PROTESTANTISME. Navnet p. stammer ' fra rigsdagen i Speyer 1529, hvor det evangeliske mindretal samledes om en protestation imod rigsdagens romersk-katolske majoritetsbeslutning, der var gået den reformatoriske bevægelse imod. Det var altså i begyndelsen nærmest et politisk begreb og anvendtes kun af reformationens modstandere. De reformatoriske selv foretrak navnet evangelici. Senere fik navnet en mere almindelig betydning og er efterhånden blevet samlingsbetegnelse for alle ikke romerskkatolske kirkesamfund og bevægelser. Først og fremmest har ordet altså en negativ klang i retning af antiromersk, men navnet tydes også ofte positivt, idet det latinske protestari ikke blot betyder det negative: at sige nej til noget, men tillige »at bevidne» eller »at vidne for noget». »P. protesterer imod det, der rejser sig imod evangeliets og troens frihed, fordi den går positivt ind for denne frihed» (R. Prenter). Ordet p. dækker over vidt forskellige kristelige bevægelser og standpunkter. Først og fremmest over de »klassiske» reformatoriske kirkesamfund, de lutherske og de reformerte, og de samtidig med disse opståede »sværmeriske» religiøse bevægelser, der stod i skarpt modsætningsforhold til reformatorerne: gendøberne og antitrinitarerne. Endvidere over de igennem tiderne opståede kirkedannelser og religiøse bevægelser, der udskilte sig fra de oprindelige reformationskirker såvel i England som på fastlandet: baptister, kongregationalister, kvækere, me- todister, Brødremenigheden, Frelsens hær, adventister og pinsebevægelsen — for kun at nævne nogle af de største. I mange tilfælde er det et åbent spørgsmål, om sådanne samfund overhovedet kan regnes med til p., i andre, f.eks. over for mormoner og Jehovas vidner, må spørgsmålet besvares benægtende. Nordamerika danner i denne hen- seende et kapitel for sig selv, thi her vandt ; ikke blot de her nævnte bevægelser stor ud- bredelse, men her fremstod yderligere talrige kirkespaltninger, så at Amerika ikke uden grund er blevet kaldt frikirkernes verdensdel. Hertil kommer nu endvidere, at p. igen- 157 PROTESTANTISME nem de sidste par århundreder har fået endnu en betydning, hvorefter det ikke betegner et bestemt samfund med en bestemt bekendelse men en religiøskulturel livsholdning, der kan være ganske uafhængig af tilhørsforholdet til noget bestemt kirkesamfund. Navnet p. dækker således over en mængde afskygninger og store, delvis uforennelige modsætninger, der i høj grad vanskeliggør — for ikke at sige umuliggør — en fælles karakteristik og truer med at gøre brugen af ordet meget problematisk. Det er derfor sikkert bedst at undgå betegnelsen »protestantisk» og bruge det udtryk, som reformatorerne selv foretrak, »evangelisk». Skal man forsøge en indholdsmæssig karakteristik, kan det kun gøres ved at skelne mellem ganske forskellige typer. Forsøgsvis vil vi skelne mellem tre: 1. Den »klassisk» reformatoriske, kirkelige p. Dens protest imod den romersk-katolske kirke har fundet sit udtryk i talen om de to principper, a) det formale: skriften og de på denne byggende økumeniske bekendelser som troens eneste grundlag, hvorved der tages afstand fra traditionsprincippet, der gør kirken og traditionen til øverste trosregel; b) det materiale: retfærdiggørelse ved tro, hvorved der tages afstand fra enhver synergisme, der gør menneskets egen indsats medvirkende i frelsen. Frelsen beror på Guds frie, personlig tilvendte nåde i hans almægtige ord, virkende i forkyndelsen og sakramenterne, hvis eneste indhold er Kristus selv. Hermed tages tillige afstand fra en sakramentsmystik, hvor nåden ses som guddommeligt indgydte kræfter, ikke først og fremmest som Guds forbarmende sindelag. Hermed er også givet en ny forståelse af kirken som samfundet af syndere, der ved ordets forkyndelse og de hellige sakramenter er bragt til Kristus og dermed er blevet hellige og retfærdige. Autoriteten ligger ikke i en ufejlbar, garanteret kirke, men alene i Gudsordet selv. Mellem Gudsordet i åbenbaringen og menneskeordet i kirken består ikke en direkte identitet, således som den romersk-katolske kirke forstår det. Denne reformatoriske p. har fundet sit udtryk i de 158