dem deportere. Forstået på denne måde bliver p. ikke ensidige doms-p., som det ofte hævdes, men de forjættende partier i de skrifter, der går under deres navn, kan forliges med Jahves væsen. Snarere end at kalde disse p. for doms-p. bør man kalde dem reaktions-p., idet disse p.s hele virksomhed må opfattes som en protest mod en Jahvedyrkelse der var inficeret af kanaanæernes religion. De protesterede mod, at Jahve i lighed med Baal dyrkedes i tyreskikkelse, og at han opfattedes som en døende og igen opstående gud. De repræsenterer her traditioner, der havde rødder i ørkentidens Israel, og derfor kunne de hævde, at frafaldet var sket med indvandringen i Kanaans land (Hos. 9: 10). I denne henseende er der ingen væsentlig forskel på dem, man med et noget uheldigt udtryk plejer at kalde »skrift-p.», og p. af Elias type. Uden deres vidende havde selv de skarpeste reaktions-p. optaget forestillinger, som oprindelig var Jahvismen fremmede. Det gælder først og fremmest opfattelsen af Jahve som konge og Israels konge som hans repræsentant. Men for p. kan disse tanker forliges med Jahvismen, for så vidt som der stilles ideelle krav til kongen, og står han ikke mål med disse, forkynder de dommen over ham uden dog at opgive håbet om en fremtidig konge, som opfylder disse krav (Jes. 9:6 f., 11:1 ff.). Den gammeltestamentlige profetisme havde sin blomstringstid i kongetiden og i tiden i og omkring eksilet. En p. som Maleaki fra Persertiden er en sen udløber af den gamle profetisme. I N.T. bærer Johannes Døberen* både i det ydre og i sin forkyndelses form og indhold umiskendelig lighed med p. i G. T., der revsede deres samtid (Matt. 3: 1—12, 11:2 —-15 og paralleller). Også Jesus, som Johannes viste hen til som den større, der ville komme efter ham, benævnes udtrykkelig med ordet p. (Matt. 21:11, 46; Luk. 7:16, 24: 19; Joh. 6:14). I de første kristne menigheder har profetismen heller ikke været noget ukendt fænomen. Paulus giver i 1. Kor. formaninger angående p. i menigheden. Ifølge den måde, som de omtales på, har ekstasen været karakteristisk for den form, 153 PROST hvorunder de fik deres åbenbaring; men deres tale har været med forståelige ord i modsætning til tungetalen, hvorfor Paulus sætter profetien højest af de to nådegaver (1. Kor. 12:128 ff., 14). Se også art. om de enkelte p. og De mindre profeter. Litt.: E. Fascher, xpoeíĀns.. Eine sprach- und religionsgeschichtliche Untersuchung (Giessen 1927); W. Robertson Smith, The prophets of Israel (2 ed. London 1895); C. H. Cornill, Der israelitische Prophetismus (13 ed. Berlin 1920); G. Hölscher, Die Profeten (Leipzig 1914); B. Duhm, Israels Propheten (2 ed. Tübingen 1922); H. Gunkel, Die Propheten (Göttingen 1917); J. Skinner, Prophecy and religion (2 ed. Cambridge 1926); Th. H. Robinson, Prophecy and the prophets in ancient Israel (2 ed. London 1944); S. Mowinckel, Psalmenstudien 3: Die Kultprophetie und prophetische Psalmen (Kristiania 1923); dens., Prophecy and tradition (Oslo 1946); dens., Ekstatiske innslag i profetenes oplevelser (i Norsk teol. tidsskr. 1948); J. Lindblom, Profetismen i Israel (Sthm 1934); A. Jepsen, Nabi. Soziologische Studien zur alttestamentlichen Literatur und Religionsgeschichte (München 1934); Aubrey R. Johnson, The cultic prophet in ancient Isracl (Cardiff 1944); A. Haldar, Associations of cult prophets among the ancient Semites (diss. Uppsala 1945); I. Engnell, Profetia och tradition (i Svensk exegetisk årsbok 12, 1947); H. Knight, The Hebrew prophetic consciousness (London— Redhill 1947); J. P. Hyatt, Prophetic religion (New York 1947); G. Widengren, Literary and psychological aspects of the Hebrew prophets (Uppsala—Leipzig 1948); M. A. Schmidt, Prophet und Tempel. Eine Studie zum Problem der Gottesnähe im Alten Testament (diss. Zollikon—Zürich 1948); Studies in old testament prophecy presented to Th. H. Robinson, ed. by H. H. Rowley (Edinburgh 1950). E.H. PROST (av lat. praepositus, förman) är namnet på präst i viss bestämd förmansställning. Namnet brukades först i klostren, där p. var klosterföreståndarens, abbotens, närmaste man. Numera benämnes denne mestadels prior. Då domkapitlen bildades, närmast efter klostrens förebild, eftersom dess medlemmar under den första tiden levde ett klosterliknande gemenskapslivy (det regulära domkapitlet), fick biskopens närmaste man namnet »praepositus», sv. domprost (se Domkapitel). Han hade ledningen 154