Litt.: F. Büchsel, art. rnadyyeveota i Theol. Wörterbuch z. N.T. hrsg. v. G. Kittel, 1 (Stuttgart 1932); J. Haar, Initium creaturae Dei (diss. Greifswald, Gütersloh 1939); G. Hök, Vad menade Luther med ny födelse? (i Svensk teol. kvartalskr. 1944); R. Askmark, Ämbetet i den svenska kyrkan (Lund 1949; s. 102 ff.) ; R. Bring, Kristendomstolkningar (Sthm 1951; kap. Diskussionen om förhållandet mellan den fria viljan och nåden, samt Den lutherska trosåskådningens svårfattlighet). L. P—aa PÅSKE (af hebr. pæ'sach, gr. ráoya) betegnelse for en af de tre årlige valfartsfester hos jøderne, i kirken festen for Jesu død og opstandelse. G.T. og jødedommen. De ældre G. T.-lige love (2. Mos. 23:15—17 og 34:23—25) kalder festen »de usyrede brøds fest», et navn der også kendes i N.T. og i den senere jødedom er forbundet med riter, hvor man systematisk fjerner alt »usyret» fra huset. » Påske» er derimod betegnelse for det i den første festnat bragte offer, påskelammet, hvorom udtryk i Matt. 26: 17, Mark. 14: 12, 14, Luk. 22: 1 ff., Joh. 18:28, 1. Kor. 5:7 endnu vidner. Ofte antages, at de to udtryk går tilbage til to fester, en agerdyrkerfest, hvor brødet af det nye korn helliges, og en nomadehoøjtid, der skulle sikre årets kuld frugtbarhed. Man vil finde spor heraf i Jos. 5:10—12. Det, der imidlertid i bibelsk religion har præget festen, er historiske omtydninger, i jødedommen minderne om frelsen fra Ægypten, i kirken frelsen fra synden og døden ved Jesu lidelses og opstandelses kraft. Man genoplever gennem ritualets handlinger (2. Mos. 12 og evangeliernes beretninger) disse frelsesbegivenheder. Ordet p. står måske oprindelig i forbindelse med en rituel dans; men dette omtydes i det G.T.-lige ritual: Jahve »sprang over» (jfr. det engelska »pass-over») de huse, der var bestænket med lammets blod. Denne blodritus har måske været en apotropæisk skik for at fordrive en dæmon, »fordærveren», som dræbte de førstefødte. Men også denne ritus omtydes ud fra frelsen i Ægypten og frelsen fra Golgata. Festterminen har oprindelig været den kanaanæiske forårsmåned Abib, og den fikse- 229 PÅSKE res senere efter babylonisk kalender til 14 Nisan, fuldmånenatten ved forårsjævndøgn. Om kirkens kalender se nedenfor. De traditioner, der gengives i 5. Mos. 16 afviger i visse rituelle enkeltheder fra 2. Mos. 12. Det skyldes måske sammenhæng med andre helligdomme (Nordriget?). 5. Mos. forlægger festen fra husene til helligdommen, måske et led i kultcentralisationsbestræbelserne, men med tilknytning i forhold, der endnu kendes i Samaritanernes p.; 5. Mos. 16:7 kan hentyde til, at man ligger i lejr omkring offerstedet. Hos jøderne af jerusalemitisk observans, har imidlertid festens familiekarakter holdt sig. Kravene i 5. Mos. søgtes gennemført af Josia (2. Kong. 23:21—23). Den senere skik, at lammene slagtedes i templet og spistes i husene, er da vel et kompromis. Uden for Palæstina, f. eks. i Elefantine, hvor Darius II i 419 f. Kr. regulerer visse forhold, har man, hvor man havde en helligdom, søgt at gennemføre kompromiset. Men hvor Jerusalems monopol anerkendes, sejrede den gamle skik at spise lammet i hjemmene. Måltidet mistede derved sin offerkarakter, som elementerne af den »præstelige kilde» i 2. Mos. 12—13 viser. Hvorfra skikken at læse Højsangen ved p. stammer, er uvist. N.T. De jødekristelige menigheder har overtaget p. Hvor tidligt omtydningen ud fra den kristne frelseshistorie er indtrådt, er ikke klart. Paulus synes at hentyde til p. i 1. Kor. 5:8, og Joh. henlægger Jesu død til den tid på dagen den 14. Nisan, da lammene slagtedes, mens synopsen sammenstiller hans sidste måltid med p.-mäåltidet samme aften og sætter hans død til den 15. Nisan. — Ved festerne sang jøderne ps. 113—114 før, 115 —118 efter mältidet. Hertil hentyder Matt. 26:30. — De ved måltidet anvendte bitre urter kender vi ikke oprindelsen til. Man skimter da bag p.s historie en fest, der har gennemløbet en ejendommelig historie med flere omtydninger. Ældst er en forårsfuldmånefest med apotropæiske blodriter, der skal sikre liv og godt år. Senere følger Israels omtydning ud fra en politisk, historisk befrielse, der blev midtpunktet i folkets religion. Og endelig følger den kristne om- 230