PURITANISME søgt at vise, at episkopalsystemet strider mod N.T., og delte førte striden over i parlamentet, hvor modsætningen episkopal—puritansk snart blev identisk med modsætningen konge—parlament. Ved skriftet »Second Admonition to the Parliament» 1573 grundlagde Cartwright den engelske presbyterianismes ideologi. Rundt om i landet organiseredes der menigheder med præster og ældste, inddelte i klasser og synoder, og under ledelse af præsterne holdtes der bibelmøder, som kaldtes »prophesyings». Men nu greb regeringen ind, og under ærkebiskop John Whitgift omdannedes »Court of High Commission» til en protestantisk inkvisitionsdomstol. Cartwright flygtede til Holland, og flere henrettedes. Trods puritanernes flertal i underhuset var kongemagten endnu stærk nok til at ignorere dette. Med armadaens undergang 1588 og udsendelsen af nogle urimelige puritanske pamfletter vendtes stemningen, og en lov fastsatte 1593 strenge straffe for dem, der ikke deltog i statskirkens gudstjenester. Dette bragte de fleste puritanere til at resignere over for den offentlige gudstjeneste og kirkeforfatning. De blev »konformister», og den episkopale kirke havde vundet sejren. Puritanerne mäåtte ligesom jøderne under eksilet forlægge fronten fra det ydre kultiske til det indre etiske. Særlig fik nu overholdelsen af sabbaten betydning. Man skabte den engelske søndag, hvor sävel forlystelser som arbejde var forbudt. Men af størst betydning var dog udformningen af det nye puritanske menneske, der gjorde sig i lige grad beundret og forhadt på grund af sit strenge væsen, sin tarvelige livsførelse, sin uvilje mod livsglæden og sin arbejdsomhed, der var forenet med en naturlig sans for profit i den nærværende verden, hvor det imidlertid blot var en fremmed, hvis hele liv var en pilgrimsfærd mod det himmelske. Dets jordiske erhverv var ikke en gudstjeneste, som Luther kunne mene det, men snarere en syssel, der kunne distrahere fra nydelsen af syndige glæder. Da den skotske konge Jakob I 1603 blev konge i England, fik puritanerne fornyet håb. 753 gejstlige overrakte ham »the Millenary Petition», hvor man dog havde ude- 223 ladt kravene om puritansk kirkeforfatning og kultus for desto stærkere at lægge vægten på de puritanske krav om søndagens helligholdelse, kirketugten og de sædvanlige puritanske krav til en strengere livsførelse. 1604 samlede Jakob puritanerne til en konference i Hampton Court; men forhandlingerne sprængtes, fordi Jakob var episkopalist. Den biskoppelige kirke var det bedste værn for monarkiet, og puritanerne fik valget mellem underkastelse eller landsforvisning. De fleste gav da efter, men få udvandrede. Der udsendtes 141 canones, som delvis var rettede mod puritanerne og udelukkede enhver calvinsk fortolkning af de 39 artikler. Episkopalismen fik så megen medbəør, at den episkopale kirke en overgang indførtes i Skotland. Under den meget episkopale ærkebiskop Laud fornyede Karl I Jakob I.s forhadte »Declaration of Sports» fra 1618, der bevarede den engelske sabbatsfrihed og gik ind for dans og bueskydning om søndagen. Det var puritanernes etos, der her blev krænket. Fra nu af begyndte den store puritanske udvandring til Amerika, og rundt om dukkede der nu tanker op om rent independentiske eller uafhængige menigheder, der skulle være selvstændige foreninger eller »congregations». En sådan independent, der udvandrede til Amerika, var Roger Williams, og en berømt puritansk udvandrerpræst var John Elliot. I 17. årh. virkede den puritanske præst og filosof Jonathan Edwards i Amerika. Politisk revanche fik puritanerne i det korte parlament 1640 og det lange parlament 1640 53, og 1643 sejrede p. i England. Alt papistisk fra kirkeudstyr til biskopper skulle fjernes, og den af parlamentet valgte » Westminstersynode» begyndte 1643 på at ordne de liturgiske og teologiske spørgsmål og gennemføre presbyterianismen. Da Cromwell havde jaget parlamentet hjem 1653, stod p. imidlertid atter over for en regeringsmodstand, men denne gang til venstre, i det Cromwell søgte at indføre en independentisk kirkeordning. Restaurationen 1660 førte imidlertid episkopalismen tilbage. Som organisation var p. færdig. Dens tanker førtes imidlertid vidare. I litte- 224