop N. E. Balle er en stærk hæmning for »oplysnings»-forkyndelsen à la Salzmanns fra tysk oversatte »Christelig huspostil». Ind i 19. årh. er H. G. Clausen en apologetisk forkynder af etisk rationalisme, udnyttende Kants filosofi. En overgangsskikkelse er B. Falk Rønne (»Prædikener 1817—24», med forordets gribende bekendelse af, hvorledes han før sin omvendelse har svigtet menigheden). 19. årh.s vældige reaktion mod »oplysningen» blev båret af bibelkristne, kirkebundne forkyndere, især af Grundtvig*, hvis »Bibelske prædikener» (1816) er ortodoks biblicisme som vækkelses-p.; men i »Søndagsbogen» (1827—31) og »Vartovprædikener» (fra 1839) fremhæves den apostoliske trosbekendelse og sakramentordene som »Herrens ord til os» (bibelen derimod: menneskers ord om Herren), og den særlige grundtvigske menighedskristendom forkyndes energisk. Biskop Mynsters’ p. (1810, 1817 efter et åndeligt gennembrud, og senere flere samlinger) var ikke stærkt »vækkende» p., men ægte bibelsk opbyggelse for den enkelte og havde uhyre stor apologetisk og samlende virkning i samtiden. Den »spekulative» teolog, biskop Martensen* prædikede kaldende til troens afgørelse. Mynsters og Martensens linie fortsættes af B. J. Fog og andre betydelige prædikanter af konservativ-kirkelig støbning og fornemmes endnu (»Kirkeligt Centrum»*). Betydelige Grundtvigdisciple var V. Birkedal, O. Moller, P. Rørdam, Th. Skat-Rørdam og 131 (senere) M. Pontoppidan*. — Selvstændig, dybtgående og mærkeligt lidt forældet er D. G. Monrad* (»Prædikener» 1871). Fra 60.erne kom med »Indre Mission»* en ny, mere pietistisk vækkelse, hvis fører og førende prædikant var Vilhelm Beck*. B.s pietistiske strenghed forenedes med djærv folkelighed (»Nyt og gammelt», en postille 1869). Bevægelsen blev til »Kirkelig Forening for Indre Mission»; i Danmark forblev derved største parten af den pietistiske vækkelse indenfor stats-folkekirken og blev — også i forkyndelsen — sakramentbundet. Tilknyttet Indre Mission er »den kristelige ungdomsbevægelse» (KFUM og KFUK), hvis fornemste prædikant O. Ricard (d. 1929) samlede store skarer (påvirkning fra Mynster, moderat liberal teologi og engelsk vækkelse). Københavns Indre Mission blev mere bredkirkelig end »landmissionen» med prædikanter som Stein, Frimodt og i 20. årh. H. M. Fenger, H. Ussing (påvirket af Keswick-møderne) og Skovgaard-Petersen. »Tidehvervs-røret» i 20.erne og 30. erne (tilknytning til Kierkegaard og K. Barth) fik megen grundtvigianisme og Indre Mission til at besinde sig på en mere objektiv forkyndelse. En særpræget »Tidehvervs»- prædikant er T. Schack (»Prædikener» 1945). »Tidehverv» og enkelte andre er i nutiden i teologi og forkyndelse under tydelig indflydelse af Bultmannsk eksistensfilosofiske evangelieforståelse. — » Kirkeårets Tekster» ved Prenter, Seidelin og Asmund (1941—42) er kirke- og bekendelsestro homiletiske tekstgennemgange (p. som »tekstaflæsning»). — Kaj Munk (flere p.-samlinger; ikke-tekstbundne tema-p.) repræsenterer, trods det originale og eksklusive, noget, som er typisk for megen dansk p.: prædikanten, som uhøjtideligt nærmest står i en sjælesørgerisk samtale med tilhørerne, idet han søger at lade tekstens budskab samtale både med de andre og med sig selv. Litt.: foruden ovenfor anførte uddrag af p.- litt.: H. G. A. Jørgensen, Sognepræst og præstegård. Dansk præstegårdsliv gennem 100 år (Khvn 1937); M. Neiendam, Nogle bidrag til den danske p.s historie (i Håndbog i kristendomskundskab 5, Khvn 1943). Til de enkelte 132