PRÆSTEDRAGT tjänst som har att utdela vad Kristus genom sin offertjänst ensam förvärvat. Därför brukar den tyska reformationen aldrig ordet p. (Priester) om kyrkans tjänare utan andra beteckningar, såsom Pfarrer, Pastor, Diener des göttlichen Wortes. I de nordiska kyrkorna bibehölls ordet p., dock utan att den allmänna åskådningen om kyrkans ämbete i någon mån avvek från den reformatiskt gängse. Se vidare Kristi trefaldiga ämbete, Kyrkans ämbete, Prästlöfte, Prästutbildning, Prästvigning. Litt.: H. von Campenhausen, Kirchliches Amt und geistliche Vollmacht in den ersten drei Jahrhunderten (Tübingen 1953); dens., Prästbegreppets uppkomst i den gamla kyrkan. Ett föredrag. (i Svensk exeget. årsb. 4, Uppsala 1939). Se vidare litt. under art. Kyrkans ämbete. R. A. PRÆSTEDRAGT. En egentlig standsdragt for præster kendtes ikke i oldkirken, men de i hverdagen brugte klædningsstykker, som efterhånden kom i brug som særlige messeklæder, brugtes også udenfor kirken. Efter folkevandringerne, hvor lægfolket antog germanernes klædedragt, krævede kirken sømmelig klædning af sine præster, og de antog talaren (dansk: samarie), en langærmet, til halsen opknappet og fodsid sort kjole eller frakke som husdragt og underdragt under messeklæderne. Ved reformationen indtrådte store forskelligheder, men det almindeligste blev dog at man uden på dagligklæderne eller talaren bar de lærdes sorte, folderige, til knæene rækkende k appe (tysk Schaube), åben fortil og med randen kastet tilbage som krave og som opslag langs forsiden (»vinger»); dog forekom også talaren alene. Af kappen opstod gennem vekslende former den nu i Danmark, Norge og Island brugte præstekjole, men det lader sig næppe afgøre, om forstykket er resten af talaren eller i kappen indsatte stykker. Til denne dragt føjedes pibekraven, som på reformationstiden var et yndet modestykke, men, da den ellers forsvandt, bevaredes ved præstekjolen; den afløstes for en tid af en flad kniplingskrave. På ærmelinningerne påsattes hvide p o0ignetter. Som præstens privatdragt brugtes 171 den oprindelig som daglig husdragt, hvilket også er påbudt i Danske Lov (1683), men denne skik ophørte omkring år 1800. Nu er den i udpræget grad præstens embeds- og gudstjenestedragt. Biskopper og teologiske doktorer (også ikke præsteviede) har i forskellig sammensætning kjoler af silke og fløjl. Den i Sverige og Finland brugte p., den sorte frakke (kaftanen eller prästrocken) med opstående krave, stammer fra talaren. Til den hører en hvid bladkravye, som omkring 1700 voksede ned og dannede to hvide bånd. Præstekappen er i slægt med den tyske Schaube. Den liturgiske anvendelse af præstekappen er vekslende. Mens den på sine steder, sådan som det især var tilfældet i det 19. årh., stadig anvendes som den almindeligste liturgiske dragt såvel ved gudstjenesten som ved de kirkelige handlinger, er den nu som regel blevet erstattet af alba og messehagel ved højmessens altertjeneste. Ved prædiken, dåb, vielse, jordfæstelse og andre rituelle handlinger bruges stadig præstekappe, men den kan af og til erstattes af alba og stola. Se også Paramenter. Litt.: E. Rodhe, Den svenska prästdräkten (i Studier tillägnade Magnus Pfannenstill, Lund 1923); P. Severinsen, De rette messeklæder (Khvn 1924). G. P. PRÆSTE-, se også Präst-. PRÆSTEHISTORIE, se Herdaminne. PRÆSTEINDSÆTTELSE, se Kyrkliga vig- ningar. PRÆSTEINDVIELSE, se Kyrkliga vigningar. PRÄSTFÖRENINGAR. Historia. I syfte att förena prästerskapet inom resp. länder i endräktigt samarbete, främja den kyrkliga utvecklingen, stimulera medlemmarnas fortbildning och tillvarataga deras ekonomiska intressen ha p. bildats inom samtliga nordiska länder. Då tanken på p. först framfördes, mötte den ganska starkt motstånd inom prästerskapet. Man menade, att det vore oriktigt att prästerna bildade fackliga intresseföreningar och man var rädd för att frågor av 172