ske stifter holdtes derimod i almindelighed kun herredssynoder, hvor til gengæld biskoppen ofte var til stede. I 1618 blev det imidlertid anordnet, at der i alle danske stifter to gange årligt skulle holdes provstemode (eller landemöode, som siden blev det sædvanlige navn; mode betyder officielt møde). Stiftslensmanden skulle præsidere sammen med biskoppen, og alle stiftets provster skulle være til stede. Til landemodet henlagdes, foruden de allerede nævnte ting, funktionen som gejstlig overret. Hver enkelt provst skulle snarest muligt efter landemodet samle alle sine præster og underrette dem om det på landemodet bekendtgjorte, vedtagne og dømte. Da nye privilegier i 1661 gav gejstligheden egen jurisdiction, øgedes landemodernes betydning stærkt, og biskoppens myndighed voksede på stiftslensmandens bekostning. I sidste halvdel af 1600-tallet stod landemoderne på højdepunktet af deres betydning — symbolsk udtrykt deri, at der blev spillet på blæseinstrumenter fra Roskilde domkirkes tårne, når landemodeprocessionen vandrede fra den højtidelige gudstjeneste over til forhandlingerne i landemodesalen. I 1700-tallet svandt landemodernes betydning stærkt ind, vistnok især fordi det i stigende grad blev hævdet, at de egentlig dømmende kun var stiftsamtmanden og biskoppen, medens provsterne blot var vidner. Mange gejstlige retssager pådømtes nu af ekstraordinære provstemoder, hvor kun få provster (eller blot sognepræster) deltog. De regelmæssige herredskonventer synes allerede i århundredets begyndelse at være gået af brug de fleste steder. I 1806 overførtes alle retssager, der ikke direkte angik den kirkelige side af præsternes embedsførelse, til de borgerlige domstole. Nu om dage træder landemoderne kun sjældent i funktion som domstole og da næsten altid som ekstraordinære landemoder med stiftsprovsten som notar, et par provster som bisiddere og stiftsamtmanden og biskoppen som dommere. I 1800-tallet gik man efterhånden over til kun at holde landemode én gång årligt. Man søgte flere gange, dog uden varigt held, at 189 PRÄSTTILLSÄTTNING give landemodet ny betydning ved at afholde »udvidede landemoder», hvortil alle stiftets præster havde adgang, og hvor teologiske og kirkelige spørgsmål drøftedes. Nu til dags afholdes også undertiden sådanne udvidede landemoder. Iøvrigt er landemodets væsentlige funktioner nu administrationen af visse legater og understøttelser samt biskoppens fortrolige forhandlinger med provsterne om stiftets forhold. De i årets løb udnævnte provster bliver af biskoppen højtideligt indsat i deres embede under landemodegudstjenesten i domkirken. Litt.: H. Ussing, Kirkeforfatningen i de kongelige danske stater 2 (Sorøe 1786); A. Matzen— J. Timm, Haandbog i den danske kirkeret (Khvn 1889—91). S. B. I Norge ble detaljerte forskrifter for den årlige diocesansynode utstedt av et provinsialkonsil i Bergen 1320. Etter reformasjonen forfalt institusjonen, men vi hører dog om p. i Bergens stift 1569, 1584 og visstnok årlig under hele resten av Anders Foss’ episkopat (1582—1607) og 1668. I Stavanger kjennes synoder 1573, 1593, 1594 og hvert tredje år under Tomas Wegners episkopat (1627—1654). Derpå forsvant p. Mens Danske Lov 1683 inneholdt en forskrift om » Provstemoder», ble denne utelatt i Norske Lov 1687. Forsøk på å gjenopplive institusjonen i det 18. årh. var også fruktesløse »formedelst locorum distantiam» (biskop J. Kærup). Heller ikke leilighetsvise planer i det 19. årh. om et lovfestet p. førte til noe. En annen sak er at enkelte biskoper nå og da samlet sitt stifts prester til frivillige stiftsp., og at det oppstod presteforeninger. Se herom Prästföreningar. Litt.: A. V. Heffermehl, Geistlige møder i Norge (Kristiania 1890). E. M. PRÄSTTILLSÄTTNING. Sverige. Landskapslagarnas kyrkobalkar utgjorde en kompromiss mellan den germanska rätten, enligt vilken p. tillkom den som byggt kyrkan, och den kanoniska lagens krav, att p. skulle tillkomma biskopen. Sockenmännen valde präst, men biskopen skulle pröva hans behörighet. Om enighet ej uppnåtts vid valet, tillkom p. biskopen. Ofta skedde prästvig- 190