PROTESTANTISME forskellige reformatoriske bekendelser, der indtil i dag har været en væsentlig bestanddel af reformatorisk p. 2. Den individualistisk-subjektivistiske, spiritualiserende p., som den har fundet udtryk i mange fraktioner i løbet af p.s historie, navnlig i mange af de pietistiske vækkelsesbevægelser, der brød ud af de større reformatoriske kirkesamfund. Her lægges vægten ikke først og fremmest på det objektive i ord og sakrament, men mere på den subjektive frelsestilegnelse. Set fra et reformatorisk synspunkt har denne form for p.en sværmerisk tendens til at stille den menneskelige fromhed i ordets og troens sted. Såvel i forståelsen af omvendelsen og frelsestilegnelsen, af forholdet mellem retfærdiggørelse og helliggørelse som i forståelsen af kirkens væsen og af dens forhold til staten og det verdslige liv afviger denne p. i væsentlig grad fra den reformatoriske. Ejendommeligt er det, at denne type, der fra een side set udgør den største modsætning til det romerske kirkeprincip, i selve fromhedslivet ofte har modtaget væsentlig påvirkning af den romerske katolicisme. Allerede Luther så forbindelsen mellem de sværmeriske bevægelser og romerkirken. Senere har den historiske forskning påvist, i hvilken grad f. eks. middelalderlig mystik har præget mange af »vækkelsesbevægelserne», der altid har stillet et alvorligt spørgsmål til de reformatoriske folkekirker. 3. Den såkaldte nyprotestantisme*, der ikke har udkrystalliseret sig i bestemte samfund, men mere som en bestemt religiøs, udogmatisk livsholdning, har vundet indpas i alle protestantiske kirkesamfund og bevægelser. Ifølge ny-p. er kristendommen ikke bundet til en bestemt udformning, hverken i det 1. eller 16. eller nogetsomhelst århundrede, men er i stadig udvikling og proces. Det protestantiske princip er ensbetydende med enhver forkastelse af en ydre autoritet, det være sig en kirkelig-hierarkisk eller skriften selv. Den øverste rettesnor er i sidste instans det etisk-religiøse menneske selv i dets ideale bevidsthed. Protestantisk teologi er vurderingsteologi. P. er i denne udformning 1. subjektivisme, 2. idealisme og humanisme, 159 3. historisme, 4. kritik, 5. moralisme og 6. spiritualisme (Søren Holm). De her i yderste korthed skildrede typer foreligger naturligvis ikke som rendyrkede fænomener, men i stadig vekselvirkning og spænding, ofte i skarpt opgør med hinanden. Taget som helhed har p. været en af de betydningsfuldeste faktorer i den vesteuropæiske kultur og kristendomsforstäelse. Dens stilling i nutiden kan næppe bedømmes objektivt, da bedømmelsen væsentlig afhænger af den bedømmendes egen position. Forstår man p. som den fra reformationen udgåede kristendomsforståelse, repræsenteret i de store reformatoriske kirkesamfund, må det fremhæves, at p. i dag så afgjort befinder sig i kæmpende situation, både ude og inde fra. Det er næppe overdrevet at sige, at siden modreformationens dage har p. ikke været så trængt som i dag. De omvæltende verdensbegivenheder i de sidste menneskealdre har skabt en uhyre vanskelig situation for de protestantiske kirker. Man behøver kun at tænke på flygtningeproblemet (hver 10. lutheraner er flygtning), på opløsningen af lutherske, tidligere blomstrende folkekirker og på forholdet til de autoritære, politiske bevægelser. Hertil kommer forholdet til romer kirken, der vel på den ene side er præget af en voksende gensidig forståelse, men alligevel må anses for yderst spændt, ikke mindst på baggrund af denne kirkes voksende ekspansive kraft og politiske indflydelse. Det kan endvidere ikke nægtes, at p. også indefra er truet af opløsende kræfter. Opgøret mellem en bibelsk reformatorisk p. og en modernistisk, delvis kirkeopløsende p. er stadig standende, ligesom kulturradikalismen og sekulariseringen bliver et stadig større problem. Det har da heller ikke manglet på røster, der har späet, at p.s endeligt som kirkedannende størrelse kun er et spørgsmål om tid. Det er af væsentlig betydning for protestantisk kristendom, at den for alvor besinder sig på sin reformatoriske arv, der igen fører den tilbage til åbenbaringen i Kristus, bevidnet i skrift og bekendelse. Men dens forhold til såvel den reformatoriske bekendelse som til den hellige skrift selv er 160