PROFET alder tilbage var det almindeligt at betragte den gammeltestamentlige profetisme som et enestående fænomen. Indenfor nutidens forskning er man opmærksom både på lighederne med profetismen, som den kendes over hele jordkloden, og i særdeleshed med profetismen inden for den forasiatiske kulturkreds, uden at det dermed er sagt, at der ikke også er karakteristiske forskelle. Mariteksterne frembyder interessante paralleller, og i endnu højere grad er studiet af kan aanæernes religion (jfr. Palestina) berigende for forståelsen af profetismen i G. T. og brydningen mellem įisraelitisk og kanaanæisk kultur. Vi hører i de historiske bøger i G. T. om p., der har boet ved bekendte helligdomme (Gibea 1. Sam. 10:10; Rama 1. Sam. 19: 18—24; Bethel 1. Kong. 13: 11; 2. Kong. 2:3 o.a. s.). De har udgjort samfund eller laug, hvis øverste leder kaldes »fader», og svarende hertil kaldes de enkelte medlemmer » profetsønner» (2. Kong. 2:3, 5, 4:1, 6:21). Denne tilknytning til en helligdom, som er bevidnet for nogle p.s vedkommende, opfattes af flere forskere som noget normalt for alle p., også hvor vi ikke udtrykkelig hører om det i teksterne; fra anden side hævdes det, at forholdet er noget løsere i den sene kongetid og i den eftereksilske tid, men det må ikke overses, at flere af den tids p. også er sat i forbindelse med templet i Jerusalem (Jeremias, Ezekiel, Haggaj og Sakarja). Ekstasen synes i den ældre tid at have været noget karakteristisk for p. (1. Sam. 10:5 f., 19:20 f.; 1. Kong. 18:28 f.). Selv følte de det, som om Jahves ånd kom over dem, når de kom i ekstasen, mens udenforstående kunne betragte dem som afsindige (1. Sam. 10:10 f.). Da p. — i hvert fald i det ældste Israel — har været nær knyttet til kulten, er det ikke tilfældigt, at kongen som øverste kultusleder søgte føling med dem, når han stod over for store afgørelser. Således samler kong Ahab 400 p. foran Samarias port før sit planlagte felttog mod Aram. Forudsætningen er, at p. ikke blot skal forudsige kongen sejr i kampen, men også med deres ord være med til at skabe sejren. 151 De ord, som p. har forkyndt, har altid haft en aktuel karakter. Oprindelig har p.-ordet sikkert været ganske kort og taget sigte på en bestemt situation, som ikke behøver at være angivet i ordet. Den nyere forskning tænker sig, at p.-ordene har været overleveret mundtligt i disciplenes kreds, og i modsætning til litterærkritikerne tænker flere sig nu, at nedskrivningen først har fundet sted, efter at den mundtlige tradition på det nærmeste havde fået den endelige form, hvori ordene foreligger i G. T. Teorien modificeres dog derved, at nogle sondrer mellem de p.-skrifter, som er af diwan-typen d. v.s. er samlinger af ord om og af en p. (f.eks. Amos’ skrift), og de skrifter, som nærmest er liturgier (f.eks. Habakkuks skrift). Fra anden side hævdes dog stadig, at nogle af p. selv har nedskrevet eller dikteret dele af deres udsagn. Profeternes religion. Påvisningen af p.s principielle tilknytning til kulten har influeret på opfattelsen af deres forkyndelses indhold. I den liberale teologis tidsalder urgerede man p.s skarpe udfald mod kulten (Jes. 1: 10 ff.; Jer. 7: 21 ff.; Hos. 6: 6; Amos 5: 21 ff.; Mik. 6:6 ff.) og opfattede p. som talsmænd for en ren etisk religion uden nogen som helst kultus. Hvis p. ganske overvejende er at betragte som kult.-p., er det på forhånd usandsynligt, at de har ønsket al kultus afskaffet, hvorfor deres antikultiske ord må forstås som rettede mod den populære opfattelse af ofrene som tilstrækkelige til at afvende Jahves vrede uanset folkets etiske vandel. P. vil ikke afskaffe kulten, men give den dens rette plads i forhold til de etiske krav, som er indesluttet i pagten med Jahve. De populære p. lovede folket fred og lykke, idet de hævdede, at pagten med Jahve var en garanti mod forkastelse, og hans vrede kunne afvendes ved ofre. Heroverfor hævdede p. som Amos, Hosea og Jesaja, at Jahves tilsagn til folket er etisk betingede, og straffen kan ikke afbødes ved ofre, men kun ved omvendelse, og i så fald vil der være håb i hvert fald for en del af folket om at undgå den katastrofe, som er stillet folket i udsigt; ellers vil Jahve ikke lade sig afholde fra at tugte Israel ved et fremmed folk og lade 152